Restriktiv administration af strandbeskyttelseslinjen atter fastslået

Det var en tilstandsændring i strid med naturbeskyttelsesloven, da et kystsikringsanlæg og en trappe til en strand blev reetableret inden for strandbeskyttelseslinjen. Det har landsretten netop fastslået, selvom der tidligere havde været både kystsikringsanlæg og trappe på stranden.


Landsretten har endnu engang fastslået, at strandbeskyttelseslinjen administreres særdeles restriktivt. En grundejer må på den baggrund efterkomme et påbud om at fjerne et kystsikringsanlæg og en trappe ned til stranden.

Sagen kort
Grundejeren havde etableret et kystsikringsanlæg i form af en række kampesten og en trappe på sin strandgrund. Da begge dele var etableret inden for strandbeskyttelseslinjen, og der er et generelt forbud mod ændring i tilstanden på et sådan areal, gav Naturstyrelsen påbud om at fjerne begge dele.

Grundejeren søgte om lovliggørende dispensation, men fik afslag med en frist for at fjerne trappen. Afgørelsen blev derefter påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet. Grundejeren mente, at både kystsikringsanlægget og trappen udgjorde løbende vedligeholdelse af et tidligere anlæg og trappe, og at de derfor ikke var udtryk for ændringer i strandbreddens tilstand. Hun forklarede, at den tidligere trappe jævnligt blev taget op af vandet, og at den havde været skjult af bevoksning, og at det var derfor den ikke kunne ses på luftfoto. Om kystsikringsanlægget forklarede hun, at der tidligere havde været kystsikring på ejendommen, og at anlægget havde en kystbeskyttende og værdifuld effekt.

Natur- og Miljøklagenævnets vurdering
Natur- og Miljøklagenævnet fandt ikke, at grundejeren havde godtgjort, at evt. tidligere kystsik-ringsanlæg havde været løbende vedligeholdt, så det nye anlæg kunne karakteriseres som baseret på et tidligere.

Trappen måtte også betragtes som et nyanlæg, da der ikke kunne ses en tidligere trappe på luftfotos.

Der var derfor tale om en ændring i strid med naturbeskyttelseslovens § 15, som krævede dispen-sation efter lovens § 65, stk. 1.

Nævnet udtalte dernæst, at sagen skulle behandles ud fra, hvordan en ansøgning ville være blevet vurderet, hvis en sådan havde foreligget inden etableringen.

En ansøgning ville efter nævnets vurdering ikke være blevet imødekommet, da der ikke var særlige forhold på ejendommen, der talte for at fravige udgangspunktet. Ydermere ville en tilladelse få uønsket præcedensvirkning på lignende sager.

Byretten og landsrettens afgørelse
Grundejeren indbragte efterfølgende sagen for domstolene. Hun gjorde igen gældende, at der var tale om løbende vedligeholdelse, som ikke var i strid med naturbeskyttelseslovens § 15.

Byretten fandt, at det ikke havde været godtgjort, at der tidligere havde været kystsikring i samme omfang som det nyanlagte, og kystsikringsanlægget udgjorde derfor en tilstandsændring. Byretten lagde dog til grund, at der tidligere havde været en trappe, men at denne ifølge vidneforklaringer ikke havde et gelænder, hvilket den nye trappe havde. Derfor udgjorde trappen alligevel også en tilstandsændring.

Af hensyn til blandt andet uønsket præcedensvirkning fandt byretten ligesom nævnet, at der ikke kunne meddeles dispensation efter § 65, stk. 1.

Landsretten tilsluttede sig i store træk byrettens vurdering og stadfæstede dermed dennes dom.

Juraen bag
Efter naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, må der ikke foretages ændringer i tilstanden af arealer beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen, medmindre der meddeles dispensation hertil efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1. Forbuddet udgør erstatningsfri regulering.

I praksis bliver reglen fortolket særdeles restriktivt, hvilket hænger sammen med, at dispensation kun kan gives i særlige tilfælde, hvilket følger direkte af ordlyden af naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1.

Denne sag illustrerer den restriktive praksis vedrørende både, hvornår noget skal anses for at udgøre løbende vedligeholdelse i stedet for nyetablering, og hvornår der kan gives dispensation fra forbuddet.

Det er i denne forbindelse interessant, at både by- og landsretten fandt, at en trappe med gelænder udgjorde en tilstandsændring. Det indikerer, at trappen muligvis kunne have været tilladt, hvis den ikke havde haft et gelænder, hvilket viser, at selv små ændringer administreres restriktivt.

---