Vejen i Vejen anlagt ved ulovlig ekspropriation

Højesteret har afsagt en meget principiel dom om rækkevidden af ekspropriationshjemler.


Siden 1965 har der kun været ført i alt fire sager om lovlighed af ekspropriation efter ekspropriationsprocesloven. Kun én af disse sager er nået helt til Højesteret (1973.657H). Det var derfor med en betydelig interesse, at Højesterets afgørelse i sagen om ”Vejen i Vejen” var ventet, ikke mindst fordi tre dommere i byretten mente ekspropriationen var ulovlig, mens tre landsdommere mente det stik modsatte.

Sagen startede i 2012 med, at der blev indgået en bred politisk aftale om, at der skulle sættes strøm på jernbanenettet. Aftalen første til, at Folketinget vedtog lov nr. 609 af 12. juni 2013 om elektrificering af jernbanen (elektrificeringsloven). For at gennemføre elektrificeringen var det nødvendigt at opsætte køreledninger over sporene, hvilket flere steder krævede, at krydsende broer skulle hæves.

Anlægsmyndigheden (Banedanmark) spurgte herefter kommunerne, om de havde særlige ønsker. Det havde Vejen kommune i denne sag, da kommunen godt kunne tænke sig, at man flyttede et brosted 900 meter, opgraderede vejen fra 40 km/t til 70 km/t og omlagde den med en forlængelse på ca. 1,4 km henover vores klients ejendom med henblik på at forbinde Askov By med et erhvervsområde tæt ved Esbjergmotorvejen.

Sagen indeholdte flere mindre problemstillinger, men i relation til det principielle hovedspørgsmål gjorde lodsejeren særligt gældende, at der ikke var hjemmel i den statslige elektrificeringslov på jernbaneområdet til at ekspropriere til vejen og broen og dermed til at varetage kommunale vejformål, der i givet fald skulle varetages efter vejlovgivningen. Dette var byretten enige i, men landsretten mente derimod, at den stedfundne ekspropriation var ”nødvendig for at realisere formålet med at etablere en hensigtsmæssig vejadgang over jernbanestrækningen”

(Den dom blev allerede optrykt i U.2017.3032V).


Mulighed for "koordineret proces"

I elektrificeringslovens forarbejder var der beskrevet en mulighed for en "koordineret proces", hvor kommunerne kunne komme med ønsker ”nu man var i gang” med elektrificeringen. Kommunen skulle i givet fald selv afholde merudgifterne og selv sørge for eventuelt fornødent plangrundlag. I denne sag havde Banedanmark, med ministerens godkendelse, imidlertid integreret Vejen Kommunes ønsker i hovedprojektet, hvorved vejprojektet så at sige var blevet en del af elektrificeringsprojektet.

I den omfattende dom fandt Højesterets flertal bl.a., at ”bemærkningerne om den koordinerede proces [må] forstås således, at en projektændring, som skal tilgodese andre formål end elektrificering, forudsætter, at det fornødne plangrundlag og eventuel ekspropriation tilvejebringes med hjemmel i den lovgivning, der vedrører disse formål.”
Det kunne herefter ikke ændre på resultatet, at ministeren havde godkendt elektrificeringsprojektet med et integreret kommunalt vejprojekt.

Mindretallet lagde også vægt på ”integrationssondringen”, men mente, at vejprojektet med rette var integreret i elektrificeringsprojektet, eftersom det var ”i overensstemmelse med lovens ordning, at Banedanmark efter ønske fra Vejen Kommune af hensyn til vejtrafikken i området” besluttede at gennemføre de omstridte trafikale ændringer, også selvom de ikke vedrørte jernbanedriften i snæver forstand.

Sagen blev for lodsejeren ført i alle tre instanser af advokat Jacob Schall Holberg.


Bech-Bruuns kommentar

Byretten fandt, at ”elektrificeringsloven på den ene side er en bred rammelov, der generelt giver grundlag for at foretage ekspropriation, så jernbanestrækninger kan elektrificeres og herunder til, at der kan etableres løsninger, der også er færdselsmæssigt hensigtsmæssige, men at den på den anden side kun hjemler ekspropriation af arealer, som der er behov for til anlægsarbejder, der har en direkte og naturlig tilknytning til elektrificeringen”. Byretten mente, at vejprojektet i denne sag overskred denne ramme.

Flertallet i Højesteret anlagde en langt mere restriktiv linje, idet Højesterets slet ikke anvendte den lidt flydende standard om ”færdselsmæssig hensigtsmæssighed”, som også blev udslagsgivende i landsretten, men derimod konstaterede, at hjemlen skal findes ”i den lovgivning, der vedrører disse formål”, uanset hvad ministeriet eller andre måtte mene er ”hensigtsmæssigt”. Eftersom Banedanmarks projektleder i byretten selv havde forklaret, at ”grundløsningen”, hvorved broen blot blev hævet og flyttet lidt, var tilstrækkelig ”til at gennemføre elektrificeringsprojektet”, måtte hjemlen til at skabe løsninger, der varetager andre formål, i givet fald findes et andet sted.

Dommen er en ”retssikkerhedsdom”, som sikrer, at anlægsmyndigheden ikke af egen drift - og af hensyn til andre interesser, uanset hvor fornuftige de end måtte være, kan ”strække” sin ekspropriationshjemmel ud over det formål, som loven skal varetage.

Banedanmarks projektleder forklarede i byretten bl.a., at ”[a]lle kommuner har ønsker”. Det er imidlertid på dette tidligere stadie for tidligt at sige noget konkret om dommens konsekvenser, herunder for elektrificeringsprojektet, der strækker sig over arealer i hele landet.

 

 

---