Principiel dom om fortolkning af ansvarsbegrænsningsklausul

Dommen tager stilling til ophævelsens berettigelse og parternes erstatningskrav mod hinanden på ca. 1 mia. DKK (primært rejst af leverandøren) i kølvandet på projektets kollaps.

Dommen afklarer en række ofte forekommende problemstillinger i sager af denne karakter, herunder spørgsmål om bevis for årsagerne til forsinkelse, kundens manglende medvirken, manglende reklamation, ansvaret for tredjepartsleverandører, og hvem af parterne, der havde rollen og ansvaret som systemintegrator.

Herudover indeholder dommen – der er på 243 sider(!) - en fortolkning af kontraktens ansvarsbegrænsnings- og fraskrivelsesklausuler, der genfindes stort set enslydende i mange danske kontrakter, og som ofte giver anledning til fortolkningstvivl. Dommen er derfor også relevant i en dansk kontekst. Der er navnlig denne del af dommen, som behandles i denne artikel. 

Kort om sagen

Sagens involverede parter var Disclosure and Barring Service (”DBS”), en offentlig instans, der er ansvarlig for behandling og udstedelse af såkaldte DBS-tjeks i England og Wales. DB-tjeks anvendes til at give arbejdsgivere mulighed for at kontrollere medarbejderes straffeattest for at vurdere, om de er egnede til ansættelse hos den pågældende.

Tata Consultancy Services Limited (”TCS”) er en international it-virksomhed, der bl.a. leverer outsourcing af forretningsprocesser og it-services.

TCS blev i 2012 valgt af DBS til at modernisere og digitalisere DBS' manuelle, papirbaserede processer samt til at stå for driften af de eksisterende processer, indtil moderniseringsprojektet var fuldt implementeret.

Projektet blev væsentligt forsinket undervejs og blev derfor delvist ophævet, mens den resterende del af projektet blev sat i bero frem til 2017, hvor det blev genoptaget.

Striden drejede sig om ansvaret for forsinkelser og fejl i den genoptagne del af projektet. TCS fremsatte efter kontraktens fulde ophævelse et erstatningskrav mod DBS på ca. 978 millioner kr. for uberettiget ophævelse samt herudover et krav på ca. 126 millioner kr. for manglende betalinger. DBS bestred disse krav og rejse et erstatningskrav mod TCS på ca. 965 millioner for kontraktbrud.

Rettens bemærkninger

Ansvarsbegrænsningsklausulen – ét, samlet erstatningsloft eller pr. skade?

Kontrakten mellem parterne indeholdt en ansvarsklausul med følgende ordlyd:

"52.2 Subject to clause 52.1, [TCS’] total aggregate liability:

… [separate sub-clauses setting caps for IPR claims, damage to tangible property, damage to data, Service Credits]…

52.2.5 in respect of Delay Payments shall be limited to 10% of the implementation Charges.

52.2.6 in respect of all other claims, losses or damages, shall in no event exceed £10,000,000 (subject to indexation) or, if greater, an amount equivalent to 100% of the Charges paid under this Agreement during the 12 month period immediately preceding the date of the event giving rise to the claim under consideration less in all circumstances any amounts previously paid (as at the date of satisfaction of such liability) by [TCS] to [DBS] in satisfaction of any liability under this Agreement".

DBS argumenterede for, at klausulen indeholdt flere særskilte beløbsmæssige begrænsninger af leverandørens erstatningsansvar. TCS argumenterede derimod for, at klausulen etablerede ét samlet loft for dennes erstatningsansvar under kontrakten.

Retten gav TCS medhold i, at bestemmelsen måtte forstås som et samlet loft for leverandørens erstatningsansvar, idet formuleringen "total aggregate liability... in respect of all other claims, losses or damages shall in no event exceed" understøttede dette. Fraværet af udtrykket "per claim” (”per krav") og klausulens krav om fradrag af tidligere betalte beløb pegede i samme retning.

Erstatningsfraskrivelsesklausulen – er forventede besparelser et indirekte tab?

Kontrakten indeholdt en sædvanlig klausul, der fraskrev parternes ansvar for indirekte tab, herunder en afgrænsning af, hvilke typer af tab, der skal anses for direkte og indirekte, jf. følgende:

"52.4 Subject to clauses 52.1 and 52.5, neither party will be liable to the other for:

52.4.1 any indirect, special or consequential loss or damage; or

52.4.2 any loss of profits, turnover, business opportunities or damage to goodwill (whether direct or indirect)."

TCS gjorde gældende at have lidt et tab i form af forventede besparelser på grund af forsinkelser, da omkostningerne pr. transaktion for behandling af DBS’ transaktioner burde være faldet over tid i takt med moderniseringen.

Retten tog udgangspunkt i ordene i kontraktens naturlige og almindelige betydning og påpegede, at kontraktens punkt 52.4 ikke nævner "forventede besparelser" som et eksempel på et indirekte tab. Retten påpegede dog, at ordene skal fortolkes i sammenhæng med de andre dele af denne klausul og kontrakten som helhed. Retten fandt, at der ikke var nogen væsentlig forskel mellem ”forventede besparelser” og mistet fortjeneste (”loss of profits”), som i punkt 52.4 udtrykkeligt er nævnt som et indirekte tab, og at TCS’ krav på erstatning for mistede besparelser derfor var udelukket i medfør af kontrakten.

Bird & Birds kommentarer

Dommen belyser de spørgsmål, der kan opstå – og ofte opstår i tilfælde af en konflikt – i tilknytning til it-kontrakters ansvarsbegrænsnings- og -fraskrivelsesklausuler.

Både for så vidt angår spørgsmålet om der var aftalt ét eller flere særskilte ”caps” på leverandørens ansvar og om, der kunne kræves erstatning for mistede besparelser, ville en dansk dom sandsynligvis være faldet ud på samme måde.

Afgørelsen understreger vigtigheden af omhyggelig kontraktudarbejdelse og behovet for præcision i formuleringen af ansvarsbegrænsninger, som er en af kontraktens væsentligste elementer. Parter bør nøje overveje de sandsynlige typer af tab og sørge for, at deres kontrakter klart definerer, hvordan disse skal håndteres for at minimere risikoen for fortolkningstvivl.

Du finder link til dommen her: https://www.bailii.org/ew/cases/EWHC/TCC/2024/1185.html#_Toc165305410