Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har opdateret notatet "Gennemgang af reglerne om dokumentation" i overensstemmelse med de seneste to års retspraksis. Notatet er blevet opdateret som følge af, at der siden offentliggørelsen den 30. juli 2017 er kommet en række nye domme og afgørelser, der bidrager til forståelsen af udbudslovens regler om dokumentation.
”Gennemgang af reglerne om dokumentation” er et juridisk notat udarbejdet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Notatet, der er på i alt 63 sider, gennemgår på udførlig vis reglerne om dokumentation for oplysninger i det fælles europæiske udbudsdokument (ESPD). Notatet er alene vejledende.
ESPD anvendes som foreløbigt bevis for, (i) at ansøgere eller tilbudsgivere ikke skal udelukkes, (ii) opfylder minimumskrav til egnethed samt (iii) danner grundlag for eventuel udvælgelse. Inden tildelingen af en kontrakt skal ordregiver kræve endelig dokumentation for oplysninger i ESPD’et, men (som udgangspunkt) kun fra den tilbudsgiver som ordregiver har til hensigt at tildele kontrakten. Med andre ord er det oplysningerne i ESPD’et, der skal fremlægges dokumentation for.
Notatet beskriver alle de dele af udbudsloven, hvor indhentelse (UBL §§ 151 - 155) og verifikation (UBL § 159) af dokumentation er nødvendig og kan give anledning til problemer i praksis. Det drejer sig blandt andet om dokumentation vedrørende udelukkelse (inklusiv self-cleaning og starttidspunktet for udelukkelse), egnethed (minimumskrav for økonomisk og finansiel formåen, teknisk og faglig formåen samt dokumentation ved brugen af støtteenheder), udvælgelse (dokumentation for opfyldelse af objektive og ikke-diskriminerende kriterier) samt generelle betragtninger om dokumentation (blandt andet om tidspunktet for indhentelse af dokumentation, konsekvenserne af manglende fremlæggelse af dokumentation og hvornår en ordregiver ikke kan kræve dokumentation).
Den seneste retspraksis har særligt haft betydning for:
- dokumentation vedr. støtteenheder (afsnit 2.3.6),
- tidspunktet for udelukkelse (afsnit 2.6),
- dokumentation for self-cleaning (afsnit 2.8.1),
- dokumentation for rådighed over støtteenheder (afsnit 3.5),
- fra hvem der kan kræves dokumentation for egnethed (afsnit 3.7) og
- dokumentation fra nystartede virksomheder og virksomheder under stiftelse (afsnit 3.8).
Notatet henviser både til national og EU-praksis.
Læs notatet her.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at
kontakte mig.