Vigtig dom om it-kontraktens ”atombombe”

Parterne indgik i april 2014 aftale om levering af et standard ERP-system (Enterprise Ressource Planning) til erstatning af kundens egenudviklede løsning kaldet ”FK-Meny”.

Aftalen var baseret på en standardaftale om levering af standardsystem og tilpasninger (SSA-T), hvor leverandøren skulle konfigurere og i begrænset omfang tilpasse systemet til Felleskjøpet.

I februar 2016 ophævede Felleskjøpet aftalen, idet de bl.a. gjorde gældende, at Infor ikke havde overholdt sine kontraktuelle forpligtelser ved at have nedskaleret bemandingen på projektet i forbindelse med at få styr på projektet, og at der både var indtrådt væsentlig aktuel og anticiperet forsinkelse.

Omvendt mente leverandøren, at forsinkelsen skyldtes Felleskjøpets rolle i sagen, og at ledelsen var utilgængelig under processen, hvilket medførte forsinkelser og mislykkede leveringsforsøg. Leverandøren gjorde endvidere gældende, at nedskaleringen ikke udgjorde en leveringsnægtelse, men alene var udtryk for rettidig omhu i forbindelse med en replanlægning.

Tingretten nåede i sin dom fra 2018 frem til, at ophævelsen af kontrakten var berettiget, og at Infor havde optrådt groft uagtsomt, hvorfor den aftalte ansvarsbegrænsning skulle tilsidesættes. Infor blev derfor dømt til at betale NOK 288 mio. (DKK 220 mio.) i erstatning til Felleskjøpet.

Infor ankede dommen til Lagmansretten, hvor omfattende nye oplysninger blev fremlagt og en række nye vidner blev ført. Sagens omfang voksede således i anken fra 3.600 til 13.000 sider, og hovedforhandlingen strakte sig over 27 retsdage(!)

Lagmandsretten nåede i sin dom frem til det stikmodsatte resultat; nemlig at Felleskjøpet ikke havde været berettiget til at hæve aftalen. Felleskjøpet blev derfor dømt til at betale erstatning til Infor på 84 mio. NOK samt sagsomkostninger i de to instanser på i alt ca. 50 mio. NOK.

Rettens vurdering

Først og fremmest vurderede retten, at Infor ikke uretmæssigt havde standset projektet, men kun at have sat det på en kort og midlertidig pause med henblik på at re-planlægge projektet og dermed få det ”tilbage på sporet”.

Derudover vurderede retten, at der ikke forelå nogen aktuel forsinkelse på tidspunktet, hvor Felleskjøpet valgte at ophæve kontrakten, da den oprindelige leveringsdato var blevet udskudt uden at parterne havde indgået aftale om ny leveringsdato.

Yderligere mente retten, at Felleskjøpet ikke havde overholdt sine forpligtelser ved ophævelsen ved ikke at have afgivet fornøden reklamation eller givet leverandøren mulighed for at afhjælpe manglerne.

Bird & Bird’s kommentar

Sagen er afgjort efter norsk ret og tager udgangspunkt i en norsk standardaftale. På trods af dette, statuerer dommen en del interessante principper og ”lesson learned”, der også har relevans i en dansk kontekst:

1. Det udgør ikke nødvendigvis i sig selv misligholdelse at nedskalere bemandingen i et forsinkelsesramt projekt af længere varighed, hvis nedskaleringen er af kortvarig og midlertidig karakter med fokus på at få projektet tilbage på sporet.
2. En ophævende part kan udelukkende henholde sig til de ophævelsesgrunde, som blev oplyst ved ophævelsesskrivelsen, og kan ikke efterfølgende tilføje/opfinde andre ophævelsesgrunde.
3. En kundes ophævelse kan kun ske, hvis kunden overholder de vilkår, der er aftalt for ophævelse, såsom at afgive fornøden reklamation og give leverandøren afhjælpningsret, som leverandøren måtte have krav på efter aftalen.
4. Man bør som kunde undgå at havne i en situation, hvor der ikke foreligger en gældende tidsplan. I den konkrete sag begrunder retten bl.a. frifindelsen med, at der var enighed om, at den oprindelige tidsplan ikke gjaldt, og at parterne derfor skulle nå til enighed om en ny plan. Man kan af gode grunde ikke tale om forsinkelse, når der ikke foreligger en gældende tidsplan(!)
5. Retten til ophævelse mistes, hvis den ikke udnyttes umiddelbart efter, at der foreligger væsentlig misligholdelse. Vælger man som kunde at videreføre projektet (uden et tydeligt forbehold), kan man ikke efterfølgende ophæve aftalen på grund af dette forhold.
6. En uberettiget ophævelse udgør ikke nødvendigvis en forsætlig misligholdelse.
   

Dommen er særligt interessant, da Tingrettens afgørelsen kunne læses (og er blevet udlagt) som om enhver væsentlig forsinkelse i et længerevarende it-projekt indebærer, at leverandøren har handlet groft uagtsomt. Dette ”spøgelse” er med Lagmandsrettens dom manet i jorden.

Dommen synes præget af værdispilds- og rimelighedsbetragtninger og viser, at der som udgangspunkt skal meget til, før man som kunde kan skride til ophævelse (it-kontraktrettens ”atombombe”) i et komplekst it-projekt. I så henseende synes dommen at være udtryk for en afbalanceret og pragmatisk tilgang.

I øvrigt giver de meget forskellige resultater i de to retsinstanser stof til eftertanke i en dansk kontekst, hvor it-tvister oftest løses ved voldgift uden mulighed for at anke, selvom retten måtte have misforstået sagen eller ikke har fået forelagt alle relevante informationer.