Principiel dom om ejendomsbegrebet i vejlovgivningen og klageberettigelse

Højesteret har afgjort, at en bygning på lejet grund, der er beliggende direkte ovenpå et vejareal, ikke kan anses for at være en ”til vejen grænsende ejendom” i vejlovgivningens forstand. Samtidig fandt Højesteret, at man forvaltningsretligt kan være klageberettiget, selvom det på forhånd kan udelukkes, at man opfylder de materielle betingelser for det, klagen angår.


 

Sagen drejer sig om Custom House ApS, der ejer Toldkammerbygningen i Nyhavn, der lå på et offentligt vejareal. Custom House ApS mente, at selskabet i forbindelse med Københavns Kommunes beslutning om at nedlægge vejarealet under bygningen skulle være blevet tilbudt en forkøbsret efter den dagældende vejlovs § 91, stk. 1, hvor ”ejerne af de til vejen grænsende ejendomme” havde forkøbsret til vejarealet, hvis en vej blev nedlagt. Synspunktet fra Custom House ApS var, at de som ejer af Toldkammerbygningen havde en vertikalt ”til vejen grænsende” ejendom.

Vejdirektoratet afviste klagen fra Custom House ApS over Københavns Kommunes afgørelse, der ikke gav Custom House ApS forkøbsret. Københavns Kommune solgte i stedet arealet til anden side, og Custom House ApS blev opsagt som lejer af grunden og skulle som følge af en hjemfaldspligt aflevere bygningen til grundens nye ejer.


Vejlovgivningens ejendomsbegreb

Det centrale spørgsmål i sagen var en fortolkning af vejlovgivningens ejendomsbegreb. Af privatvejlovscirkulæret fremgår det direkte, at bygninger på lejet grund ikke er en ejendom i vejlovgivningens forstand, men noget tilsvarende fremgår ikke af cirkulæret for offentlige veje.

Custom House ApS gjorde gældende, at der ikke var grundlag for at fortolke ejendomsbegrebet i vejlovgivningen snævert, bl.a., fordi ejendomsbegrebet ikke er entydigt i dansk ret, jf. tinglysningslovens § 19, hvor en bygning på lejet grund skal anses som en ejendom i tinglysningsmæssig henseende.

Vejdirektoratet procederede sagen på den dagældende vejlovs § 91, stk. 1s historiske udvikling fra 1867, hvor loven anvendte ordene ”tilgrænsende lodsejere” i stedet for ”ejendomme”, og samtidig inddrog Vejdirektoratet vejbidragslovens historiske udvikling fra 1857, der ligeledes anvendte ord som ”til samme stødende grunde” og senere ”ejendomme”.

Højesteret gav Vejdirektoratet medhold i, at Custom House ApS’ bygning ikke var omfattet af den dagældende vejlovs § 91, stk. 1, da bestemmelsen angår tilgrænsende ”grunde eller grundstykker”. Med andre ord er Custom House ApS’ bygning på lejet grund ikke en ejendom i vejlovgivningens forstand.

Vejdirektoratet vandt derfor sagen og blev frifundet.


Klageberettigelse

Et andet spørgsmål i sagen var, om Custom House ApS var klageberettiget. Vejdirektoratet afviste at behandle Custom House ApS’ klage over Københavns Kommunes afgørelse under henvisning til, at Custom House ApS ikke var klageberettiget, fordi Custom House ApS’ bygning ikke i vejlovgivningens forstand var en ejendom, der grænsede til vejarealet. Når det derfor på forhånd kunne fastlås, at Custom House ApS ikke opfyldte den første betingelse for det, de klagede over, nemlig den ikke tilbudte forkøbsret, så havde selskabet ikke den fornødne væsentlige og individuelle interesse i sagens udfald til at være klageberettiget.

Højesteret fandt, at kommunen ved at have fastslået, at man ikke var ”forpligtet til at tilbyde Custom House en forkøbsret til arealet” havde truffet en afgørelse, og da Custom House ApS var adressat for denne, havde Custom House ApS ”allerede som følge heraf” en væsentlig, individuel interesse i at få Vejdirektoratet til at realitetsbehandle Custom House ApS’ klage over kommunens afgørelse.

Den materielle vurdering af, om Custom House ApS havde forkøbsret efter den dagældende vejlovs § 91, stk. 1, var efter Højesterets mening ikke relevant for spørgsmålet om klageret.

Sagens udfald blev imidlertid ikke hjemvisning til Vejdirektoratet til realitetsprøvelse, da Højesteret fandt, at Vejdirektoratet reelt havde truffet en materiel afgørelse om Custom House ApS’ retsstilling, der kunne prøves af Højesteret. Da Højesteret var enig med Vejdirektoratet i fortolkningen af den dagældende vejlovs § 91, stk. 1, blev Vejdirektoratet frifundet af Højesteret.

Landsretten havde ligeledes fundet, at Custom House ApS var klageberettiget, men med en anden begrundelse end Højesteret. Landsretten mente, at Custom House ApS, selvom man ikke opfyldte betingelserne for at få forkøbsret, på grund af ”sagens særegne forhold” alligevel havde en sådan interesse i sagens udfald, at selskabet var klageberettiget, og havde derfor hjemvist sagen til fornyet behandling hos Vejdirektoratet.

Sagen blev for Vejdirektoratet i begge instanser ført af advokat Jacob Schall Holberg.


Bech-Bruuns kommentar

Den dagældende vejlovs § 91 om forkøbsret er ikke videreført i den nye vejlov, men Højesterets dom er alligevel interessant, fordi dommen forholder sig til ejendomsbegrebet i bredere forstand. Det kan derfor fremadrettet lægges til grund, at en bygning på lejet grund ikke er en ejendom i vejlovgivningens forstand.

Højesterets afgørelse om klageberettigelse er mindst lige så interessant. Højesterets udtalelse om at den materielle vurdering af, hvorvidt Custom House ApS havde en forkøbsret, var uden betydning, rejser en række spørgsmål om myndigheders adgang til at afvise klager. Custom House ApS var klageberettiget, uanset at Custom House ApS ikke var omfattet af vejlovgivningens bestemmelser om forkøbsret, og uanset at selskabet ikke havde påvist en anden interesse, der var værnet af vejlovgivningen.

Spørgsmålet er, om myndighederne fremadrettet ved vurdering af partsstatus fortsat kan lægge vægt på, om borgerens interesser i en given sag er værnet af de relevante lovbestemmelser, eller om myndighederne i langt højere grad skal tillægge borgere klageberettigelse og dermed foretage en egentlig materiel prøvelse. Det vil i så fald betyde markant færre formalitetsafgørelser om afvisning af klager i fremtiden.

 

---