En ændring af fondsloven skal fremover sikre, at midler, der tilfalder en fond som arv eller gave, fremover anvendes til uddeling i overensstemmelse med fondens formål. Midlerne skal dermed ikke – som det er tilfældet i dag – som udgangspunkt tilgå fondens bundne formue.
Et nyt lovforslag, som ifølge lovprogrammet forventes fremsat i november måned, præsenterer nye regler om gaver og arv i fondsloven. Reglerne skal sikre, at lovens udgangspunkt stemmer overens med de fleste arveladeres og gavegiveres ønske.
De gældende regler
Efter den nugældende § 9, stk. 1, nr. 2, i fondsloven tilfalder de midler, som en fond modtager som arv eller gave, som udgangspunkt fondens bundne formue. Det betyder, at midlerne ikke kan uddeles til de formål, som fonden skal varetage, medmindre der forinden indhentes samtykke hertil fra Civilsty-relsen, som er fondsmyndighed.
Arv og gave vil dog ikke tilfalde fondens bunde formue, hvis arvelader eller gavegiver har bestemt, at midlerne skal anvendes til uddeling. Hvis en arvelader ønsker, at arven skal anvendes til uddeling, vil ønsket typisk være testeret. Hvis en gavegiver har samme ønske, skal dette i forbindelse med overdra-gelse ligeledes være klart tilkendegivet, og tilkendegivelsen bør ske skriftligt, så den kan dokumenteres.
Ifølge en række velgørende fonde, er hovedparten af arveladere og gavegivere ikke opmærksomme på de nugældende regler. Dette betyder, at arv og gave i disse situationer tilfalder fondens bundne kapi-tal, selvom dette ikke har været den pågældendes ønske. Man kan derfor anføre, at lovens nuværende udgangspunkt er uhensigtsmæssigt, da arveladere og gavegivere ofte vil have et ønske og måske end-da en forventning om, at midlerne anvendes til fondens velgørende formål.
De kommende regler
I de nye regler omskrives fondslovens § 9, stk. 1, nr. 2, så udgangspunktet fremover vil være det om-vendte. Arv og gave skal derfor i fremtiden som udgangspunkt tilfalde en fonds frie midler, medmindre arvelader eller gavegiver har bestemt, at midlerne skal tilfalde den bundne formue. Arv og gaver vil derfor som udgangspunkt skulle anvendes til uddelinger i overensstemmelse med den specifikke fonds formål.
De nye regler indebærer desuden, at Civilstyrelsen vil kunne give samtykke til at uddele arv eller gave, selvom arvelader eller gavegiver har bestemt, at aktiverne skal henlægges til fondens bundne formue. Et sådant samtykke vil dog kun helt undtagelsesvist blive givet, da arveladers eller gavegivers ønske som klar hovedregel skal respekteres.
Reglerne indebærer endelig, at reglen i fondslovens § 9, stk. 2 ophæves. Efter reglen kan fondsbestyrel-sen anvende gaver til uddeling, uanset om gavegiver har tilkendegivet dette, hvis gaven udgør et ube-tydeligt beløb efter fondens forhold, og det klart må antages at have været gavegivers ønske, at gaven skal anvendes til uddeling.
Den kommende tid
Det kommende lovforslag er nævnt i regeringens lovprogram for år 2018/19 og forventes fremsat i november 2018. De nye regler forventes at træde i kraft ved årsskiftet.
Læs udkastet til lovforslag her.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →