Reparation og forhøjelse af støjvold var ikke nyttiggørelse af jord

Ny afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver en kommunes meddelelse af miljøgodkendelse til reparation og forhøjelse af støjvold, hvor kommunen havde vurderet, at der var tale om nyttiggørelse af ikke-farligt affald.


Den 27. februar 2014 indleverede Nordvesthimmerlands Jagtforening til Nordvesthimmerlands Kommune en ansøgning om miljøgodkendelse til at anvende ca. 8.000 m3 let forurenet jord til udbygning (reparation og forhøjelse) af et eksisterende voldanlæg.

Baggrunden for ansøgningen var, at kommunen ved en orienterende støjmåling konstaterede, at støjbelastningen var for høj i forhold til den nuværende miljøgodkendelse. Kommunen traf efterfølgende afgørelse om at godkende ansøgningen. Det var kommunens vurdering, at reparation og forhøjelse af støjvolden var nødvendig for at kunne overholde støjvilkårene. Kommunen var derfor af den opfattelse, at der var tale om nyttiggørelse jord, og at virksomheden derfor var omfattet af listepunkt K 206 i godkendelsesbekendtgørelsen, som vedrører anlæg til nyttiggørelse af ikke-farligt affald.


Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Afgørelsen blev den 14. januar 2015 på vegne af tre omboende påklaget. Alle de omboende havde brønde eller vandboringer på deres ejendomme, og de var bekymret for, at etableringen af støjvolden ville påvirke deres drikkevandsforsyning.

Klagerne anførte i deres klage, at de var uenige i kommunens risikovurdering, og de fandt bl.a., at kommunens vurderinger var for overfladiske, og at området ikke var geologisk egnet som oplagssted for forurenet jord.


Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet begrænser deres prøvelse til at omhandle spørgsmålet om, hvorvidt reparationen og forhøjelsen af den eksisterende støjvold var nyttiggørelse eller deponi af affald.

Det fremgår af afgørelsen, at nævnet på baggrund af de foreliggende støjberegninger og oplysninger vurderer, at etablering af støjvolden i de i ansøgningen anførte dimensioner vil reducere støjen væsentligt mere end nødvendigt.  Støjvolden kan derfor ikke godkendes som et anlæg til nyttiggørelse af ikke-farligt affald. Den del af støjvolden, som således ikke er nødvendig til reduktion af støjen, må derfor anses som deponering, hvorefter kravene i deponeringsbekendtgørelsens skal iagttages.

Miljø- og Fødevareklagenævnet anfører efterfølgende i afgørelsen, at de efter en gennemgang af sagens dokumentation og rapporteringer ikke mener, at kommunen i sine støjmålinger og støjberegninger har iagttaget kravene i bekendtgørelse om kvalitetskrav til miljømålinger.

På den baggrund ophæver Miljø- og Fødevareklagenævnet kommunens miljøgodkendelse, og hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen.


Bech-Bruuns kommentarer til sagen

Afgørelsen fra Miljø- og Fødevareklagenævnet går kritisk til værks i forhold til definitionen på nyttiggørelse efter affaldsbekendtgørelsen. Generelt er EU-domstolens praksis udtryk for, at der ikke skal meget ”nytte” til, for anvendelse af affald skal anses som erstatning for primære råstoffer – og dermed for nyttiggørelse. Godkendelsespligten for anlægget får i forhold til nyttiggørelsesbegrebet den betydning, at dimensioneringen ikke kan ske ud fra ”friere overvejelser” om støjdæmpning, idet bekendtgørelse om kvalitetskrav til miljømålinger, særligt dokumentationskravet i bilag 4, skal iagttages. Dermed skærpes kravene til begrundelsen for at etablere og dimensionere støjvolde, herunder særligt i lyset af nævnets praksis om godkendelsespligt gennem de senere år.

Hvis en støjvold bliver ”dømt” deponeringsanlæg, skal ikke kun deponeringsbekendtgørelsen iagttages. Kravet om offentligt ejerskab, jf. miljøbeskyttelseslovens § 50, betaling af affaldsafgift mv. bliver ligeledes konsekvenser, som formentlig gør det umuligt at gennemføre projektet i en sådan form.

 

---