Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Højesteretsdom om Civilstyrelsens praksis for ligelig uddeling til ligestillede uddelingsformål

Bech-Bruun
08/05/2019
Højesteretsdom om Civilstyrelsens praksis for ligelig uddeling til ligestillede uddelingsformål
Bech-Bruun logo
Dommen fastslår, at Civilstyrelsen ikke med hjemmel i fondslovens § 29 kan pålægge en fond, hvis vedtægt ikke regulerer spørgsmålet, over tid at foretage uddeling med lige store beløb til fondens forskellige formål.

Sagen vedrørte en familiefond stiftet i 1954. Fonden var en ikke-erhvervsdrivende fond med seks uddelingsformål, hvoraf alene to af disse fortsat var aktuelle for fonden.

Det ene uddelingsformål vedrører udbetaling af årlige ydelser til efterkommere af stifteren – også kaldet slægtsformålet – mens det andet formål vedrører støtte til almennyttige formål. Af de to formål havde fonden, set over en årrække, uddelt betydeligt flere midler til slægtsformålet i forhold til det almennyttige formål.

Efter fondslovens § 29 påhviler det fondsbestyrelsen at anvende årets overskud til de formål, der følger af vedtægten. På baggrund af bestemmelsen har det været Civilstyrelsens administrative praksis at pålægge fondsbestyrelser at foretage ligelige uddelinger til fondens uddelingsformål, når der ikke fremgår en anden prioritering i vedtægten.

I 2015 havde Civilstyrelsen derfor truffet afgørelse om, at fondens to aktuelle uddelingsformål skulle anses for indbyrdes ligestillet, og at der over tid skulle ske ligelig uddeling til de to formål.


Højesterets dom


Sagen vedrørte:

  1. Om Civilstyrelsens afgørelse skulle annulleres, fordi der ikke er hjemmel i fondslovens § 29 til at stille krav om, at der over tid skal uddeles ligeligt til ligestillede uddelingsformål, og

  2. Om en fortolkning af fondens vedtægt kunne føre til, at slægtsformålet og det almennyttige formål skal tilgodeses ligeligt.


For så vidt angår hjemmelsspørgsmålet vedrørende fondslovens § 29 udtalte Højesteret, at fondslovens § 29 i overensstemmelse med forarbejderne indebærer, at der ikke – medmindre andet fremgår af vedtægten – må ske en ensidig begunstigelse af et eller flere af en fonds formål frem for andre.

I forlængelse heraf udtalte Højesteret, at der som udgangspunkt skal være en vis rimelig balance i uddelingerne til de forskellige uddelingsformål over en årrække.


Fondsbestyrelsen skal sagligt og loyalt tilgodese de formål, der fremgår af vedtægten. 


En eventuel uddeling af forskellige beløb til disse formål set over en årrække – uden at der er fastsat en prioritering eller en fordelingsnøgle i vedtægten – skal altså være rimeligt og sagligt begrundet. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis der er tale om konkrete eller generelle uddelingsbehov indenfor de forskellige uddelignsformål, opsparing til særlige formål eller lignende.

For så vidt angår fortolkningsspørgsmålet af fondens vedtægt fandt Højesteret imidlertid ikke, at der på baggrund af vedtægtens ordlyd eller sammenhængen i de enkelte bestemmelser kunne udledes, at slægtsformålet var fortrinsberettiget frem for det almennyttige formål.

Højesteret bemærkede, at det er et grundlæggende fondsretligt princip, at stifter uigenkaldeligt har udskilt fondens midler fra sin egen formue. Som anført i forarbejderne indebærer dette bl.a., at fondsstifters ønsker med fonden må komme til udtryk i forbindelse med affattelsen af vedtægten eller dokumenter, der knytter sig hertil.

Det kunne derfor bl.a. ikke tillægges betydning i vurderingen af, om slægtsformålet var fortrinsberettiget:

  • at fonden, mens stifteren var formand for bestyrelsen, i de første mange år efter stiftelsen uddelte betydeligt flere midler til

  • slægtsformålet sammenholdt med det almennyttige formål

  • at fonden var benævnt ”familiefond”

  • at fondens bestyrelse, ifølge vedtægten, havde et frit skøn ved fordelingen af fondens overskud, og

  • at fondens midler, ifølge vedtægten, i overvejende grad skulle tilgå familien ved opløsning af fonden.


Højesteret annullerede imidlertid Civilstyrelsens afgørelse, da der ikke i medfør af fondslovens § 29 var hjemmel til at pålægge fonden over tid at uddele samme beløb til slægtsformål og almennyttige formål.


Bech-Bruuns kommentar


Dommen anerkender, at fondsbestyrelsen har et betydeligt skøn ved fordeling af uddelinger indenfor rammerne af fondens uddelingsformål.

Det bliver interessant at se, om fondsmyndigheden vil udvise større tilbageholdenhed i forhold til fondsbestyrelsers vedtægtsfortolkning.

 

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
Fagligt indhold, der kunne være relevante for dig
Husk din ejeraftale - Selskabslovens regler er ikke nok
Jurainfo Exclusive logo
PODCAST
Husk din ejeraftale - Selskabslovens regler er ikke nok
Hvorfor er det så vigtigt at have en ejeraftale mellem ejerne af små og mellemstore virksomheder? Fordi fordi Selskabsloven ikke tager stilling til mange af de helt væsentlige forhold, som typisk opstår mellem ejerne. Bliv klogere i denne episode og få gode input til hvordan du kommer i gang samt hvad en ejeraftalen skal indeholde.
Artikler, der kunne være relevante for dig
Ny regulering af demokratiske virksomheder
Ny regulering af demokratiske virksomheder
03/07/2024
Selskabsret, Øvrige
Bæredygtighedsrapportering – husk dialogen med medarbejderne!
Bæredygtighedsrapportering – husk dialogen med medarbejderne!
03/07/2024
Selskabsret
Ny vejledning om bæredygtighedsrapportering (CSRD) for koncerner
Ny vejledning om bæredygtighedsrapportering (CSRD) for koncerner
20/08/2024
Selskabsret, Compliance, Øvrige, EU-ret
Valg af selskabsform - En juridisk vejledning for iværksættere
Valg af selskabsform - En juridisk vejledning for iværksættere
23/09/2024
Selskabsret
Justerede anbefalinger for god fondsledelse sendt i høring
Justerede anbefalinger for god fondsledelse sendt i høring
25/09/2024
Selskabsret
Koncernstruktur - en juridisk vejledning for iværksættere
Koncernstruktur - en juridisk vejledning for iværksættere
01/10/2024
Selskabsret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du at udgive materiale?
2024 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted