Ulovligt anlagte søer er også beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3

En grundejer skulle reetablere to søer, han havde fjernet, selvom søerne var blevet ulovligt anlagt. Beskyttelsen efter naturbeskyttelseslovens § 3 afhænger nemlig ikke af, om det beskyttede er lovligt tilvejebragt eller ej. Det har Natur- og Miljøklagenævnet netop afgjort.


Natur- og Miljøklagenævnet har stadfæstet kommunens påbud om, at en grundejer skal reetablere to søer, som ejeren havde fjernet. Dette på trods af, at søerne var ulovligt anlagt.

Sagen kort
Der blev i 2003 og i perioden 2004-2006 etableret to søer på en ejendom. Søerne blev etableret uden de lovpligtige tilladelser og var derfor ulovligt anlagt.

En ny ejer af ejendommen fjernede i 2012 den ene sø og erstattede den anden søs hidtidige afløb med et højere placeret afløb, så søen løb over sine bredder. Kort efter udstedte kommunen et påbud til ejeren om at reetablere søerne. Kommunen mente, at søerne var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, og at der derfor ikke måtte foretages ændringer af dem, hvorfor der skulle ske fysisk lovliggørelse af ændringerne fra 2012.

Ejeren klagede over afgørelsen. Han mente, at når søerne var ulovligt anlagt, havde han både ret og pligt til at fjerne de ulovligt anlagte søer og dermed lovliggøre forholdet.

Derudover anførte han, at beskyttelse efter naturbeskyttelseslovens § 3 ikke kunne opstå på baggrund af en ulovlig handling, hvorfor kommunen ikke havde hjemmel til påbuddet.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse
Natur- og Miljøklagenævnet udtalte først, at søerne var ulovligt etableret, da de begge krævede bl.a. tilladelse efter vandløbsloven. Derefter udtalte nævnet, at beskyttelsen efter naturbeskyttelseslovens § 3 omfatter alle søer, både naturligt forekommende og dem skabt ved menneskelig indsats, såfremt de opfylder et størrelsesmæssigt og et botanisk krav.

I medfør af det størrelsesmæssige krav, der følger direkte af naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1, skal søen være over 100 m2. I medfør af det botaniske krav skal der have indfundet sig et naturligt dyre- og planteliv i søen.

At en sø er frembragt ulovligt, kunne efter nævnets opfattelse ikke alene føre til, at søen ikke kunne ”vokse ind” i § 3-beskyttelsen, hvis der ikke var reageret på ulovligheden inden for en rimelig tid. Ved vurderingen af om en sø var blevet omfattet af bestemmelsen, kunne man desuden lægge vægt på, om der ville være blevet meddelt tilladelse til aktiviteten på tidspunktet, hvor ulovligheden fandt sted.

Nævnet fandt dernæst, at begge søer havde et naturligt dyre- og planteliv og var over 100 m2. Søerne var derfor som udgangspunkt omfattet af beskyttelsen efter naturbeskyttelseslovens § 3, og ændringerne var i strid hermed.

Det kunne hverken føre til en anden afgørelse, at kommunen først kendte til søernes ulovlige tilblivelse i 2012, eller at ejendommen havde fået en ny ejer. En tidligere kommune havde nemlig været klar over forholdet, hvilket ejeren også havde været på købstidspunktet.

Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede derfor kommunens afgørelse, og grundejeren skulle dermed reetablere de to søer.

Bech-Bruuns kommentarer
Afgørelsen viser, at der som udgangspunkt godt kan udstedes påbud om fysisk lovliggørelse efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, i form af påbud om genoprettelse af en § 3-beskyttet biotop, selvom  denne er opstået ved en ulovlig handling. Det er desuden ikke afgørende, om biotopen har været omfattet af beskyttelsen på etableringstidspunktet, eller om den først senere er ”vokset ind” i beskyttelsen.

Det fremgår også af afgørelsen, at dette udgangspunkt i særlige tilfælde kan fraviges, fx muligvis hvis kommunen eller ejeren af ejendommen, hvorpå den beskyttede biotop ligger, ikke var klar over, at biotopen var blevet etableret ulovligt. Det må dog i disse tilfælde i hvert fald forudsættes, at der er reageret herpå i rimelig tid efter, at ulovligheden er opdaget.

Desuden indgår det i vurderingen, om der ville være givet tilladelse til at etablere biotopen på tidspunktet, hvor ulovligheden fandt sted.

---