Østre Landsret stadfæster: Koordinering af priser var ulovlig

Kort om sagen

HMN Naturgas tilbyder serviceabonnementsordninger, der inkluderer faste servicetjek af naturgasfyr. HMN Naturgas udfører ikke selv disse services, men bruger selvstændige VVS-virksomheder; såkaldte "servicepartnere". De selvstændige VVS-virksomheder tilbyder samtidig selv serviceabonnementer direkte til egne kunder.

I 2014 aftalte HMN Naturgas med sine servicepartnere, at prisen på serviceabonnementer skulle stige, så betalingen til servicepartnerne kunne stige tilsvarende. Samtidig blev loftet over den avance på reservedele, som kunderne skulle betale i tillæg til deres serviceabonnement hos HMN Naturgas, sænket fra 75 % til 25 %. Herefter kunne de selvstændige VVS-virksomheder hæve deres egne abonnementspriser.

Østre Landsrets dom er en appel af Sø- og Handelsrettens dom fra den 12. juni 2019.

HMN Naturgas hovedanbringende for landsretten var, at konkurrencemyndighederne havde anvendt konkurrencelovens § 6 forkert ved at fastslå, at aftalen bestod af to separate dele. Den ene udgjorde en horisontal aftale, som havde et konkurrencebegrænsende formål. Derved foretog konkurrencemyndighederne ikke en rimelighedsvurdering af den samlede aftales virkning, herunder den vertikale del af aftalen.

Anbringendet blev underbygget med, at:

• prisen på serviceabonnementet, som steg, ikke kunne vurderes alene
• hele kundens slutpris måtte vurderes samlet, altså både serviceabonnementsprisen og de anvendte reservedele
• aftalen på denne baggrund medførte en samlet besparelse for HMN Naturgas' kunder på 9 mio. kr. årligt
• der var en fælles forståelse mellem HMN Naturgas og servicepartnerne om at nedbringe slutprisen på reservedele
• selv hvis aftalen var konkurrencebegrænsende, var den nødvendig for at sikre forbrugeren den nævnte besparelse og dermed undtaget efter konkurrencelovens § 8.

Østre Landsrets dom

Det var for landsretten ubestridt, at aftalen mellem HMN Naturgas og VVS-virksomhederne bestod af to dele:

• Den første del var en vertikal aftale om HMN Naturgas' køb af ydelser fra VVS-virksomhederne.
• Den anden del gjorde konkurrencemyndighederne gældende indebar, at HMN Naturgas over for sine konkurrenter forpligtede sig til at hæve sine abonnementspriser direkte over for kunderne. Eftersom HMN Naturgas og de selvstændige VVS-virksomheder var konkurrenter på markedet for service på gasfyr, var der ifølge myndighederne tale om en horisontal aftale.

Landsretten udtalte, at EU-Domstolens seneste praksis i form af Budapest Bank og Generics ikke indebærer, at der i forbindelse med formålsvurderingen skal foretages en rimelighedsvurdering af en (samlet) aftales konkurrencefremmende virkninger over for dens konkurrencebegrænsende virkninger. Ifølge landsretten understreger sagerne dog den faste praksis, hvorefter formålsvurderingen skal tage hensyn til aftalens indhold og formål samt den økonomiske og retlige sammenhæng, som den indgår i. Budapest Bank-dommen viste desuden, at hvis en aftale ikke åbenbart falder inden for kategorien af erfaringsmæssigt konkurrenceskadelige aftaler, må der foretages en mere indgående analyse af aftalen, dens sammenhæng og umiddelbare virkninger.

Landsretten fandt imidlertid, at aftalen mellem HMN Naturgas og VVS-virksomhederne havde til formål at begrænse konkurrencen. Prisen på serviceabonnementet ‒ i modsætning til forbruget af reservedele ‒ er lettilgængelig for kunden og dermed et væsentligt konkurrenceparameter, der som følge af aftalen blev mindsket. Med aftalen forpligtede HMN Naturgas sig til at videreføre den forhøjede betaling til servicepartnerne ved at hæve prisen på sine serviceabonnementer ‒ og dermed give servicepartnerne mulighed for at foretage en tilsvarende prisforhøjelse i forhold til deres egne kunder. Landsretten fandt det ikke bevist, at HMN Naturgas og servicepartnerne samtidig havde aftalt at nedsætte slutpriser på reservedele.

Sø- og Handelsretten havde ikke fundet grundlag for at behandle aftalen under ét. Landsretten fandt, at det ikke ændrede på, at der var tale om en formålsovertrædelse, at aftalen ‒ i hvert fald for så vidt angik HMN Naturgas' egne kunder ‒ også havde til formål at nedbringe slutbrugerprisen på reservedele, eller at den medførte en samlet besparelse på 9 mio. kr. for kunderne.

Landsretten fandt heller ikke, at der var en sådan nødvendig sammenhæng mellem de opnåede besparelser og den konkurrencebegrænsende aftale, at den kunne siges ikke at have et konkurrencebegrænsende formål. Der var herefter ikke omstændigheder, der efter Budapest Bank og Generics tilsagde, at konkurrencemyndighederne skulle have foretaget yderligere undersøgelser i forbindelse med formålsvurderingen.

Landsretten afviste desuden, at aftalen kunne være lovlig efter konkurrencelovens § 8. HMN Naturgas havde ikke dokumenteret, at aftalen var nødvendig for at sikre kunderne de påståede besparelser. Det var dermed ikke bevist, at aftalen medførte gevinster, der kunne begrunde, at den indebar en begrænsning af et så væsentligt konkurrenceparameter som prisen på abonnementsprisen for service på gasfyr.

På denne baggrund stadfæstede landsretten Sø- og Handelsrettens dom.