En ladningsejer indgik aftale med en kontraherende transportør om landevejstransport af stykgods. Aftalen blev viderekontraheret til en hollandsk transportør, der skulle udføre transporten. Godset ankom tidligere end forventet til destinationen, og blev parkeret i den udførende transportørs egen lagerbygning, hvor det skulle opbevares over weekenden. Lørdag eftermiddag udbrød der brand i lagerbygningen og godset gik til grunde.
Ladningsejerens forsikringsselskab udbetalte forsikring og indtrådte i et erstatningskrav over for den kontraherende transportør. Forsikringsselskabet mente, at godset var bortkommet mens det var i den udførende transportørens varetægt, så den kontraherende transportør måtte også være ansvarlig for tabet.
Den kontraherende transportør gjorde derimod opmærksom på, at den pågældende lagerbygning ikke kun var eget af den udførende transportør. Bygningen bestod af flere lagerområder, der var adskilt af en mur. Den udførende transportør ejede et af disse områder, mens det område, hvor branden opstod, var eget af den udførende transportørs onkel. Onklen og den udførende transportør ejede hver en virksomhed, der anvendte familiens efternavn, så firmaernes navne var meget ens. Den udførende transportør havde ikke et godt forhold til sin onkel. Onklens virksomhed havde ikke haft noget med transportaftalen at gøre. Ladningsejerens forsikringsselskab mente, at hele bygningen måtte høre under den udførende transportørs ejendom, som derfor var ansvarlig for branden.
Sø- og Handelsretten: Brand skyldtes forhold, som transportøren ikke kunne undgå
Retten lagde til grund, at godset var gået til grunde, mens det var i den udførende transportørs varetægt, hvorfor den kontraherende transportør som udgangspunkt måtte være ansvarlig, jf. CMR-lovens § 24, stk. 1.
Det blev dog også lagt til grund, at branden opstod i den del af lageret, som den udførende transportør ikke ejede eller havde adgang til. Tabet skyldtes derfor forhold, som den udførende transportør ikke kunne undgå. Retten lagde også vægt på, at den udførende transportør havde kontaktet brandvæsenet og forsøgte at flytte lastbilerne sin lagerbygning, så snart denne konstaterede, at det brændte. Derfor var den kontraherende transportør ansvarsfri for godsets bortkomst, jf. CMR-lovens § 24, stk. 2.
IUNO mener
Sagen er et sjældent eksempel på at en transportør løfter bevisbyrden og opnår fuldstændig ansvarsfrihed for en transportør efter CMR-loven. Omstændighederne er meget særegne, og selvom ansvarsfrihed også kan bevises i sager, hvor der ikke er helt specielle omstændigheder, bør transportører være opmærksomme på, at det som udgangspunkt er meget vanskeligt at undgå (begrænset) ansvar efter CMR-loven.
[Sø- og Handelsrettens dom i sag BS-26331/2020-SHR af 10. maj 2021]
Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.
