Artikel
Forsøgsordning med selvkørende budrobotter på vej
Transport-, bygnings- og boligministeriet er i øjeblikket i gang med at fastlægge rammerne for en forsøgsordning, der giver adgang til forsøg med brug af selvkørende budrobotter. Budrobotterne er fleksible, driften af dem forbundet med få omkostninger, og de kan derfor blive en stor gevinst for både forbrugere og erhvervsdrivende.
Ny teknologi stiller nye krav til lovgivningen, og den hastige udvikling medfører, at lovgivningen på nogle områder i perioder er utilstrækkelig i forhold til den teknologiske udvikling. Det ses bl.a. på færdselsområdet, hvor der de seneste år er sket en stor udvikling inden for selvkørende biler. Efterspørgslen på adgang til at kunne teste selvkørende biler i trafikken har ført til, at der i maj 2017 blev vedtaget en lov, der giver adgang til forsøg med førerløse biler. Forsøgsordningen løber frem til 1. juli 2022, og indtil videre er to ansøgninger om tilladelse til forsøg indgivet til Vejdirektoratet. Ansøgnin-gerne er dog endnu ikke blevet færdigbehandlet, hvorfor der endnu ikke er givet tilladelse til at gennemføre forsøgene.
Forsøgsordning med budrobotter på vej
Det er ikke kun førerløse biler, der er på vej ud på gaderne. I Estland har man som de første i EU lovliggjort en anden ny teknologi: Budrobotter. Budrobotter er robotter, der ved hjælp af kameraer og sensorer kan navigere uden en fører, herunder aflæse lyskryds og bremse, hvis der opstår risiko for fare. Budrobotterne er ideelle til levering af fx mad og pakker over kortere afstande og har derfor et stort potentiale i dag, hvor internethandel og udvikling af tjenester, der gør livet stadig lettere for forbrugeren, er populære, men hvor den fysiske transport af varer fortsat skal håndteres af mennesker helt ud til forbrugeren.
Budrobotter betragtes i Danmark hverken som motorkøretøjer, fodgængere eller cykler, og de er der-for ikke omfattet af forsøgsordningen for førerløse biler. Det betyder, at der i øjeblikket er et hul i lov-givningen, og derfor har minister for transport, byggeri og bolig, Ole Birk Olesen, taget initiativ til en forsøgsordning med selvkørende budrobotter. Forsøgsordningen får opbakning af regeringspartierne og Dansk Folkeparti, og de første spæde skridt mod en lovgivning, der også omfatter adgang til brug af selvkørende budrobotter, er dermed taget. Rammerne for forsøgsordningen er endnu under udar-bejdelse, men det forventes, at den tilladte hastighed for budrobotterne vil blive ca. 6 km/t, og at budrobotterne vil skulle færdes blandt fodgængere på fortovene. Reglerne vil formentlig indeholde et objektivt ansvar og krav om ansvarsforsikring for det tilfælde, robotten impliceres i et uheld.
Flere forsøgsordninger med robotteknologi i gang
Også på andre områder er der sat gang i forsøgsordninger med ny robotteknologi inden for transport. I Aalborg er der søgt om tilladelse til forsøg med en førerløs havnebus, der skal fragte passagerer på tværs af Limfjorden fra Stigsborg Havnefront til Musikkens Hus. Forsøgsfasen med havnebussen varer i to år, og det forventes, at der fra 2020 vil kunne sejles med et mindre antal passagerer, og at man fra 2022 vil kunne tage en større førerløs færge i brug. I Norge er man i øjeblikket i gang med at udvikle verdens første autonome containerskib, Yara Birkeland. Skibet vil kunne fungere førerløst både under sejlads og i havn. Lasting og losning af skibet vil ske automatisk ved hjælp af elektriske kraner, ligesom særlige teknologier vil medføre, at skibet kan lægge til og fra kaj uden hjælp fra mennesker og uden, at der kræves særligt udstyr i havnen. Skibet, der forventes at stå færdigt i midten af 2019, vil være eldrevet og er dermed samtidig med til at reducere CO2-udslippet.
På Sjællands Universitetshospital i Køge startede Movia sammen med en række partnere, herunder bl.a. Autonomous Mobility A/S i maj måned et forsøg med kørsel med en lille selvkørende shuttlebus inde på selve hospitalet. Bussen transporterede i den første forsøgsfase patienter og pårørende mellem hospitalets ambulatorier med en hastighed på 3,5 km/t. I næste forsøgsfase vil bussen skulle køre i blandet trafik som parkeringsshuttle. Det kræver dog, at der gives tilladelse til kørsel med bussen. Movia forventer at indsende en ansøgning om dette forsøg med bussen i løbet af december. Aalborg Kommune indsendte den 8. juli 2018 som nogle af de første en ansøgning om tilladelse til forsøg med kørsel med en førerløs bus. Planen er, at bussen skal køre på Astrupstien i Aalborg Øst med en fart på max 18 km/t, og derigennem skabe nye mobilitetsmuligheder for beboere i området. Aalborg Kommu-ne og andre, der har ansøgt om tilladelse til forsøg med udendørs kørsel med førerløs bus, venter i øjeblikket på, at deres ansøgninger færdigbehandles af myndighederne. Derudover er projekter på vej i flere sjællandske byer.
Droneteknologien i udvikling
Også droneteknologien har gennem de seneste år været under hurtig udvikling, hvilket har medført lovgivningsmæssig efterspørgsel på området. Det førte til, at der i november 2017 blev vedtaget to bekendtgørelser om flyvning med droner. Udviklingen på området har ført til, at der på Fyn i samar-bejde med Hans Christian Andersen Airport er blevet oprettet testcenter UAS Denmark, der har fokus på droner og udvikling af droneteknologien. Testcenteret råder over 867 kvadratmeter luftrum, der bl.a. strækker sig over by, land og hav, og testcentret er derfor optimalt til at teste droner, sensorer og anden teknologi. I januar 2018 indgik UAS Denmark desuden en aftale med det danske forsvar om etablering af Forsvarets test- og udviklingscenter ved UAS.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →