Tagpap-branchens branchestandarder er ulovlige
De to danske tagpapproducenter Icopal Danmark ApS (Icopal) og Nordic Waterproofing A/S (NWP) er de to eneste medlemmer af brancheforeningen Danske Tagpapfabrikanters Brancheforening (DTB). I 1981 oprettede DTB Tagpapbranchens Oplysningsråd (TOR), som har til formål at udbrede kendskabet til den rette anvendelse og opbygning af tagkonstruktioner. TOR udarbejder og fastsætter branchestandarder, de såkaldte TOR-anvisninger, som er meget udbredte og anvendes i hele branchen af for eksempel bygherrer, rådgivere og udførende virksomheder.
Konkurrencerådet har den 31. maj 2017 truffet afgørelse om, at der er indgået en konkurrencebegrænsende aftale og/eller samordnet praksis mellem Icopal, NWP, DTB og TOR. Parternes praksis består ifølge Konkurrencerådet af flere forhold og udgør samlet set en bredere restriktiv aftale, som begrænser konkurrencen og afskærmer markedet for produkterne tagpap og tagfolie beregnet til tagbeklædning.
Et af de centrale forhold i parternes aftale er fastsættelsen af branchestandarden i form af TOR-anvisningerne, som officielt bliver udgivet af TOR, men som ifølge Konkurrencerådet reelt fastsættes af de involverede parter (Icopal, NWP, DTB og TOR) på baggrund af disses kommercielle interesser.
Det fremgår af EU-Kommissionens retningslinjer, at standarder normalt har positive økonomiske virkninger, idet de blandt andet er med til at fremme den økonomiske integration, forstærker konkurrencen og mindsker produktions- og salgsomkostninger. Det fremgår dog også, at standarder, som er led i en bredere restriktiv aftale, der tager sigte på at udelukke faktiske eller potentielle konkurrenter, har et konkurrencebegrænsende formål. I denne forbindelse finder Konkurrencerådet, at parternes aftale ud fra sit indhold og målsætning i sig selv er tilstrækkelig skadelig for konkurrencen til at have et konkurrencebegrænsende formål.
Den konkurrencebegrænsende praksis består ifølge rådet i, at parterne har fastsat en standard, der tager sigte på at afskærme markedet over for konkurrenter under hensyn til de to danske producenters kommercielle interesser, og i forlængelse heraf at have etableret mærke- og kontrolordningen TOR Godkendt, som skal sikre, at standarden overholdes. Herudover har parterne koordineret adfærd over for andre interessenter for at påvirke dem til at undlade at anvende eller markedsføre konkurrerende produkter, som ikke opfylder standarden. Icopal og NWP har ligeledes koordineret adfærd mellem hinanden, blandt andet i regi af TOR og DTB, hvorefter de har tilpasset/begrænset deres eget primære produktudbud på det danske marked for tagpap og tagfolie.
Parterne har angivet, at TOR-anvisningerne er nødvendige for at opretholde et vist kvalitetsniveau i forhold til vandtæthed og brandhæmning for tagpapprodukterne. Hertil har Trafik- og Byggestyrelsen på styrelsens anmodning foretaget en vurdering i relation til byggelovgivningen og fundet, at det ikke er nødvendigt at stille krav til yderligere egenskaber end de krav, der allerede er til tagpap efter den europæiske standard EN 13707.
Konkurrencerådet finder således, at det faktum, at Icopal og NWP både har oprettet DTB og TOR, og at DTB godkender TOR’s vedtægter, hvor TOR’s formål og virksomhed er beskrevet, og at DTB godkender opgaverne for og aflønningen af sekretariatsfunktionen, understreger den tætte forbindelse mellem de to foreninger. Det understreger endvidere sammenhængen mellem DTB’s interesser (det vil sige Icopals og NWP’s interesser) og TOR’s interesser for så vidt angår anvendelse og udbredelse af standarden.
Konkurrencerådet har vurderet, at sagen bør anmeldes til SØIK med henblik på strafferetlig forfølgelse. Rådet vil dog afvente en eventuel anke af afgørelsen til Konkurrenceankenævnet.
Det er en interessant afgørelse, fordi parterne ikke har koordineret priser, kunde- eller markedsdeling, og aftalen indeholder således ikke elementer af klassiske kartelaftaler. Konkurrencerådet lægger i denne sag imidlertid til grund, at TOR-standarden er oprettet og fastsat med henblik på at begrænse konkurrencen, og at formålet således har været at holde konkurrenter ude af markedet. Grænsen mellem en lovlig og en konkurrencebegrænsende standard kan herefter i nogle tilfælde synes vanskelig at definere, men det har formentlig været afgørende i denne sag, at en brancheforening og et oplysningsråd har promoveret standarden som nødvendig og har skrevet miskrediterende artikler om konkurrenter, som ikke opfylder standarden, samt at denne er fastsat under hensyntagen til to producenters kommercielle interesser.