Ministeriet har netop offentliggjort den længe ventede nye typeformular til brug for indgåelse af boliglejekontrakter i private udlejningsejendomme.
Typeformular A, 9. udgave af 1.7.2015
Den nye typeformular hedder ”Typeformular A, 9. udgave af 1. juli 2015” og er ændret på flere punkter i forhold til den gamle typeformular. Baggrunden er, at den nye typeformular er tilpasset de mange ændringer i lejeloven, som træder i kraft den 1.7.2015.
Den nye typeformular kan anvendes på de lejekontrakter, som indgås fra den 1.7.2015 og fremefter. Dvs. indgår man en lejekontrakt i dag eller frem til den 30.6.2015, skal man fortsat anvende den gamle typeformular ”Typeformular A, 8. udgave af 3. september 2001”.
Det afgørende for, om man skal anvende den gamle eller den nye typeformular, er således, om udlejer og lejer indgår lejeaftalen før eller efter den 1.7.2015.
Ændringer i typeformularen
Den nye typeformular indeholder flere ændringer i forhold til den gamle typeformular, og udlejer opfordres til at være både grundig og forsigtig ved udfyldelse af lejekontrakter på den nye typeformular. Der er steder i den nye typeformular, hvor udlejer må siges at skulle ”holde tungen lige i munden”, når han udfylder den.
F.eks. er der kommet en ny § 10 i typeformularen, hvor udlejer kan vælge at anføre oplysninger om det lejede, f.eks. praktiske oplysninger om forholdene i ejendommen. Det er i og for sig fint nok, men der er den begrænsning, at det, som er anført i § 10, ikke må være vilkår, som allerede følger af lejeloven, eller som er fravigelser fra loven.
Fravigelser fra lejelovens regler skal derimod fortsat skrives i typeformularens § 11, men her skal udlejer være opmærksom på, at i den nye typeformular er det anført, at ”Vilkår, som i sin helhed allerede følger af lejelovgivningens almindelige vilkår eller af en husorden, må ikke anføres her”.
I praksis betyder det, at udlejer f.eks. ikke længere må skrive i § 11, at der ved fraflytning skal afholdes et flyttesyn, idet pligten til at holde et fraflytningssyn allerede fremgår af lejeloven efter den 1.7.2015.
Der er således i den nye typeformular blandt andet indsat en begrænsning af, hvad en udlejer kan skrive ind i lejekontrakten. I praksis kan det få den konsekvens, at udlejer skal være meget opmærksom på, om det, som han ønsker at skrive ind i lejekontrakten, skal anføres under § 10 eller § 11 – eller om det overhovedet må anføres i lejekontrakten.
Link til den nye typeformular
Typeformular A, 9. udgave af 1. juli 2015 findes på Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters
hjemmeside.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →