Der er indgået en politisk aftale om fair prissætning og regler for kontrolbud, mens regler om grænserne for offentlig erhvervsaktivitet og et klageorgan forventes at komme på plads senere på året. Det fremgår af den delaftale, som regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre har indgået for at sikre en mere fair og lige konkurrence mellem offentlige og private aktører. Aftalen er en opfølgning på regeringens udspil fra september 2017.
Horten har gennemgået den seneste praksis om aktindsigt og giver dig her et sammendrag af de nye, relevante udtalelser med særligt fokus på det kommunale område.
Denne nyhed er den seneste i en artikelserie, hvor Horten giver dig en update på den nyeste praksis om aktindsigt. Nederst i artiklen finder du links til vores tidligere nyheder med praksisopdateringer.
Ankestyrelsen: Afslag på aktindsigt i kontaktoplysninger, herunder e-mailadresser og telefonnumre, var ikke berettiget
Sagen vedrørte en klage over Lolland Kommunes afgørelse om afslag på aktindsigt i kontaktoplysninger på kandidater til Ældrerådsvalget 2017. Anmodningen om aktindsigt var særligt rettet mod e-mailadresser, bopælsadresser og telefonnumre.
Kommunen vurderede, at private e-mailadresser uden forbindelse til en persons arbejde eller eventuelt offentlige hverv var omfattet af offentlighedslovens § 30, nr. 1, som giver mulighed for at undtage oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold fra aktindsigt. Kommunen anførte også i sin afgørelse, at kandidaterne ikke havde givet samtykke til, om de ønskede deres private e-mailadresser og telefonnumre oplyst. Desuden fandt kommunen ikke anledning til at udlevere oplysningerne på baggrund af meroffentlighedsprincippet i offentlighedslovens § 14.
Der var ikke udøvet et skøn efter offenlighedslovens § 30, nr. 1
Ankestyrelsen udtalte, at kommunen ikke var berettiget til at undtage kontaktoplysningerne fra aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 30, nr. 1. Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, "[…] at kontaktoplysninger, herunder e-mailadresser eller telefonnumre som udgangspunkt ikke er omfattet […]" af bestemmelsen. Derfor havde Lolland Kommune ikke redegjort for, at der var udøvet et skøn inden for rammerne af offentlighedslovens § 30, nr. 1.
På den baggrund anmodede Ankestyrelsen kommunen om at genoptage behandlingen af sagen og træffe en ny afgørelse efter offentlighedslovens regler. Det blev derudover bemærket, at man ikke havde taget stilling til, om kontaktoplysningerne kunne undtages fra aktindsigt med en mere udførlig begrundelse eller med hjemmel i en anden bestemmelse.
Læs Ankestyrelsens udtalelse af 12. januar 2018
Ombudsmanden: Afslag på aktindsigt i politisk debatoplæg var ikke berettiget – der var tale om miljøoplysninger
Denne sag vedrørte et notat udarbejdet af det daværende Transport- og Bygningsministerium (nu: Transport-, Bygnings- og Boligministeriet) til brug for en politisk debat om fremtidens transportformer. Notatet belyste, hvad det vil koste at flytte rejsende fra personbiler til tog. En journalist, som havde skrevet kritiske artikler om notatet, havde anmodet om aktindsigt i ministeriets korrespondance med både journalisten selv og det medie, han arbejdede for. Ministeriet gav aktindsigt i en stor del af det relevante materiale efter reglerne i offentlighedsloven.
Journalisten anmodede derefter om aktindsigt i det resterende materiale efter reglerne i miljøoplysningsloven. Ministeriet afviste imidlertid at behandle anmodningen efter denne lov, idet minsteriet ikke fandt, at der var tale om miljøoplysninger. Begrundelsen var, at akterne vedrørte beregninger på de samfundsøkonomiske omkostninger samt statslige merudgifter forbundet med en eventuel overflytning af passagerer fra bil- til togtrafik. Det var ministeriets opfattelse, at disse foreløbige samfundsøkonomiske beregninger af, hvad der eventuelt på et senere tidspunkt vil blive besluttet, men som indtil videre havde karakter af forberedelser, ikke havde eller kunne få miljømæssige effekter. Ministeriet anførte, at "[p]åvirkninger af miljøet kan i sagens natur ikke blive relevante, før der er truffet beslutning om at realisere tiltag i praksis".
En administrativ foranstaltning, der kan påvirke miljøelementer
Ombudsmanden fandt indledningsvis, at et politisk debatoplæg kunne være en "foranstaltning" efter miljøoplysningslovens § 3, nr. 3, idet begrebet "foranstaltning" efter bestemmelsen skal forstås bredt.
Ombudsmanden undersøgte derefter, om oplysningerne i notatet kunne påvirke miljøelementer, som dette udtryk skal forstås i medfør af § 3, nr. 3. Ombudsmanden lagde vægt på, at en administrativ foranstaltning relativt let kan påvirke miljøelementer, og at notatet var blevet drøftet på et ordførermøde samt debatteret ved flere andre lejligheder – herunder i medierne. Ombudsmanden anså derfor notatet for at kunne påvirke en stillingtagen til eventuelle fremtidige tiltag eller beslutninger mv. på transportområdet og dermed også for at kunne påvirke miljøelementer, jf. miljøoplysningslovens § 3, nr. 3.
Ud fra en samlet vurdering fandt ombudsmanden derfor, at der var tale om miljøoplysninger for så vidt angår det politiske oplæg, som notatet var udarbejdet til. Der blev i den forbindelse henvist til, at effektiv inddragelse af offentligheden i beslutningsprocessen på miljøområdet er et af de vigtigste hensyn bag miljøoplysningsloven og -direktivet. Ombudsmanden bemærkede, at deltagelse i den offentlige debat om debatoplægget netop var et eksempel på dette.
Derudover vurderede ombudsmanden, at de beregninger og forudsætninger, som var anvendt i forbindelse med notatet, selvstændigt var miljøoplysninger efter miljøoplysningslovens § 3, nr. 5. Efter den bestemmelse er der tale om miljøoplysninger for så vidt angår rentabilitetsberegninger og andre økonomiske analyser og forudsætninger anvendt i forbindelse med foranstaltninger og aktiviteter, der efter § 3, nr. 3, påvirker eller kan påvirke miljøelementer eller har til formål at beskytte miljøelementer.
Ombudsmanden udtalte, at ministeriet burde have behandlet aktindsigtsanmodningen efter miljøoplysningsloven og henstillede, at ministeriet genoptog sagen.
Læs ombudsmandens udtalelse af 18. januar 2018
Ankestyrelsen: Afslag på aktindsigt i oplysninger om ombygning af nedgravede containere var ikke berettiget
Sagen angik en klage over Aarhus Kommunes afgørelse om afslag på aktindsigt. Anmodningen om aktindsigt vedrørte samtlige kalkulationer, budgetter, notater mv., som lå til grund for AffaldVarme Aarhus' anmodning til Teknisk Udvalg om at få bevilliget 9.652.000 kr. til ombygning af nedgravede containere. Afslaget var givet på baggrund af offentlighedslovens § 23, stk. 1, nr. 1, om undtagelse af interne dokumenter fra aktindsigt.
Ankestyrelsen fandt i modsætning til kommunen, at der var tale om miljøoplysninger, hvorfor sagen skulle have været behandlet efter miljøoplysningsloven. Det blev lagt til grund, at baggrundsberegningerne vedrørte ombygning af nedgravede containere til indsamling af affald i form af pap, glas, plast og metal. Ankestyrelsen vurderede derfor, at der var tale om aktiviteter, som påvirker eller kan påvirke enkelte miljøelementer efter miljøoplysningslovens § 3.
Med henvisning til tidligere praksis vurderede Ankestyrelsen desuden, at alle oplysninger, som kommunen havde om nedgravede containere til indsamling af affald, var omfattet af miljøoplysningsloven.
På den baggrund anmodede Ankestyrelsen kommunen om at genoptage behandlingen af sagen efter reglerne i miljøoplysningsloven.
Læs Ankestyrelsens udtalelse af 30. januar 2018
Ankestyrelsen: Afslag på aktindsigt i oplysninger om disciplinære reaktioner over for centerchef og afdelingsleder var ikke berettiget
I en sag, som Ankestyrelsen tidligere havde været involveret i, havde Aarhus Kommune givet afslag på aktindsigt i oplysninger vedrørende eventuelle disciplinære reaktioner i relation til en centerchef og en afdelingsleder i beskæftigelsesforvaltningen. Afslaget blev givet med henvisning til offentlighedslovens § 21, stk. 3.
Som udgangspunkt omfatter retten til aktindsigt ikke sager om enkeltpersoners ansættelsesforhold i det offentlige tjeneste, jf. offentlighedslovens § 21, stk. 2. Efter § 21, stk. 3, 2. pkt., gælder lovens almindelige regler dog for disciplinære reaktioner i form af advarsel eller derover for så vidt angår ansatte i chefstillinger. Det afgørende i sagen var derfor, om centerchefen og afdelingslederen i beskæftigelsesforvaltningen var ansatte i chefstillinger i bestemmelsens forstand.
Konkret vurdering af chefbegrebet
Ankestyrelsen bemærkede indledningsvis, at offentlighedslovens § 21, stk. 3, 2. pkt., ikke indeholder en definition af chefbegrebet, men at begrebet ifølge bestemmelsens forarbejder omfatter kontorchefer og derover for så vidt angår ansatte i den almindelige statslige og kommunale forvaltning. Det kan for eksempel være vicedirektører, vicekommunaldirektører, kommitterede, afdelingschefer, direktører, kommunaldirektører og departementschefer, mens fuldmægtige og kontorpersonale ikke vil være omfattet.
