Retten ophæver milliardbøde i sag om Intels brug af loyalitetsskabende rabatter

Sagens baggrund

Intel er verdens førende producent af computerchips og mikroprocessorer. I perioden 2002-2007 ydede Intel rabatter til en række forhandlere og computerproducenter, blandt andet Acer, Dell, HP og Lenovo. Det var betinget af, at de næsten udelukkende anvendte Intels komponenter i deres produkter. Endvidere havde Intel i visse tilfælde betalt producenterne for at forsinke eller tilbageholde computermodeller, som anvendte mikrochips fra Intels konkurrenter – såkaldte "naked restrictions".

Europa-Kommissionen afgjorde i 2009, at disse rabatter og betalinger var egnede til at afskærme konkurrerende producenter af mikrochips fra markedet og derved udgjorde et misbrug af Intels dominerende stilling. Kommissionen pålagde derfor Intel en rekordhøj bøde på EUR 1,06 mia.

Intel indbragte Kommissionens afgørelse for Retten, som imidlertid i 2014 stadfæstede Kommissionens afgørelse i sin helhed. Denne afgørelse appellerede Intel til EU-Domstolen, som i 2017 afgjorde, at Kommissionens afgørelse var fejlbehæftet og derfor hjemviste sagen til fornyet behandling ved Retten. Det er denne fornyede behandling, der nu er faldet dom i.

Rettens fornyede vurdering af sagen

Retten fastslog indledningsvist, at en dominerende virksomheds brug af loyalitetsskabende rabatter som udgangspunkt formodes at være konkurrencebegrænsende. Herefter henviste Retten dog til EU-Domstolens præcisering af, at denne formodningsregel ikke kan fritage Kommissionen fra at undersøge, om rabatsystemet konkret har haft en konkurrencebegrænsende virkning, såfremt den dominerende virksomhed fremsætter argumenter og beviser for, at dette ikke skulle være tilfældet.

Endvidere udtalte Retten – i overensstemmelse med EU-Domstolens afgørelse – at en sådan undersøgelse skal inddrage den dominerende virksomheds markedsposition, hvor stor en del af markedet, der er omfattet af rabatsystemet, betingelserne for at opnå rabatterne samt rabatternes varighed og størrelsesorden, men at det tillige må undersøges, om rabatterne er udtryk for en strategi om at udelukke konkurrenter, der er lige så effektive som virksomheden selv, fra markedet.

I Intel-sagen havde Kommissionen gennemført en "as efficient competitor"-analyse (AEC-test), men havde samtidig udtrykt, at denne ikke var afgørende for, om Intels rabatsystem kunne anses for at udgøre et misbrug. Kommissionen havde derfor heller ikke inddraget Intels modsatrettede argumentation i sin vurdering. Retten måtte derfor foretage en vurdering af Intels argumenter for, at der ikke forelå en udelukkelsesstrategi.

Retten fandt, at Intels bevisførelse konkret var egnet til at så tvivl omkring, hvorvidt betingelserne for at statuere et misbrug var opfyldt i forhold til rabatterne. Derudover fandt Retten, at Kommissionen havde lagt en række fejlagtige oplysninger til grund for sin vurdering af rabataftalerne med de enkelte producenter.

På den baggrund konkluderede Retten, at Kommissionens afgørelse var ufuldstændig og til dels fejlbehæftet, og at den derfor ikke kunne danne grundlag for at statuere, at Intels rabatsystem havde udgjort et misbrug af sin dominerende stilling. Retten ophævede derfor Kommissionens afgørelse og bøden på EUR 1,06 mia. i sin helhed.

Dommen indebærer, at der skabes større mulighed for, at loyalitetsskabende rabatsystemer kan retfærdiggøres, og hæver i den henseende den bevisbyrde, som konkurrencemyndigheder skal løfte for at kunne fastslå, at et rabatsystem udgør et misbrug, herunder ved at kunne kræve en påvisning af effekter. Dermed begrænser dommen mulighederne for, at sådanne rabatsystemer kan anses som misbrug ud fra en rent formel analyse af deres indhold, såfremt virksomhederne bestrider det og kan modbevise det.

Rettens dom ophæver ikke, at de nævnte "naked restrictions" udgjorde et misbrug. Men eftersom Retten ikke var i stand til at udmåle bødestørrelsen for denne del af overtrædelsen, blev hele bøden altså ophævet.

Læs mere her:

Rettens afgørelse

Rettens pressemeddelelse om afgørelsen