Ventetiden i minksager skaber problemer

Ikke en eneste virksomhed har fået hele nedlukningserstatningen

I starten gik det hurtigt: Minkbranchen blev lukket den 4. november 2020, minkloven blev vedtaget den 21. december 2020 og den 25. januar 2021 blev der indgået en politisk aftale om erstatning til minkavlerne og følgeerhverv.

Efter cirka et år - den 11. december 2021 – forelå nedlukningsbekendtgørelsen, som præciserer, hvilke virksomheder der er berettiget til erstatning og hvordan erstatningen skal opgøres. Derefter begyndte Fødevarestyrelsen at udbetale forskud på nedlukningserstatning til de minkavlere, der havde produktion i 2020. Resten af de erstatningsberettigede – minkavlere uden produktion i 2020 og følgeerhverv – har ingenting fået, og ingen af de erstatningsberettigede har fået hele nedlukningserstatningen endnu.

Det giver i sagens natur nogle virksomheder store økonomiske udfordringer. Det er de færreste virksomheder, der kan holde til en situation, hvor udgifterne fortsætter, mens indtægterne stopper, og der er en væsentlig risiko for at flere virksomheder vil få væsentlige likviditetsproblemer og muligvis gå konkurs, inden pengene kommer ind på kontoen.

Hvornår bliver nedlukningserstatningen udbetalt?

Vi bliver ofte spurgt, hvornår nedlukningserstatningen bliver udbetalt. Det er et godt spørgsmål. I nedlukningsbekendtgørelsen er de erstatningsberettigede virksomheder inddelt i tre kategorier:

• Minkavlere med produktion i 2020 (modtager forskud)'
• Minkavlere uden produktion i 2020 (modtager ikke forskud)
• Følgeerhvervsvirksomheder (modtager ikke forskud)

Minkavlere med produktion i 2020 kan få forskud på nedlukningserstatningen. Det er en rigtig god løsning, som har hjulpet mange videre. Men vi undrer os over, at staten tilsyneladende vil starte med at udbetale nedlukningserstatning til de minkavlere, der har fået forskud og derved ikke har samme økonomiske udfordringer som dem, der ingenting har fået endnu. Det kan godt være, at denne prioritering giver mening ud fra et administrativt sagsbehandlingsperspektiv, men efter vores opfattelse bør sagerne tilrettelægges ud fra hensynet til de erstatningsberettigede virksomheder, som har mistet deres indkomstgrundlag og har krav på fuldstændig erstatning.

I en lovgivningsmæssig sammenhæng er det godt at være berettiget til erstatning eller kompensation, men i en dag-til-dag økonomi er der i første omgang brug for likviditet – ellers går man konkurs.

Ikke alle minkavlere, der har fået forskud, har det nemt økonomisk

Der er også nogle minkavlere, som har fået forskud, som ikke nødvendigvis har det nemt økonomisk. Det er dem, der ikke har et pelsindeks eller et pelsindeks 89,000 eller derunder. De har nemlig fået et meget begrænset forskud på erstatningen, hvilket også kan give udfordringer i praksis.

Fast-track spor til dem, der har økonomiske udfordringer

Hvis vi kunne bestemme, ville vi etablere et fast-track spor, så dem, der ikke har fået forskud (nr. 2 og 3), kommer frem i køen. Det må alt andet lige være vigtigt at hjælpe dem, der har de største økonomiske udfordringer i øjebikket.

Når man skal vurdere, hvem der skal på fast-track spor, kunne staten helt lavpraktisk spørge de erstatningsberettigede, om det haster med at få erstatningen fastsat og om de har behov for at få ”prioritet”. Vi stiller ofte det samme spørgsmål til vores klienter med henblik på at få afdækket situationen, og det er vores oplevelse, at virksomhedsejerne er realitiske og ærlige. Dem, der umiddelbart kan klare situationen, overlader gerne deres plads i køen til dem, som har større økonomiske udfordringer. Det behøver ikke være virksomhederne med økonomiske udfordringer, der skal have prioritet, men det kan også give mening at prioritere igangværende konkursboer og dødsboer, som skal afsluttes hurtigst muligt at hensyn til de involverede.

Hvornår må man fjerne minkhallerne?

Vi får også ofte spørgsmålet om, hvornår man må fjerne minkhallerne og de andre aktiver, der er blevet brugt i minkproduktionen. Mange tidligere minkavlere vil gerne i gang med noget nyt. Vi har konkret talt med én, som gerne ville give plads til et energiprojekt, og et par andre, som gerne ville opføre landbrugsbygninger dér, hvor minkhallerne står i dag. Vi spurgte selvfølgelig de pågældende, om de ikke bare kunne bygge et andet sted, men i begge tilfælde var der fornuftige begrundelser for placeringen, som ikke kunne ændres.

Problemet er, at minkavlerne skal bevare minkhallerne, således at minkhallerne kan overdrages til staten, når staten udbetaler erstatningen. Det gælder også minkavlernes øvrige ”minkudstyr” (minkbure, fodermaskiner mv.) og de aktiver, der står hos følgeerhvervet (produktionsudstyr, varelagre mv.). Når det er overdraget til staten, skal det nedrives og bortskaffes. Der er formentlig ikke meget, der kan sælges på auktion eller lignende.

