Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
ARTIKEL

15-årsgrænse for sociale medier: Hvem skal kontrollere alderen – og med hvilke persondata?

Digitaliseringsstyrelsen har sendt et lovudkast i høring, som foreslår en national 15-årsgrænse for børn og unges adgang til visse digitale tjenester.

Udgivet af

Høringsfristen er den 5. oktober 2026, og loven foreslås at træde i kraft den 1. juli 2027. Det er vigtigt at læse afgrænsningen præcist: Lovudkastet gælder ikke alle sociale medier. Kun tjenester, der opfylder alle tre følgende kriterier, vil være omfattet. Tjenesten skal:


  • være et online socialt netværk eller en videodelingstjeneste
  • være udpeget af Europa-Kommissionen som en meget stor onlineplatform
  • kræve, at brugeren opretter en profil med login


Tjenester, der udelukkende eller primært har til formål at understøtte professionel netværksdannelse eller faglig udvikling, er udtrykkeligt undtaget. Selve forbuddet er formelt rettet mod børn og unge under 15 år. Lovudkastet lægger samtidig op til, at hverken børn eller forældre skal straffes. Den praktiske konsekvens kan dog blive en anden: Bemærkningerne til lovudkastet peger på, at de omfattede platforme vil skulle anvende effektiv alderskontrol for at efterleve deres forpligtelser efter EU’s Digital Services Act.


Det rejser derfor et centralt spørgsmål: Hvordan dokumenterer man alder uden samtidig at indføre unødig identitetsregistrering?


En løsning, der kræver en kopi af et pas, et fuldt CPR-nummer eller anden omfattende identitetsdokumentation, kan være vanskelig at forene med principperne om dataminimering og privacy by design, hvis mindre indgribende løsninger kan sikre det samme resultat. For platforme og leverandører af aldersverifikation bliver det derfor afgørende at skelne mellem at bekræfte, at en bruger er over en bestemt alder, og at identificere brugeren. Virksomheder, der kan blive berørt, bør allerede nu overveje:


  • om tjenesten falder inden for lovudkastets snævre anvendelsesområde
  • hvilken form for alderskontrol der er teknisk og juridisk proportionel
  • hvilke personoplysninger der behandles, hvem der modtager dem, og hvor længe de opbevares
  • hvordan løsningens databeskyttelse, sikkerhed og leverandørstyring dokumenteres


Digitaliseringsstyrelsen forventes at føre en ikke-bindende, vejledende liste over omfattede tjenester. Det kan skabe praktisk klarhed, men fritager ikke virksomhederne for selv at vurdere deres konkrete rolle og forpligtelser. Lovudkastet er endnu ikke fremsat for Folketinget, og flere spørgsmål skal derfor afklares i det videre lovarbejde. Samtidig har udviklingen på EU-niveau taget fart.


EU fremsætter fælles regler for børn og unge online

Den 17. september 2026 fremlagde EU-Kommissionen forslag til en ny EU-forordning – EU KIDS Act – der skal skabe fælles regler for beskyttelse af børn og unge på digitale tjenester i hele EU. Forslaget går på flere områder videre end blot at fastsætte en aldersgrænse for sociale medier. Efter Kommissionens forslag skal børn under 13 år som udgangspunkt ikke kunne have deres egen konto på de omfattede sociale netværk og videodelingstjenester. For 13- og 14-årige skal en forælder eller værge kunne oprette en begrænset konto med særlige sikkerhedsforanstaltninger, mens unge fra 15 år skal kunne oprette deres egen konto.


For de forældrestyrede konti for 13- og 14-årige lægges der blandt andet op til begrænsning af kontakter og en maksimal daglig brugstid på én time.


Sociale medier skal også tage hensyn til børns søvn og skoletid

Forslaget indeholder samtidig en række krav til den måde, digitale tjenester er designet på. Sociale netværk og videodelingstjenester skal blandt andet indrette tjenesterne, så de ikke tilskynder mindreårige til overdreven eller tvangspræget brug. Det indebærer blandt andet begrænsninger af funktioner som automatisk afspilning, uendeligt scroll, bestemte belønningsmekanismer og notifikationer, der har til formål at trække brugeren tilbage til tjenesten. Derudover lægger forslaget op til effektive tidsbegrænsninger og afbrydelser af mindreåriges brug, som skal beskytte både skoletid og såkaldte “core sleep hours”.


I forslaget beskrives disse centrale sovetimer som mindst otte sammenhængende timer inden for tidsrummet kl. 22.00 til 08.00 lokal tid. De konkrete tidsrum skal samtidig være alderssvarende. EU KIDS Act omfatter ikke kun sociale medier. Også blandt andet videodelingstjenester, onlinespil, AI-chatbots og såkaldte AI companions, app-butikker og operativsystemer omfattes af dele af det foreslåede regelsæt, herunder krav om sikkerhed og beskyttelse af mindreårige.


Aldersverifikation bliver et centralt spørgsmål

EU-forslaget gør spørgsmålet om aldersverifikation endnu mere aktuelt. Efter forslaget vil en brugers egen angivelse af fødselsdato ikke i sig selv være tilstrækkelig på de tjenester, hvor adgang afhænger af brugerens alder. Alderen skal i stedet kunne verificeres gennem certificerede løsninger, herunder EU’s løsning til aldersverifikation.


Det interessante i et databeskyttelsesretligt perspektiv er, at løsningen netop er udviklet til at kunne dokumentere, om en bruger opfylder en bestemt aldersgrænse, uden at platformen nødvendigvis får adgang til brugerens identitet, præcise fødselsdato eller andre unødvendige personoplysninger. EU-Kommissionen beskriver blandt andet en model baseret på såkaldt “zero knowledge proof”, hvor platformen i praksis får besked om, hvorvidt brugeren opfylder den relevante aldersgrænse – uden samtidig at få oplysninger, der kan bruges til at identificere, lokalisere, spore eller profilere brugeren.


Det understreger en af de centrale problemstillinger i både det danske og europæiske initiativ: Effektiv alderskontrol kræver behandling af oplysninger om alder, men kontrollen skal samtidig indrettes i overensstemmelse med blandt andet GDPR’s principper om dataminimering, nødvendighed og privacy by design.


Hvad betyder EU-forslaget for den danske 15-årsgrænse?

EU KIDS Act er på nuværende tidspunkt et forslag fra Europa-Kommissionen og er derfor ikke gældende ret. Forslaget skal nu behandles i Europa-Parlamentet og Rådet, og indholdet kan ændre sig under lovgivningsprocessen. Forslaget er imidlertid særligt relevant i dansk sammenhæng, fordi Danmark samtidig arbejder med sit eget lovudkast om en national 15-årsgrænse. Hvis EU KIDS Act vedtages, kan det få væsentlig betydning for, hvordan den danske ordning kan udformes og anvendes. Det gælder blandt andet forholdet mellem de nationale regler og EU-reglerne om aldersgrænser, aldersverifikation, platformenes ansvar og behandling af personoplysninger.


Der er samtidig en væsentlig forskel mellem de to aktuelle forslag: Det danske lovudkast lægger op til en fast 15-årsgrænse for de omfattede tjenester, mens EU-Kommissionens forslag åbner mulighed for begrænsede og forældrestyrede konti for 13- og 14-årige. Hvordan de to regelsæt i sidste ende kommer til at spille sammen, afhænger derfor både af det videre danske lovarbejde og forhandlingerne om EU KIDS Act.


Udviklingen gør samlet set alderskontrol, digital børnebeskyttelse og databeskyttelse til et område, som relevante digitale tjenester bør følge tæt.


Vil du vide mere?

Har du spørgsmål, kan du allerede nu kontakte advokat og associeret partner Lisa Lykke for en uforpligtende drøftelse. Vi hjælper jer med at vurdere, hvordan de foreslåede regler kan komme til at påvirke jeres virksomhed.

Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →

Denne artikel er udgivet efter aftale med ØENS Advokatfirma. Den er oprindeligt udgivet her.

Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.

Andet indhold, der kunne være relevant for dig

Ny lov om reparation af varer - er din virksomhed klar?
Ny lov om reparation af varer - er din virksomhed klar?
08/09/2026
Kontraktret, Øvrige, EU-ret
Hvidvaskloven har fået en markant udvidelse - nye krav om proliferationsfinansiering, sanktioner og uafhængig kontrol
Hvidvaskloven har fået en markant udvidelse - nye krav om proliferationsfinansiering, sanktioner og uafhængig kontrol
09/09/2026
Finansieringsret og bankret, Compliance
Tværgående samarbejde skal sikre en ensartet anvendelse af databeskyttelsesreglerne
Tværgående samarbejde skal sikre en ensartet anvendelse af databeskyttelsesreglerne
14/09/2026
Persondataret, Compliance
Automatiseret softwareaccept binder ikke — ny dom sætter grænser
Automatiseret softwareaccept binder ikke — ny dom sætter grænser
14/09/2026
IT-ret, Kontraktret, Øvrige
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62A, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
[email protected]
Ønsker du at udgive materiale?
2026 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted