Vareforsikrings­selskab kunne ikke rejse direkte krav mod speditør­ansvars­forsikring

I en nylig sag havde en udførende transportør været involveret i bortkomst af gods under transport. Vareforsikringsselskabet og den kontraherende transportør indgik en procesaftale, som indebar, at vareforsikringsselskabet som mandatarfuldmægtig for den kontraherende transportør fik lov til at rejse kravet direkte over for den kontraherende transportørs speditøransvarsforsikring, selvom transportøren ikke havde anerkendt erstatningspligten og heller ikke skadens størrelse. Ansvarsforsikringsselskabet blev frifundet i Sø- og Handelsretten med den begrundelse, at betingelserne for at rejse direkte krav i forsikringsaftalelovens § 95 ikke var opfyldt. Et krav fra vareforsikringsselskabet imod den tyske fragtbørs, som havde formidlet kontakten til den udførende transportør, blev afvist, fordi aftalen med fragtbørsen indeholdt en værnetingsklausul, der gjorde de tyske domstole enekompetente.

Sø- og Handelsrettens dom af 17. august 2016

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER
Et parti kobbergranulat bortkom under en transport fra Sverige til Tyskland. Ejeren af godset (V) havde tegnet vareforsikring gennem et dansk forsikringsselskab/forsikringsagent (F). Et dansk transportfirma (T) havde påtaget sig transporten som kontraherende transportør. T havde herefter lagt transportopgaven op på en tysk fragtbørs, som T havde en løbende aftale med, hvorved der opstod kontakt til en ungarsk udførende transportør (U).

Ifølge F var U helt eller delvist medvirkende til godsets bortkomst. T havde ikke sikret sig, at U havde tegnet ansvarsforsikring, og derfor afviste T's ansvarsforsikring (I) at dække T's ansvar som kontraherende transportør.

F udbetalte erstatning til V under vareforsikringen. Herefter indgik F og T en procesaftale med hinanden, som i hovedtræk indebar, at T gav F fuldmagt til at føre retssag mod I om dækning under ansvarsforsikringen. Procesaftalen byggede blandt andet på den forudsætning, at F skulle få udbetalt erstatningen direkte fra I, hvis der var dækning hos I.

På baggrund af procesaftalen anlagde F sag som mandatarfuldmægtig for T direkte mod I samt mod den tyske fragtbørs. I påstod frifindelse, og gjorde blandt andet gældende, at betingelserne i forsikringsaftalelovens § 95 for at rejse direkte krav ikke var opfyldt, og at formålet med procesaftalen var at omgå reglerne i bestemmelsen. Fragtbørsen påstod sagen afvist, fordi aftalen med fragtbørsen indeholdt en værnetingsklausul, der gjorde de tyske domstole enekompetente. Spørgsmålet om forsikringsaftalelovens § 95 og afvisningspåstanden blev udskilt til særskilt bedømmelse.

Det fremgår af forsikringsaftalelovens § 95, at når sikredes erstatningspligt over for skadelidte er fastslået og erstatningens størrelse bestemt, indtræder skadelidte i sikredes ret mod ansvarsforsikringsselskabet, for så vidt han ikke er fyldestgjort. Skadelidte indtræder også i sikredes ret mod ansvarsforsikringsselskabet, hvis skadelidtes krav på erstatning er omfattet at sikredes konkurs, tvangsakkord eller gældssanering.

Det var ubestridt i sagen, at T ikke havde anerkendt erstatningspligten og skadens størrelse, hverken over for F eller V. T var heller ikke under konkurs, tvangsakkord eller gældssanering. Grundlaget for at F rettede krav direkte mod I var alene den procesaftale, som F og T havde indgået. I forhold til fragtbørsen gjorde F gældende, at værnetingsklausulen ikke var vedtaget.

RETTENS VURDERING
Sø- og Handelsretten frifandt I og afviste sagen i forhold til fragtbørsen. Retten fandt, at de påstande som F havde nedlagt over for I på baggrund af procesaftalen reelt var udtryk for, at skadelidte rejste krav direkte mod skadevolderens ansvarsforsikring, og betingelserne i forsikringsaftalelovens § 95 skulle derfor være opfyldt.

Retten udtalte, at forsikringsaftalelovens § 95 varetager flere formål. Hensynet bag bestemmelsen er først og fremmest at sikre, at skadelidte får større sikkerhed for at få sit tab dækket, uanset skadevolders formueforhold. Hensynet er imidlertid også til ansvarsforsikringsselskabet, som har en berettiget interesse i at undgå, at det som følge af skadevolderens manglende interesse og medvirken (på forsikringsselskabets side) kommer til at betale en erstatning, som skadelidte ikke har krav på.

Det var ubestridt, at T ikke havde anerkendt erstatningspligten eller erstatningens størrelse. Retten udtalte, at hvis man i en sådan situation, hvor T og F stod på samme side, tillod et direkte søgsmål mod I, så ville man ikke på behørig vis varetage hensynet til, at I (som følge af T's manglende interesse og medvirken) risikerede at komme til at betale en erstatning, som skadelidte ikke har krav på.

Retten gav på den baggrund I medhold i, at selskabet ikke kunne sagsøges af F som sket, uden at betingelserne i forsikringsaftalelovens § 95 var opfyldt.

Kravet imod den tyske fragtbørs blev afvist, fordi retten fandt, at værnetingsklausulen var behørigt vedtaget.

HVAD KAN VI UDLEDE AF DOMMEN?
Dommen viser, at domstolene er skeptiske over for forsøg på at omgå forsikringsaftalelovens regler om, hvornår der kan rejses direkte krav imod et ansvarsforsikringsselskab. Endvidere viser dommen, at man som vareinteresse skal være opmærksom på eventuelle værnetingsklausuler i en aftale med en fragtbørs, over for hvem CMR-lovens præceptive værnetingsregler formentlig ikke kan påberåbes.
Kromann Reumert (Jakob Rosing) repræsenterede speditøransvarsforsikringsselskabet under sagen.



 

---