Der er i nedlukningsbekendtgørelsen mulighed for en fremrykket besigtigelse af aktiver. Intentionen er god, men problemet er, at det tager tid at få ordningen på plads og gennemføre de administrative skridt. Vi håber, at der hurtigt kommer en løsning. Alternativt må man være åben overfor, at minkavleren selv fjerner minkhaller mv. efter at have dokumenteret minkhallernes stand inden nedrivning. Det er unægtelig trist, hvis gode projekter mislykkes eller forsinkes, fordi minkavlerne ikke må fjerne minkhaller, som alligevel skal nedrives af staten eller lignende.

Hvad med forsikringerne?

Vi er også blevet spurgt, om man fortsat skal holde sine minkaktiver forsikret. Der tænkes på situationer, hvor forsikringerne ikke er lovpligtige eller tvungne som eksempelvis følge af krav af realkreditinstituttet. Det er fristende for mange at opsige forsikringerne henset til, at det ikke er alle forsikringsomkostningerne, som staten med sikkerhed vil refundere. Samtidig vil det spare virksomhederne for likviditet. Når mange stadigvæk er i tvivl og vi også mener, man bør være tilbageholdende med at opsige forsikringer, skyldes det bl.a., at virksomhedsejerne ifølge nedlukningsbekendtgørelsen bærer ansvaret og risikoen for minkaktiverne, indtil staten overtager dem. Hvis minkaktiverne bliver stjålet, beskadiget eller brænder, er det med andre ord virksomhedsejerens ansvar. Men set udefra giver det naturligvis ingen mening at betale for at forsikre et minkaktiv, som skal overdrages til staten, nedrives og bortskaffes.

Hvornår skal sagerne vedrørende følgeerhvervet behandles?

Der har været meget fokus på minkavlerne, men der er også nogle følgeerhvervsvirksomheder, som skal have nedlukningserstatning.

Udover som nævnt at etablere et fast-track spor til dem, der har økonomiske udfordringer, foreslår vi, at erstatnings- og taksationskommissionen hurtigst muligt træffer afgørelse om erstatningsberettigelse og derved bekræfter, at den enkelte virksomhed har krav på nedlukningserstatning.

Mange følgeerhvervsvirksomheder, som jo ikke har fået forskud, har økonomiske udfordringer og bliver presset af deres kreditorer, som bliver mere og mere utålmodige. Hvis erstatnings- og taksationskommissionen hurtigt træffer beslutning om erstatningsberettigelse og derved bekræfter, at staten ”på et tidspunkt” vil betale erstatning til de pågældende, vil det efter vores vurdering være et første skridt i den rigtige retning, om end dette ikke løser et aktuelt likviditetsproblem.

Følgeerhvervsvirksomhederne har ansøgningsfrist den 1. juni 2022, og det kunne fx være ambitionen at træffe en beslutning om erstatningsberettigelse inden sommerferien.

I øvrigt kan vi afsløre, at det, efter vores vurdering, i langt de fleste tilfælde vil være enkelt at træffe beslutning om erstatningsberettigelse. Det er vores erfaring, at det ikke er vanskeligt at se, at der er tale om højtspecialiserede virksomheder, som ikke kan omstilles, og som derved opfylder kravene for at få erstatning.

Dette er bare begyndelsen

Nu har vi løftet sløret for nogle af de aktuelle overvejelser, men der er mange flere, som vil åbenbare sig, når man tager fat på de individuelle sager. Vi kan godt forstå, at der skal være regler og processer, men vi håber, at der bliver åbnet mulighed for at træffe gode, pragmatiske beslutninger undervejs. I ekspropriationsretten, som vi har arbejdet med i mange år, har vi god erfaring for aftaleindgåelse og hensigtsmæssige løsninger, som bliver aftalt på stedet mellem lodsejer og anlægsmyndighed med de takserende myndigheder som ”formidler”. Denne smidige fremgangsmåde er der i høj grad behov for i minksagerne, og vi håber, at erstatnings- og taksationskommissionen samt overerstatnings- og taksationskommissionen vil lade sig inspirere af ekspropriationsprocessen.

Hvad kan du gøre, hvis økonomien er vanskelig?

Hvis du er tidligere minkavler eller ejer af en virksomhed i følgeehvervet, anbefaler vi først og fremmest, at du holder tæt kontakt til din rådgiver og dine eventuelle kreditorer i forløbet, som kan trække ud.

Hvis kreditorerne bliver utålmodige, kan det nogen gange hjælpe, hvis din rådgiver orienterer dem om situationen og dit erstatningskrav. Det er vores erfaring, at man kommer langt med dialog. Enhver god dialog skal imidlertid understøttes af et seriøst og gennemarbejdet materiale, der giver dine kreditorer et overblik over din nuværende økonomiske situation og et rimeligt bud på, hvilken erstatning du må kunne forvente at modtage. Sammen vil I så kunne aftale forløbet frem til, at du får din erstatning udbetalt.

Er der kreditorer, der ikke vil vente, kan du have behov for rådgivning til at håndtere situationen. Måske vil dit pengeinstitut hjælpe med en mellemfinansiering, og måske kan du i værste fald blive nødt til at søge ly for dine kreditorer i en tid – fx ved at gå i rekonstrution.

Uanset hvilket spor du ender i, er chanchen for et godt resultat bedst, hvis du er ude i god tid, er forberedt med så gennemarbejdet et økonomisk materiale som muligt og frem for alt er opsøgende og proaktiv i din dialog med dine kreditorer.