En nylig dom af EU-Domstolen belyser, hvilke former for forretningsfølsomme oplysninger virksomheder lovligt kan udveksle. I sagen nåede EU-Domstolen frem til, at en række bananimportører udvekslede oplysninger i strid med konkurrenceretten. Udvekslingen fandt sted forud for prisfastsættelsen og omhandlede referencepriserne for den kommende uge eller tidligere pristendenser.
EU-Domstolens dom af 19. marts 2015 (C-286/13)
SAGENS BAGGRUND
I 2015 nåede EU-Domstolen frem til, at en række bananimportører udvekslede oplysninger i strid med konkurrenceretten. Udvekslingen fandt sted forud for prisfastsættelsen og omhandlede referencepriserne for den kommende uge eller tidligere pristendenser.
Europa-Kommissionen mente, at formålet med udvekslingen var at mindske usikkerheden om hvilke referencepriser, de skulle fastsætte dagen efter. Derfor samordnede importørerne, ifølge Europa-Kommissionen, deres praksis i strid med konkurrenceretten.
DOLE FOOD COMPANY APELLEREDE KOMMISSIONENS AFGØRELSE
Dole Food Company appellerede sagen, og indvendte blandt andet, at de informationer, der blev udvekslet mellem importørerne, var for generel til at fjerne usikkerheden ved prisfastsættelsen. Dole Food Company indvendte, at udvekslingerne vedrørte branchen i almindelighed og var af "harmløs" karakter. Derudover indvendte Dole Food Company, at udvekslingen blandt andet indeholdt offentligt tilgængelige oplysninger. Dole Food Company gjorde gældende, at alene fordi en vis information kan have en effekt på prisen, er det i sig selv ikke er nok til at forbyde udvekslingen.
EU-DOMSTOLENS DOM
EU-Domstolen fastholdt i sin dom Rettens standpunkt. Domstolen bemærkede, at en aftale, vedtagelse eller en samordnet praksis enten skal have til formål eller følge at begrænse eller fordreje konkurrencen, for at være i strid med konkurrencereglerne. Hvis en udveksling af informationer har til formål at begrænse konkurrencen, er det ikke nødvendigt for Europa-Kommissionen at bevise aftalens negative virkninger i markedet.
ERHVERVSDRIVENDE SKAL KUNNE AGERE UAFHÆNGIGT I MARKEDET
Fortolkningen tager afsæt i den grundtanke, at enhver erhvervsdrivende skal agere uafhængigt i markedet. I følge EU-Domstolen udelukker dette kategorisk enhver direkte eller indirekte kontakt mellem konkurrenter, der er egnet og har til formål at ændre en konkurrents adfærd på markedet. Det udelukker også at afsløre den adfærd, som man selv overvejer eller har bestemt sig for at udvise.
Domstolen udtalte, at: "Navnlig bør en udveksling af oplysninger, der kan fjerne betydelige usikkerhedsmomenter hos parterne med hensyn til tidspunktet for, omfanget af og fremgangsmåden i forbindelse med den tilpasning af adfærden på markedet, som de berørte virksomheder vil gennemføre, antages at have et konkurrencebegrænsende formål."
Derudover fandt EU-Domstolen, at konstateringen af, at en samordnet praksis har et konkurrencebegrænsende formål, ikke var betinget af, at der foreligger en direkte forbindelse mellem denne og detailpriserne. Domstolen uddybede, at der gælder en formodningsregel for, at de deltagende virksomheder vil anvende de oplysninger, de opnår gennem udvekslingen.
I den konkrete sag fandt EU-Domstolen det bevist, at referencepriserne var vigtige for markedet, fordi de for det første fungerede som indikationer til markedet om den forventede udvikling i prisen. For det andet fordi de havde betydning for handelen og de opnåede priser, og at de faktiske priser til tider var direkte knyttet til referencepriserne.
Læs EU-Domstolens dom
her.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →