Artikel
Temperaturskade var indtrådt efter afleveringen af godset til modtageren
Kromann Reumert
07/06/2016
En udførende transportør blev ved Sø- og Handelsretten frifundet for et friholdelseskrav fra den kontraherende transportør i anledning af en temperaturskade på en forsendelse friske bær. Modtageren havde afvist forsendelsen med den begrundelse, at temperaturen ved modtagelsen var for høj. Den kontraherende transportør havde udbetalt erstatning til modtageren, og havde herefter gjort kravet gældende mod den udførende transportør. Retten vurderede, at skaden var sket, fordi lastbilen efter ankomst og parkering på rampen hos modtageren havde ventet på aflæsning i 2-3 timer med dørene åbne og kølesystemet slukket. Retten fandt, at aflevering af godset var sket ved parkeringen på rampen med åbne døre, og frifandt derfor den udførende transportør.
Sø- og Handelsrettens dom af 21. marts 2016
SAGENS OMSTÆNDIGHEDER
En dansk transportør (T1) havde over for en supermarkedskæde (K) påtaget sig at transportere en forsendelse friske bær som landevejstransport fra Holland til Norge. T1 havde viderekontraheret udførelsen af transporten til en anden dansk transportør (T2). Transporten skulle foregå ved +4 grader.
Ved ankomsten til K i Norge kl. 21.37 meldte chaufføren sig til K's modtagekontor og fik anvist en rampe. Han bakkede herefter til rampen med åbne døre i en udendørs sluse. Chaufføren slukkede samtidig for køleanlægget. På det tidspunkt var temperaturen i traileren ca. 4,5 grader. I sluserummet var der udendørstemperatur, hvilket den pågældende aften var ca. 22 grader.
Aflæsningen blev foretaget af K's folk i perioden kl. 00.45-01.45. I forbindelse med aflæsningen kvitterede Ks folk på CMR-fragtbrevet, og noterede samtidig, at temperaturen i bærrene var blevet målt til mellem 4,5 og 10 grader C. Som følge heraf reklamerede K overfor T1, og afviste samtidig hele forsendelsen. K foranledigede herefter dækningssalg af bærrene, og krævede erstatning af T1.
T1 udbetalte erstatning til K, og gjorde kravet gældende over for T2. T2 afviste kravet, og sagen blev herefter indbragt for Sø- og Handelsretten.
RETTENS VURDERING
På baggrund af oplysningerne om temperaturen i traileren under transporten, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, fandt retten, at temperaturskaden måtte skyldes det forhold, at traileren havde stået på rampen med dørene åbne og kølesystemet slukket i næsten tre timer, inden K foretog aflæsningen.
T2's chauffør var ankommet på det aftalte tidspunkt, og havde herefter afleveret fragtbrevet til K, hvoraf godsets indhold og karakter fremgik. K var således bekendt med, at der var ankommet temperaturfølsomt gods, men anviste alligevel en rampe til chaufføren, uden at give ham særlig meddelelse om, at der kunne forekomme lang ventetid, inden losningen ville ske, og at chaufføren derfor skulle lade dørene være lukkede og kølesystemet tændt.
Under disse omstændigheder fandt retten, at der var sket aflevering af godset i CMR-lovens forstand på det tidspunkt, hvor chaufføren havde parkeret traileren ved rampen med åbne døre og slukket kølesystem. Dette var i overensstemmelse med sædvanlig handlemåde, og K's beslutning om at vente næsten tre timer med at aflæsse traileren, kunne ikke føre til et andet resultat.
Da skaden var sket efter afleveringen, og dermed uden for T2's ansvarsperiode, blev T2 frifundet.
HVAD KAN VI UDLEDE AF DOMMEN?
Dommen handler om den tidsmæssige udstrækning af transportørens ansvar efter CMR-loven. Transportøren er ansvarlig efter CMR-loven, såfremt den berettigede godtgør, at beskadigelsen er sket eller tabet opstået i tiden fra overtagelsen indtil afleveringen af godset, eller der er sket forsinket aflevering.
Dommen viser, at de faktiske omstændigheder ved ankomsten til modtageren har betydning for, hvornår aflevering kan anses for at være sket. I denne sag vurderede retten, at afleveringen var sket ved parkeringen med åbne døre, selvom modtageren først påbegyndte aflæsningen af traileren ca. tre timer senere, og først på det tidspunkt kvitterede på fragtbrevet.
I henhold til dommens præmisser havde det betydning, at chaufføren havde afleveret fragtbrevet til modtageren, og herefter ikke havde fået noget at vide om, at der kunne gå lang tid, inden losningen ville blive påbegyndt. Det var tilsyneladende sædvanligt, at chaufføren parkerede traileren på rampen med åbne døre og slukket kølesystem. På den baggrund fandt retten, at der var sket aflevering på dette tidspunkt. Der kunne derfor ikke kræves erstatning af transportøren.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →