Automatiseret softwareaccept binder ikke — ny dom sætter grænser

Baggrund

Softwarevirksomheden, Progress Software, stillede frem til 2019 via GitHub en softwareløsning til at automatisere opsætning, konfiguration og administration af servere og it-infrastruktur kaldet ”Chef Infra” til rådighed som open source-software undergivet Apache 2.0-licensvilkår. 

I 2019 ændrede Progress Software sin distributionsmodel og introducerede i den forbindelse to versioner af Chef Infra: en gratis community-version, der fortsat var tilgængelig under Apache 2.0, men ikke længere blev vedligeholdt, og en kommerciel enterprise-version med support og løbende opdateringer mod betaling underlagt en traditionel licensaftale (en EULA). 

GitHub fortsatte imidlertid med at henvise til Apache 2.0 også efter denne ændring.

En dansk myndighed havde downloadet Chef Infra i 2016 og opdaterede løbende softwaren fra GitHub. I april 2022 installerede myndigheden en ny serveropsætning med en kommerciel version af Chef Infra. 

Myndighedens systemer var opsat med en automatiseret acceptkommando, som i forbindelse med opdateringer automatisk godkendte de tilhørende licensvilkår — en udbredt metode i organisationer med mange servere, der er designet til at håndtere softwareinstallationer i stor skala. 

Myndigheden anvendte herefter den kommercielle version af Chef Infra frem til skiftet til en ny softwareløsning i 2024. Progress Software anlagde på den baggrund sag mod myndigheden med krav om betaling af USD 595.750 i form af manglende licensbetalinger i henhold til licensvilkårene for den kommercielle version af Chef Infra.

To centrale spørgsmål

Sø- & Handelsretten tog i dommen stilling til følgende to spørgsmål:

1. Var EULA’en gyldigt vedtaget? Og
2. Hvis ikke; forelå der en uagtsom krænkelse af leverandørens rettigheder til softwaren, som berettigede Progress Software til et rimeligt vederlag?

Ad 1) Var EULA'en gyldigt vedtaget? 

Retten fandt, at den automatiserede acceptform ikke fuldt ud kunne sidestilles med en traditionel clickwrap-accept, der normalt anses for bindende, men hvor en accept forudsætter en aktiv handling fra brugeren. Progress Software havde endvidere ikke opdateret licensoplysningerne på GitHub efter 2019-ændringen, og den uigennemsigtighed, dette skabte, talte imod, at myndigheden kunne anses for at have afgivet en bindende viljeserklæring via den automatiserede acceptkommando.

Licensvilkårene for den kommercielle version af softwaren blev under disse omstændigheder ikke anses for gyldigt vedtaget. 

Ad 2) Forelå der en uagtsom ophavsretskrænkelse? 

Progress Software gjorde i anden række gældende, at myndigheden måtte have været klar over, at de anvendte en proprietær version af softwaren allerede fra 2022. 

Retten lagde imidlertid til grund, at myndigheden først havde fået tilstrækkelig klarhed over licenssituationen i forbindelse med korrespondancen med Progress Software i 2024, hvor de offentlige meddelelser i forbindelse med 2019-ændringen blev suppleret med uddybende beskrivelser af Chef Infras licenssetup. 

Den fortsatte brug frem til den endelige overgang til det alternative software, udgjorde herefter en uagtsom overtrædelse af ophavsretten, som gav Progress Software ret til et rimeligt vederlag i henhold til ophavsretsloven – men altså kun i en begrænset periode.

Resultatet og de praktiske pointer

Progress Software havde nedlagt påstand om betaling af 595.750 USD opgjort i henhold til licensvilkårene for den kommercielle version af softwaren

Eftersom at retten fastslog, at disse licensvilkår ikke var gyldigt vederlag, fik Progress Software ikke medhold i dette krav.

Retten fastslog i stedet, at myndigheden uagtsomt havde krænket ophavsretten i perioden fra januar 2024 frem til overgangen en ny softwareløsning ved at anvende denne uden en gyldig licens. Retten pålagde på den baggrund myndigheden at betale Progress Software et rimeligt vederlag for denne brug. 

Retten fastsatte herefter det rimelige vederlag i henhold til ophavsretslovens § 83, hvorefter vederlaget skal svare til det beløb, rettighedshaveren ville have haft krav på, såfremt udnyttelsen var sket retmæssigt, dvs. efter aftale med rettighedshaveren. Da Progress Softwares licensstruktur alene muliggjorde køb af årsabonnementer, fandt retten, at vederlaget skulle fastsættes til ét års forbrug af softwaren. Beløbet blev på den baggrund opgjort til USD 242.500.

Herudover blev Progress Software tilkendt sagsomkostninger på 393.250 kr.

Ankefristen løber 4 uger fra dommens afsigelse. Dommen er i skrivende stund ikke anket. 

Hvad bør virksomheder og offentlige myndigheder tage med fra dommen?

Dommen rejser tre praktiske spørgsmål, som er relevante for enhver organisation, der anvender software med udspring i et open source-miljø:

1. Automatiseret accept er ikke ensbetydende med aftaleindgåelse. En softwareudbyder, der ønsker at gøre EULA-accept til grundlag for et betalingskrav, bærer selv en del af risikoen for, at accept er tilstrækkelig klar og aktiv, særligt hvis udbyderen selv opretholder uklarhed på sin distributionskanal.
   
   
2. Transparens på distributionskanalen er afgørende for uagtsomhedsvurderingen. Når en softwareudbyder selv lader Apache 2.0 stå synligt på sin GitHub-side som den eneste angivne licens, kan selv professionelle brugere ikke uden videre anses for at have handlet uagtsomt ved at fortsætte brugen, også selv om ændringen er annonceret andetsteds.
   
   
3. Reaktionstiden fra notifikation til ophør er altafgørende for vederlagets størrelse. Den faktiske krænkelsesperiode var her ganske kort, men fordi licensmodellen er struktureret som et årsabonnement, fastsættes vederlaget for ét fuldt år. Organisationer, der modtager henvendelser om licenskrav, bør derfor handle prompte.

Dommen ændrer ikke på det klare udgangspunkt om, at en click-wrap licens er gyldig og bindende. Dommen vedrører alene den situation, hvor accepten sker automatiseret og uden brugerens aktive medvirken. Herudover har det spillet ind, at udbyderen har opretholdt en uklarhed om licensvilkårene på sin distributionskanal.