Påbud om oprensning af forurenet jord ugyldigt

Det kan være vanskeligt at håndtere forholdet mellem miljøbeskyttelseslovens §§ 19 og 33. Det viser en dom fra Retten i Holstebro, der underkender et påbud fra Miljøstyrelsen som ugyldigt.

Da et firma skulle genforhandle vilkårene i en tilladelse til deponering af forurenet jord efter miljøbeskyttelseslovens § 19, modtog de i stedet et påbud om at udarbejde en handlings- og tidsplan efter miljøbeskyttelseslovens § 33 med henblik på, at jorden skulle fjernes.

Tilladelsen blev oprindeligt givet efter miljøbeskyttelseslovens § 19, men miljømyndighederne var af den opfattelse, at en ny godkendelse af den forurenede jord skulle ske efter miljøbeskyttelseslovens § 33.

Retten i Holstebro fandt imidlertid påbuddet ugyldigt ud fra en grundlæggende tanke om, at miljøbeskyttelseslovens § 33 ikke giver miljømyndighederne mulighed for at gribe ind overfor forhold, der allerede eksisterer.

Miljøbeskyttelseslovens § 33 skal i stedet anvendes som grundlag for en forudgående godkendelse af en virksomhed, et anlæg mv. inden påbegyndelse af den forurenende aktivitet.

Påbuddet blev således fundet ugyldigt, og virksomheden var ikke forpligtet til at udarbejde en handlings- og tidsplan i overensstemmelse med det.

Dommen kan læses her.


Sagen kort
Sagen vedrørte et jysk galvaniseringsfirma, der i 1998 havde fået tilladelse til at etablere et depot til deponering af en større mængde forurenet jord.

I tilladelsen var det blandt andet anført, at den blev givet for en 10-årig periode, og at det efter udløbet af perioden skulle vurderes, om det var økonomisk og praktisk muligt at rense den forurenede jord. Herudover blev det anført, at tilladelsen ville blive forlænget, hvis der ikke fandtes tilgængelige rensemetoder.

I 2013 meddelte Miljøstyrelsen virksomheden påbud om at udarbejde en handlings- og tidsplan for at fjerne den forurenede jord.


Juraen bag
Princippet om, at miljøbeskyttelseslovens § 33 ikke kan anvendes på eksisterende forhold, kom også til udtryk i dommen U2006.1531H, hvor dette blev slået fast for så vidt angår miljøbeskyttelseslovens § 41. Højesteret fandt her frem til, at miljøbeskyttelseslovens § 41 alene gav mulighed for at påbyde foranstaltninger til nedbringelse af en fremtidig forurening fra en virksomhed, og ikke gav mulighed for at påbyde, at der skulle ske oprensning af en allerede stedfunden jordforurening.

Da miljøbeskyttelseslovens § 41 supplerer vilkår i miljøgodkendelsen, er det naturligt, at det samme må gælde for så vidt angår miljøbeskyttelseslovens § 33.

Miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 1 fastslår, at stoffer, produkter og materialer, der kan forurene grundvand, jord og undergrund, ikke uden tilladelse må nedgraves i jorden, udledes eller oplægges på jorden, eller afledes til undergrunden.

Miljøbeskyttelseslovens § 33, stk. 1 indeholder nærmere regler for såkaldte listevirksomheder og fastsætter den grundlæggende begrænsning, at sådanne virksomheder ikke må anlægges eller påbegyndes, før der er meddelt godkendelse heraf.

---