Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Ledige stillinger Domme
Tilmeld nyhedsservice Om Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
ARTIKEL

Sammenlægning af fonde

Udgivet af
Delacour

Hvilke betingelser skal være opfyldt, for at man kan fusionere to fonde? Og hvornår kan en fusion være en fordel?


Vi bringer i løbet af 2018 en ny artikelserie om regulering af fonde. Artikelserien sætter fokus på fondsbestyrelsens arbejde i de mindre erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende fonde. Du kan læse tidligere relaterede artikler her.


Fusion af to fonde


Det er muligt at sammenlægge to fonde, ligesom det er muligt at fusionere to selskaber. I denne artikel ser vi nærmere på betingelserne for fusion af fonde, samt giver eksempler på situationer, hvor det giver god mening at lade to fonde blive lagt sammen.


Ved sammenlægningen af to fonde, ophører den ene fond med at eksistere. Hele den ophørende fonds formue og alle aftaler, forpligtelser og så videre overgår automatisk til den fortsættende fond.


Modsat fusion af selskaber, kræver det en tilladelse at fusionere fonde. Det er Civilstyrelsen, der som fondsmyndighed skal give tilladelse til sammenlægningen.


Betingelserne for sammenlægning


Betingelserne for, hvornår Civilstyrelsen giver tilladelse til sammenlægning, fremgår ikke af loven men skal i stedet findes i Civilstyrelsens praksis.


Civilstyrelsen kræver altid en god, skriftlig begrundelse for, hvorfor bestyrelserne ønsker at sammenlægge de to fonde. Hvis Civilstyrelsen ikke kan godkende begrundelsen, kan fondene ikke sammenlægges. Derfor er det vigtigt, at begrundelsen er udførlig. Civilstyrelsen skal også modtage dokumentation for størrelsen af de to fondes formuer.


Der er også krav om, at sammenlægningen er i begge fondes interesse – dette skal afgøres i lyset af fondenes formålsbestemmelser i vedtægterne. Typisk vil en sammenlægning derfor kræve, at fondene har samme eller lignende formål, så fonden kan tjene begge fondes formål efter sammenlægningen.


Ligesom det er tilfældet for opløsning af fonde, forlanger Civilstyrelsen som hovedregel, at fondene har eksisteret i mindst 10 år, før der kan gives tilladelse til sammenlægning. Det er ikke et ufravigeligt krav, men det kræver en god begrundelse at opnå tilladelse til at sammenlægge yngre fonde. Et eksempel på en god begrundelse kan – efter omstændighederne – være, at fondene har helt samme formål, eller at én af fondene (eller begge) ikke har tilstrækkelig kapital til at efterleve sit formål.


Sammenlægningen må ikke medføre indskrænkninger i nogens rettigheder eller forventninger om ydelser fra fondene. En uberettiget indskrænkning vil eksempelvis være, hvis personer, der er berettiget til at modtage uddelinger fra fonden, vil modtage mindre som følge af en sammenlægning.


For at sikre at der ikke sker indskrænkninger i rettigheder, og at begge fondenes formål fortsat efterleves tilstrækkeligt efter en sammenlægning, kan Civilstyrelsen stille krav om, at vedtægterne indeholder en fordelingsnøgle. Fordelingsnøglen beskriver, hvordan fonden skal uddele midler til sine formål fremadrettet. Typisk vil fordelingsnøglen være udformet med hensyntagen til fondenes relative størrelse inden sammenlægningen. Det er desuden et krav, at begge fondes navne optages i vedtægterne for den fortsættende fond.


Typesituationerne


Sammenlægning af fonde sker typisk i situationer, hvor to fonde minder meget om hinanden. Hvis der eksempelvis eksisterer to fonde med næsten samme formål i samme lokalområde, vil der typisk være intern konkurrence om tilskud, frivillige mv. I sådan en situation kan begge fonde ofte drage fordel af en sammenlægning, så arbejdet med at realisere formålet samles i én fond.


Vi ser også til tider, at det kan være fordelagtigt at sammenlægge to fonde, hvis alternativet var at opløse en fond. I sådanne tilfælde kan fondenes kapital slås sammen, og den fortsættende fond kan stå stærkere og dermed realisere begge formål. En sammenlægning kan også være en god løsning i de tilfælde, hvor fondens formål efterhånden er blevet vanskeligt at realisere (f.eks. hvor der ikke længere findes et tilstrækkeligt antal støtteberettigede), men hvor der findes en anden fond med et lignende formål.


 






Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →

Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.

Andet indhold, der kunne være relevant for dig

Virksomhedstestamente® – 5 juridiske forhold du som ejerleder bør have styr på
Virksomhedstestamente® – 5 juridiske forhold du som ejerleder bør have styr på
05/05/2026
Selskabsret, Familieret og arveret, Kontraktret, Compliance
Medarbejderejevirksomhed – en ny model for kollektivt generationsskifte
Medarbejderejevirksomhed – en ny model for kollektivt generationsskifte
27/05/2026
M&A, Selskabsret, Skatte- og afgiftsret
EU Inc. – Kom tættere på EU's foreslåede nye selskabsform
EU Inc. – Kom tættere på EU's foreslåede nye selskabsform
05/06/2026
Selskabsret, EU-ret, M&A
Den største risiko for 80 % af alle virksomheder er ofte usynlig
Den største risiko for 80 % af alle virksomheder er ofte usynlig
18/06/2026
Kontraktret, Selskabsret, Øvrige, Finansieringsret og bankret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62A, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
[email protected]
Ønsker du at udgive materiale?
2026 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted