Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Friplejeboliger - ny afgørelse om efterregulering af døgntakster

Kromann Reumert
16/01/2025
Friplejeboliger - ny afgørelse om efterregulering af døgntakster
Kromann Reumert logo
Reglerne for kommunernes fastsættelse og efterregulering af døgntakster mangler klarhed og har over de seneste år påkaldt sig stor opmærksomhed. Konkurrencerådet har for nyligt truffet en afgørelse, som netop bidrager med at skabe klarhed over kommunernes pligt til at efterberegne og -regulere kommunernes døgntakster. Læs med her, hvor vi giver et indblik i Konkurrencerådets afgørelse og de nye klarere rammer for kommunernes pligt til at efterregulere taksterne.

Uklare regler om kommunernes takstfastsættelse og -regulering

Døgntakster (også kaldet afregningspriser) er friplejeoperatørernes vigtigste indtægtskilde. Det har derfor afgørende betydning for operatørernes økonomiske grundlag, at kommunernes takster er fastsat og reguleres korrekt, og at der dermed sker ligestilling mellem kommunale og private plejeleverandører.


Efter friplejeboligloven skal kommunernes døgntakster fastsættes enten ved aftale mellem den pågældende friplejeboligleverandør og kommune med afsæt i friplejeboligleverandørens vejledende takster, eller (ensidigt) af kommunen på baggrund af kommunens gennemsnitlige langsigtede omkostninger ved drift af tilsvarende tilbud. Kan kommunen ikke beregne egne omkostninger, fastsætter kommunen taksten med afsæt i den takst, som kommunen ville kunne anbringe borgeren til i et tilsvarende tilbud.


Som beskrevet i artiklen Friplejeboliger – klare og gennemsigtige aftaler bør opveje uklare regler om takstberegning fastsættes kommunernes takster ofte af kommunerne selv med afsæt i den pågældende kommunes egne omkostninger ved drift af tilsvarende tilbud. Reglerne om takstfastsættelse indeholder ikke nærmere krav til kommunens opgørelsen af kommunens (egne) gennemsnitlige langsigtede omkostninger ved drift af tilsvarende tilbud. I de tilfælde hvor operatøren og kommunen ikke har forhandlet/aftalt en takst og eventuelt vilkår for senere regulering heraf, er der derfor uklarhed om, dels hvordan kommunen skal fastsætte taksten, og dels hvorvidt kommunen er forpligtet til at efterregulere den fastsatte takst, for eksempel i tilfælde af prisstigninger.


Ved en ny afgørelse fra Konkurrencerådet er der imidlertid udstedt principper, som skaber større klarhed om reglerne og kommunernes forpligtelse til at efterberegne og efterregulere kommunernes fastsatte døgntakster.


Ny principiel afgørelse skaber klarhed - kommunerne skal løbende efterberegne og tilpasse døgntaksterne

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har på baggrund af en henvendelse fra en friplejeboligleverandør i 2022 undersøgt, om kommunens praksis for efterregulering af afregningsprisen var i overensstemmelse med friplejeboliglovgivningen.


Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fandt, at kommunens praksis for efterregulering af afregningspriser har medført, at kommunen ikke har fastsat 2021-afregningsprisen overfor den pågældende friplejeboligleverandør i overensstemmelse med friplejeboliglovgivningen, navnlig på grund af:

  • at kommunen har undladt at medtage samtlige gennemsnitlige omkostninger i afregningsprisen,
  • at kommunen har efterreguleret afregningsprisen for sent til at sikre ligestilling mellem den kommunale leverandør og friplejeboligleverandøren, og
  • at kommunen har undladt at tage højde for ændringer i friplejeboligleverandørens antal af betalte plejedøgn, da kommunen foretog efterregulering.


Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har ved afgørelsen præciseret følgende tre principper, hvorefter kommunerne skal:


  • tage højde for alle relevante indirekte omkostninger (fx andel af fællesomkostninger til lokaler, administration m.v. samt afskrivning og forrentning af kapitalapparatet), når kommunerne foretager en beregning af afregningsprisen, herunder tage højde for ændringer i de indirekte omkostninger i afregningsåret, når kommunerne i forbindelse med efterregulering skal opgøre forskellen mellem de kommunale leverandørers budgetterede og faktiske omkostninger for afregningsåret; 
  • foretage (med jævne mellemrum/løbende) en efterberegning, som sikrer, at kommunerne kan foretage en tilpasning af afregningsprisen i takt med, at der sker ændringer i de kommunale leverandørers gennemsnitlige langsigtede omkostninger, forudsat at det har vist sig eller burde have vist sig for kommunerne, at afregningsprisen ikke var fastsat i overensstemmelse med de kommunale gennemsnitlige langsigtede omkostninger; 
  • tage udgangspunkt i det antal plejedøgn, som friplejeboligleverandørerne modtager betaling for, og som var gældende i det afregningsår, efterberegningen foretages for, når kommunerne foretager en efterregulering af afregningsprisen overfor samme friplejeboligleverandører.


Konkurrencerådet har ved afgørelsen påbudt den pågældende kommune at ophøre med at beregne og fastsætte afregningspriser, der er i strid med reglerne i friplejeboliglovgivningen, at genberegne afregningsprisen for 2021, og at foretage efterbetaling til den pågældende friplejeboligoperatør, hvis kommunens genberegning viser, at afregningsprisen er fastsat for lavt.


Kromann Reumert bemærker

Afgørelsen er principiel og har betydning for alle friplejeoperatører og kommuner. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har med afgørelsen fastslået, at kommunerne har pligt til at regulere taksten til private leverandører af plejehjemsydelser, når omkostningerne for de tilsvarende kommunale tilbud stiger. Dette gælder i tilfælde, hvor kommunerne (ensidigt) har fastsat døgntaksten.


Afgørelsen underbygger behovet for klarere regulering af kommunernes genberegning og efterregulering af døgntakster. Hertil bemærkes, at der med ældrereformen sker ændring af friplejeboligloven fra 1. juli 2025. Loven vil herefter indeholde en ny bestemmelse om, at kommunerne løbende - og minimum én gang årligt i forbindelse med aflæggelse af årsregnskab - skal foretage genberegning af afregningspriser og efterregulering som følge af eventuelt afvigelser mellem prisen og de faktiske omkostninger.

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
Artikler, der kunne være relevante for dig
Pharol mod kommissionen: Retten blåstempler udvidet fortolkning af ulovlig konkurrenceklausul og bødeberegning
Pharol mod kommissionen: Retten blåstempler udvidet fortolkning af ulovlig konkurrenceklausul og bødeberegning
12/12/2024
Konkurrenceret, EU-ret
Silvan har opkrævet ulovligt gebyr for brug af betalingskort
Silvan har opkrævet ulovligt gebyr for brug af betalingskort
16/12/2024
Konkurrenceret, E-handel og markedsføring
En dør åbnes på klem til det danske realkreditmarked
En dør åbnes på klem til det danske realkreditmarked
27/12/2024
Konkurrenceret
Fødevaresektoren i fokus: Nyeste udviklinger på UTP-området
Fødevaresektoren i fokus: Nyeste udviklinger på UTP-området
03/01/2025
Konkurrenceret, Øvrige, EU-ret
Autobutler betaler bøde på 7 millioner kroner for brud på konkurrenceloven
Autobutler betaler bøde på 7 millioner kroner for brud på konkurrenceloven
06/01/2025
Konkurrenceret
EU-Domstolen: Ulovlig statsstøtte kan kræves tilbagebetalt fra køber
EU-Domstolen: Ulovlig statsstøtte kan kræves tilbagebetalt fra køber
12/02/2025
Konkurrenceret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du at udgive materiale?
2025 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted