Skelsættende afgørelse om konsekvenser af miljømålsætning i statslige vandplaner

Miljømål i ét vandløb hindrede rørlægning af et andet ikke-miljømålsat vandløb. I en sag om rørlægning af vandløb fik grundejeren afslag på rørlægning af et mindre vandløb, fordi det ”ikke kunne afvises”, at rørlægningen ville indebære risiko for, at et større vandløb ikke kunne nå miljømål om god økologisk tilstand. Det mindre vandløb var ikke udpeget i den statslige vandplan, men ledte til det større vandløb, som var udpeget og målsat. Natur- og Miljøklagenævnets begrundelse hviler på EU-Domstolens dom i Bremen-sagen (C-461/13).


Sagen kort
En grundejer havde søgt om tilladelse til at rørlægge et privat vandløb, der løb til en større bæk, Rettrup Bæk. Af disse er kun Rettrup Bæk udpeget som vandforekomst i en vandplan og har derfor et miljømål for ”god økologisk tilstand”. Kommunen meddelte afslag på rørlægning, da kommunen bl.a. vurderede, at projektet ville forringe vandøkosystemet og forurene den tilstødende Rettrup Bæk. Grundejeren påklagede kommunens afgørelse til Natur- og Miljøklagenævnet.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse
Et enigt nævn, som var sat med samtlige 10 medlemmer, stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet henviste ved sin afgørelse til EU-Domstolens dom i sag C-461/13 og hæftede sig ved, at EU-Domstolen i denne sag udtalte, at enkeltprojekter om for eksempel rørlægning af vandløb skal nægtes godkendelse, ”(…) hvis dette kan medføre en forringelse af tilstanden for et overfladevandområde, eller når det indebærer en risiko for, at der ikke opnås god tilstand for overfladevand”.

Nævnet bemærkede herefter, at Rettrup Bæk var belastet af bl.a. ferrojern, at nogle videnskabelige undersøgelser (fra 1998) havde vist, at smådyrsfaunaen påvirkes negativt ved ferrojernkoncentrationer over 0,2 mg/l, og at  konkrete målinger havde vist højere koncentration af ferrojern end 0,2 mg/l i Rettrup Bæk opstrøms udløbet fra det mindre vandløb i Rettrup Bæk – det mindre vandløb, der ønskedes rørlagt.

På den baggrund stadfæstede nævnet kommunens afslag. Nævnet lagde herved vægt på, at det ”ikke kunne afvises”, at rørlægningen af tilløbet til Rettrup Bæk ville indebære en risiko for, at der ikke opnås god økologisk tilstand for Rettrup Bæk.

Nævnet bemærkede supplerende, at klager selv kan tage yderligere prøver af ferrojernindholdet i Rettrup Bæk og tilløbet, og at kommunen kan godkende rørlægningen, hvis kommunen på baggrund af disse prøver vurderer, at ferrojernindholdet er og forbliver mindre end 0,2 mg/l efter en rørlægning.

Perspektiver på afgørelsen
Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse illustrerer, at konkrete miljømål kan udgøre begrænsning for konkrete projekter, selv hvis projektet ikke gennemføres i det område, miljømålet er fastsat for.

Nævnets afgørelse bygger dermed på EU-Domstolens principielle udtalelser i den præjudicielle dom i Bremen-sagen (læs mere om Bremen-dommen her).

Nævnets afgørelse indvarsler, at miljømål fastsat efter vandrammedirektivet fremadrettet får en meget markant betydning for den konkrete vurdering af, om et enkelt projekt kan tillades af myndighederne.

Dette er et nyt forhold for miljømyndighederne at skulle vurdere og rejser bl.a. spørgsmålet om, hvordan man skal indregne effekten af et konkret projekt (nr. 1), som tillades, når det på et senere tidspunkt skal vurderes, om et andet konkret projekt (nr. 2) forringer et vandområdes tilstand eller risikerer at hindre målopfyldelse – eventuelt inden projekt nr. 1 er gennemført. Hvordan dette og en række andre spørgsmål skal løses, afhænger af kommende administrativ praksis og retspraksis på området.

---