Regreskrav var forældet efter sølovens § 501, stk. 2.

Sø- og Handelsretten har den 16. juni 2020 taget stilling til, om forældelsesfristen for regreskrav kan forlænges ud over fristen i sølovens § 501, stk. 2, uden aftale eller accept fra skyldneren i regresforholdet. Sø- og Handelsretten fandt, at forældelsesfristen ikke kan forlænges, medmindre der foreligger en aftale mellem parterne i regresforholdet eller skyldneren accepterer forlængelsen.


Sagen angik spørgsmålet om forældelse efter sølovens § 501, stk. 2, af et regreskrav. Kravet var rejst af The North of England P&I Association Ltd (North of England P&I) som mandatar for Green Feeder Ltd (Green Feeder) overfor Unifeeder A/S (Unifeeder) i relation til en vandskade på tre containere forvoldt under international søtransport.

De tre containere skulle fragtes fra Kina til Sverige i efteråret 2014 af United Arab Shipping Company (UASC). UASC indgik aftale med Green Feeder om den sidste del af transporten fra Tyskland til Sverige, hvor Green Feeder antog Unifeeder til at varetage denne transport.

Under transporten blev de tre containere beskadiget under et uvejr. Som følge heraf betalte Green Feeder erstatning for skaderne til UASC d. 25. maj 2018. Efterfølgende den 15. april 2019 lagde North of England P&I som mandatar for Green Feeder sag an mod Unifeeder med krav om betaling af et tilsvarende beløb.


Sø- og Handelsrettens afgørelse

Hovedspørgsmålet under sagen var, om Green Feeders regreskrav mod Unifeeder var forældet efter sølovens § 501, stk. 2. Herudover var der rejst spørgsmål om rette sagsøger.

Indledningsvis skulle Sø- og Handelsretten tage stilling til, om transportørselskabet, Green Feeder, eller North of England P&I var rette sagsøger. Spørgsmålet var, om North of England P&I var subrogeret i Green Feeders regreskrav, og dermed kunne anses for rette sagsøger.

Både UASC og Green Feeder var medlemmer af North of England P&I, og retten lagde til grund, at North of England P&I, efter aftale med Green Feeder, gennemførte en betalingstransaktion internt i klubben mellem de to medlemmers konti d. 25. maj 2018. Beløbet udgjorde erstatningsbeløbet til UASC for de beskadigede containere.

Retten fandt, at den interne betalingstransaktion ikke gav et tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at North of England P&I var subrogeret i Green Feeders mulige regreskrav over for Unifeeder.

Retten fandt derfor, at Green Feeder fortsat var rette sagsøger for de rejste krav.


Forældet eller ej

Sø- og Handelsretten skulle herefter tage stilling til, om regreskravet mod Unifeeder var forældet efter sølovens § 501, stk. 2.

Hovedspørgsmålet i sagen var, hvornår den etårige forældelsesfrist for regreskrav i sølo-vens § 501, stk. 2, senest skulle regnes fra. Særligt om fristen skulle regnes fra udløbet af den etårige forældelsesfrist for hovedkravene, jf. § 501, stk. 1, nr. 6, eller om fristen skulle regnes fra tidspunktet for den faktiske betaling af de omtvistede hovedkrav, selvom dette var sket efter udløbet af forældelsesfristen for hovedkravene.

I sagen var hovedkravene stiftet i oktober 2014, men først betalt d. 25. maj 2018 – efter udløbet af den etårige forældelsesfrist.

Det var ikke oplyst under sagen, om den senere betaling skyldtes en suspensionsaftale mellem parterne. Sø- og Handelsretten lagde derfor til grund, at dette ikke var tilfældet.

Sø- og Handelsretten fandt, at fristen for forældelse af regreskravene ikke kunne forlænges ud over den samlede forældelsesfrist på i alt to år – et år for hovedkravet og et år for regreskravet – uden accept fra skyldneren i regresforholdet. Sø- og Handelsretten begrundede dette med, at der ikke efter ordlyden af bestemmelserne i sølovens § 501, stk. 2, og § 501, stk. 1, nr. 6, sammenholdt med det generelle formål med reglerne om forældelse var grundlag herfor.

Retten fandt derfor, at regreskravene var forældede.


Bech-Bruuns kommentarer

Afgørelsen illustrerer, at den etårige forældelsesfrist for regreskrav efter sølovens § 501, stk. 2, ikke kan forlænges uden udtrykkelig aftale mellem parterne, ligesom subrogation ikke uden videre kommer på tale, når betalingen gennemføres internt i en P&I klub. Det samme forhold gør sig formentligt gældende for så vidt angår forsikringsselskaber, hvilket kan have betydning i lignende sager fremover.