En sag ved Retten i Rotterdam har bekræftet, at moderselskaber kan holdes ansvarlige og modtage bøder for deres datterselskabers overtrædelser af konkurrencereglerne. Investeringsselskabet Bencis fik en bøde på 1,3 mio. euro for et datterselskabs karteldeltagelse.
BAGGRUND
I 2014 pålagde den hollandske konkurrencemyndighed, Authority for Consumer & Markets, Bencis og to andre investeringsselskaber bøder for deres respektive datterselskabers karteldeltagelse på det hollandske melmarked. Bencis – der fik en bøde for datterselskabet Menebas adfærd – var den eneste virksomhed, der indbragte afgørelsen for retten. Retten i Rotterdam har nu opretholdt Authority for Consumer & Markets' afgørelse.
ET SPØRGSMÅL OM KONTROL
Authority for Consumer & Markets understregede, at moderselskabets kontrol over datterselskabet er afgørende for, om modselskabet kan holdes ansvarlig for sine datterselskabers konkurrencestridige opførsel. Dette gælder også investeringsselskabers ofte mange porteføljeselskaber, hvilket nu er blevet bekræftet af Retten i Rotterdam.
Retten understregede, at kontrollen skal være de facto-kontrol – altså skal moderselskabet have bestemmende indflydelse på datterselskabet, såvel økonomisk, organisatorisk og juridisk. Det er uden betydning, om moderselskabet har kendskab til den konkurrencestridige adfærd, hvilket ofte kan være af særlig relevans i forhold til netop investeringsselskabers porteføljeselskaber.
MODERSELSKABER – VÆR OPMÆRKSOMME!
Det er ikke første gang, at et investeringsselskab bliver holdt ansvarlig for et porteføljeselskabs konkurrencestridige adfærd. Det var f.eks. også tilfældet, da Goldman Sachs i 2014 modtog en bøde på 37,3 millioner euro for sit datterselskab Prysmians karteldeltagelse i den såkaldte Power Cables-sag.
Sagen viser også, at det i forbindelse med opkøb af virksomheder er særligt relevant at undersøge konkurrenceretlige forhold om den virksomhed, der købes. Eventuel deltagelse i karteller eller samordnet praksis kan være vanskeligt at opdage før det er for sent, men dybdegående undersøgelser minimerer risikoen for at blive ramt af en ubehagelig overraskelse på et senere tidspunkt.
Læs mere på Authority for Consumer & Markets' hjemmeside
her.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →