Nyttiggørelse af jord i en krydsild af tilladelseskrav

Det høje aktivitetsniveau i bygge-og anlægssektoren har skabt et stort behov for at håndtere overskudsjord fra bygge-og anlægsarbejderne. Ofte er projektet underlagt en stram tidsplan, og det kan hurtigt gå galt, hvis der ikke er indhentet de rigtige tilladelser til den planlagte disponering af jorden.


Det er almindeligt, at entreprenører og andre aktører i byggesektoren anvender overskudsjord fra bygge-og anlægsarbejder til andre projekter af større eller mindre værdi for landskabet og omgivelserne i øvrigt. Det er imidlertid ikke sjældent, at aktører ikke har styr på, hvornår jorden skal anses som affald, og at dette næsten altid fører til, at der er godkendelsespligt efter miljøbeskyttelseslovens § 33, medmindre der er tilrettelagt en proces og udarbejdet et projekt, der klart understøtter, at jorden udgør et biprodukt.

En udbredt misforståelse er, at ren (uforurenet) jord ikke er affald. Affaldsdefinitionen indeholder ikke forureningsgrad som et afgørende element i vurderingen af, hvorvidt der er tale om affald. Det afgørende er, om indehaveren af jorden skiller sig med den. Derfor er der en formodning om, at overskudsjord er affald - uanset jordens forureningsgrad.

Anvendelse af overskudsjord som erstatning for primære råstoffer vil derfor ofte blive anset som et anlæg til nyttiggørelse af ikke-farligt affald, som skal have en miljøgodkendelse. Senest har Miljø-og Fødevareklagenævnet fastslået, at anvendelse af ca. 850 ton lettere forurenet fejeaffald til sikring mod nedskridning af en vejrabat var at anse som et godkendelsespligtigt anlæg, som ikke kunne tillades efter miljøbeskyttelseslovens § 19. Nævnet betvivlede ovenikøbet, at der var tale om nyttiggørelse, fordi fejeaffaldets geotekniske egenskaber ikke blev vurderet optimale til den påtænkte anvendelse. Nævnet har således fastlagt en meget lav tærskel for godkendelsespligt, og nævnet er i den senere tid gået kritisk til nyttiggørelsesbegrebet. Bliver der " dømt" deponering, er projektet så godt som dødsdømt.

Overskudsjord anvendes også ofte til terrænregulering el. lign. i landzonen. Det kræver en landzonetilladelse, men det kræver også en miljøgodkendelse, hvis der er tale om et anlæg til nyttiggørelse af affald. Landzonetilladelsen kan altså sjældent stå alene.

Tilførsel af overskudsjord til råstofgrave kræver dispensation efter jordforureningslovens § 52. Tilførsel af overskudsjord kræver imidlertid også en miljøgodkendelse.

Godkendelsespligten for anvendelse af overskudsjord kan undgås, hvis kriterierne for at anse den som et biprodukt er opfyldt. Det kræver i realiteten, at der ikke er tale jord, der er i overskud, men at der allerede på opgravningstidspunktet er indgået aftale om, at jorden skal anvendes til et andet formål, hvor der ellers skulle have været indkøbt primære råstoffer.

Jordflytningsbekendtgørelsen beskrives ofte af brugerne som en velfungerende ordning.

Det er i denne sammenhæng vigtigt at fastholde, at den kun handler om jordflytning, og at overskudsjord (også) skal håndteres efter affaldslovgivningen.

Udover ovennævnte regulering skal man ved denne type projekter ofte overveje lokalplanpligt og miljøvurdering. Habitatkonsekvensvurdering kan også komme i spil, hvis anlægget er beliggende i nærheden af et Natura 2000-område.

Afslutningsvist skal det i lyset af nævnets lave tærskel for godkendelsespligt bemærkes, at der er behov for en forenkling af godkendelsesprocessen for denne type anlæg, der forureningsmæssigt ikke er særligt komplicerede.

Heldigvis pågår der i skrivende stund i regi af Miljøstyrelsen et arbejde med en bekendtgørelse, der kan resultere i en generel tilladelse til anlæg til nyttiggørelse af jord i samme stil, som vi kender det fra restproduktbekendtgørelsen og slambekendtgørelsen - dvs. en undtagelse fra godkendelsespligten efter miljøbeskyttelseslovens § 33.

 

---