Ved at levere og kræve betaling efter ordrebekræftelser, hvori en værnetingsklausul var angivet, accepterede sagsøgte værnetingsklausulen. Det fastslog Sø- og Handelsretten den 28. oktober 2014.
Sagens omstændigheder
En dansk kødgrossist nedlagde påstand om, at en belgisk kødleverandør skulle betale 14.957 euro på grund af en mangelfuld kødleverance.
Den belgiske leverandør afviste dette med henvisning til, at Sø- og Handelsretten ikke var rette værneting for parternes tvist, og at rette værneting var i Belgien.
Den danske kødgrossist havde udstedt en ordrebekræftelse med en dansk værnetingsbestemmelse, mens den belgiske kødleverandør havde udstedt en faktura, hvor der var indsat en belgisk værnetingsbestemmelse.
Spørgsmålet var derfor, om der var dansk eller belgisk værneting.
Rettens afgørelse
Retten lagde til grund, at parterne telefonisk indgik den type aftaler, som sagen handlede om, hvilket også var almindeligt i branchen. Det var ligeledes kutyme, at aftalevilkårene efterfølgende blev opsummeret i ordrebekræftelser, hvor værnetingsklausuler blev angivet.
Fordi den belgiske kødleverandør havde efterlevet ordrebekræftelserne, der havde en klar værnetingsklausul, havde foretaget levering og krævet betaling, fandt retten, at den belgiske leverandør dermed havde accepteret dansk værneting.
At den belgiske leverandør fremsendte fakturaer med andre værnetingsklausuler trykt på bagsiden, ændrede ikke på dette.
Sagen blev herefter fremmet ved Sø- og Handelsretten.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.