Forarbejderne nævner dog også, at chefbegrebet ikke udtømmende kan gøres op, og at der i andre tilfælde end de udtrykkeligt nævnte må lægges vægt på, om der er tale om ansatte i stillinger, som kan sidestilles med de nævnte eksempler i forhold til blandt andet ledelsesbeføjelser, lønforhold og stilling i det administrative hierarki.
Der skulle derfor foretages en konkret vurdering af, om de omhandlede stillinger som henholdsvis centerchef og afdelingsleder var omfattet af chefbegrebet.
Efter Ankestyrelsens opfattelse havde de to ansatte fagligt og ledelsesmæssigt ansvar. Kommunens afgørelse indeholdt oplysninger om, at centerchefen havde personaleansvar og fagligt ansvar for 75 medarbejdere, herunder to afdelingsledere, mens afdelingslederen havde ansvar for 25 medarbejdere. På den baggrund fandt Ankestyrelsen, at begge stillinger i vidt omfang bestod i at udøve ledelsesbeføjelser. Det var desuden oplyst, at centerchefen havde en samlet årlig bruttoindkomst på ca. 575.000 kr., mens afdelingslederen havde en samlet årlig bruttoindkomst på ca. 460.000 kr.
Ankestyrelsen fandt efter en samlet vurdering af ledelsesbeføjelser, lønforhold og stilling i det administrative hierarki, at begge stillinger kunne sidestilles med de stillinger, som er nævnt i forarbejderne.
På den baggrund anmodede Ankestyrelsen kommunen om at genoptage behandling af sagen.
Læs Ankestyrelsens udtalelse af 6. februar 2018
Ombudsmanden: Afslag på aktindsigt i honorar for speak til trafikselskab var berettiget
I denne sag havde en journalist anmodet om aktindsigt i størrelsen af det honorar, som et produktionsselskab modtog for at levere speak til et trafikselskab. Trafikselskabet gav med henvisning til offentlighedslovens § 30, nr. 2, om undtagelse af blandt andet drifts- og forretningsforhold ikke aktindsigt.
Ombudsmanden konstaterede indledningsvist, at oplysningen om størrelsen af honoraret vedrørte drifts- og forretningsforhold hos produktionsselskabet og speakeren. Der var altså tale om oplysninger, der efter sin karakter var omfattet af offentlighedslovens § 30, nr. 2.
Ombudsmanden bemærkede, at trafikselskabet i anledning af behandlingen af aktindsigtsanmodningen flere gange telefonisk indhentede bemærkninger fra produktionsselskabet. Her gav produktionsselskabet udtryk for, at kontrakten indeholdt oplysninger, som vedrørte fortrolige drifts- og forretningsforhold, hvis offentliggørelse med stor risiko ville påføre både selskabet og speakeren økonomisk skade, idet den type honoraraftaler i sagens natur er fortrolige. Desuden blev det oplyst, at der for hver opgave for produktionsselskabet og speakeren blev aftalt et individuelt honorar, og at offentliggørelse heraf derfor ville skade selskabets fremtidige forhandlingsposition i forhold til lignende opgaver.
På den baggrund fandt ombudsmanden ikke grundlag for at tilsidesætte trafikselskabets konkrete vurdering efter offentlighedslovens § 30, nr. 2, om, at der var nærliggende risiko for, at aktindsigt i honoraroplysningen ville kunne påføre produktionsselskabet og speakeren økonomisk skade af nogen betydning. Der blev lagt vægt på, at der ifølge offentlighedslovens forarbejder gælder en klar formodning for, at oplysninger omfattet af anvendelsesområdet for § 30, nr. 2, vil indebære en sådan risiko.
Der var heller ikke grundlag for at kritisere, at trafikselskabet ikke havde meddelt aktindsigt efter meroffentlighedsprincippet i offentlighedslovens § 14. Ombudsmanden lagde i den forbindelse vægt på, at det ifølge forarbejderne til offentlighedslovens § 14 om meroffentlighed må antages, at en afvejning efter bestemmelsen i almindelighed vil føre til, at der ikke kan gives aktindsigt, når oplysningerne er undtaget efter undtagelsesbestemmelserne i §§ 30-33.
Læs ombudsmandens udtalelse af 20. februar 2018
Ombudsmanden: Afslag på aktindsigt i materiale om opførelse af nyt havneanlæg var ikke berettiget
I sagen gav en kommunal selvstyrehavn afslag på aktindsigt i materiale vedrørende opførelsen af et nyt havneanlæg. Sagen blev behandlet efter offentlighedsloven.
I forbindelse med behandling af sagen ved ombudsmanden beklagede havnen, at den ikke havde været opmærksom på miljøoplysningsloven og vurderede derefter, at oplysningerne i en del af det omhandlede materiale var omfattet af denne lov. Havnen fandt dog ikke, at der var ret til aktindsigt i materialet efter reglerne i miljøoplysningsloven.
Ombudsmanden tog for det første stilling til, i hvilket omfang materialet omfattet af anmodningen om aktindsigt faldt ind under miljøoplysningsloven. Havnen havde vurderet, at (i) oplysninger om budgettal for årlige udgifter og indtægter for et containerområde flere år frem, (ii) leje af et areal, som indgik i det nye havneanlæg samt (iii) en låneaftale mellem havnen og KommuneKredit om finansiering af det nye havneanlæg ikke var miljøoplysninger omfattet af miljøoplysningsloven.
Miljøoplysningsbegrebet skal forstås bredt
Ombudsmanden henviste blandt andet til, at der efter EU-Domstolens praksis og ombudsmandspraksis skal anlægges en meget bred forståelse af miljøoplysningsbegrebet. Efter nærmere undersøgelser af de tre oplysningstyper, fandt ombudsmanden i modsætning til havnen, at der i alle tre tilfælde var tale om miljøoplysninger.
For det andet tog ombudsmanden stilling til havnens anvendelse af miljøoplysningsloven, for så vidt angik det materiale, som havnen havde vurderet var omfattet heraf. Havnen skulle have foretaget en interesseafvejning efter reglerne herom i miljøoplysningslovens § 2, stk. 3, men havde i sin udtalelse til ombudsmanden alene anført, at der ikke efter en interesseafvejning kunne gives aktindsigt efter miljøoplysningsloven. Det skyldtes, at havnens interesse i at afslå udlevering – efter havnens opfattelse – klart oversteg offentlighedens interesse i de pågældende oplysninger.
På den baggrund vurderede ombudsmanden, at der ikke var foretaget en vurdering af, om det pågældende materiale kunne udleveres efter § 13, stk. 1, nr. 5, i offentlighedsloven fra 1985 – om begrænsning af retten til aktindsigt af hensyn til beskyttelse af det offentliges økonomiske interesser – sammenholdt med miljøoplysningslovens § 2, stk. 3. Ombudsmanden henstillede at havnen genoptog sagen.
Læs ombudsmandens udtalelse af 2. marts 2018
Københavns byret: Afslag på aktindsigt i materiale om kampfly efter ressourcereglen var berettiget
I denne sag havde The Boeing Company (herefter Boeing) indbragt Forsvarsministeriets og to af ministeriets underliggende styrelsers afgørelser om afslag på aktindsigt i alle sager for perioden 2005-2016 om evaluering af og beslutning om indkøb af nye kampfly for Københavns Byret. Afgørelserne var begrundet i ressourcereglen offentlighedslovens § 9, stk. 2, nr. 1, hvorefter behandling af aktindsigtsanmodningen kan afslås, hvis denne vil nødvendiggøre et uforholdsmæssigt ressourceforbrug.
Retten fandt, at myndighederne havde været berettiget til at træffe afgørelse om afslag efter ressourcereglen i offentlighedslovens § 9, stk. 2, nr. 1, idet behandlingen af sagen ville medføre et ekstraordinært ressourceforbrug. Myndighederne skønnede i deres respektive afgørelser, at anmodningernes færdigbehandling ville kræve ressourceforbrug på henholdsvis 1.450 timer, flere fulde årsværk og 2.000 timer. Retten fandt derudover, at myndighederne havde udvist tilstrækkelige bestræbelser på at afgrænse og konkretisere aktindsigtsanmodningen. Boeings særlige interesse i sagen, kunne ikke føre til et andet resultat.
Retten fandt det desuden korrekt, at myndighederne ikke havde behandlet sagen efter miljøoplysningsloven, da offentlighedsloven fra 1985, som miljøoplysningsloven henviser til, er et subjektivt identifikationskrav, som Boeing ikke havde opfyldt.
Det var også ifølge retten korrekt, at myndighederne ikke havde behandlet aktindsigtsanmodningen efter offentlighedslovens § 8 om egenacces, da bestemmelsen kun omfatter fysiske personer og derved ikke selskabet Boeing. Retten var også enig med ministeriet i, at sagen ikke skulle have været behandlet efter forvaltningsloven, idet der ikke var tale om en afgørelsessag. Endelig kunne myndighedernes afgørelser heller ikke kritiseres i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 om retten til ytringsfrihed, og der var heller ikke ret til aktindsigt efter udbudsgrundlaget.
Læs Københavns Byrets dom af 23. marts 2018
-medium.jpg)
