Sagen vedrører dels, hvem der er rette sagsøgte ved sager, der har været underlagt administrativ rekurs efter privatvejsloven, dels om en kommune, ved lejlighedsvis at foretage pletvis vedligeholdelse af en vej, påtager sig den fulde vedligeholdelsespligt.
Landsretten har truffet afgørelse i en sag vedrørende hvem, der er den rette sagsøgte ved prøvelse af kommunale afgørelser efter privatvejsloven, samt hvorvidt en kommune ved enkelte reparationer af en privat fællesvej siden 1940 havde påtaget sig den fulde vedligeholdelsespligt for vejen i fremtiden.
Den konkrete vej var en privat fællesvej i et sommerhusområde. Kommunen ejede den matrikel, som vejen lå på og var samtidigt tilgrænsende grundejere.
Vejen var i dårlig stand, og kommunen gav derfor, efter et vejsyn i 2017, påbud om at vedligeholde vejen. Udover påbuddet indeholdt kommunens afgørelse også en vurdering af, hvorvidt vejen var en offentlig vej eller en privat fællesvej samt naturligvis en udgiftsfordeling. Afgørelsen blev indbragt for Vejdirektoratet, der som bekendt kun kan træffe afgørelse om retlige forhold. Vejdirektoratet stadfæstede kommunens afgørelse i januar 2018.
En del af de tilgrænsende grundejere sagsøgte herefter kommunen med påstand om, at vejen principalt skulle registreres som offentlig vej, subsidiært at kommunen ved sin adfærd havde påtaget sig den fulde vedligeholdelsespligt, og mere subsidiært at kommunen skulle træffe ny afgørelse om vedligeholdelsen og udgiftsfordelingen.
Da både vejens status, det påbudte vedligeholdelsesarbejde og udgiftsfordelingen var prøvet af Vejdirektoratet, fandt Østre Landsret, at det var Direktoratets afgørelse, der skulle være genstand for prøvelse, og kommunen blev herefter frifundet for disse påstande.
For så vidt angik den subsidiære påstand fandt landsretten, ligesom byretten, at kommunen ikke aftaleretligt havde forpligtet sig til at afholde samtlige udgifter. Udgangspunktet om at ejerne af ejendomme, der grænser til en privat fællesvej, har vedligeholdelsespligten, jf. lov om private fællesveje § 44, var derfor ikke fraveget.
I den forbindelse udtalte landsretten: ”den omstændighed, at skiftende kommuner gennem årene lejlighedsvis har vedligeholdt vejen med partielle reparationer, bevirker ikke, at der hermed er skabt en forpligtelse for [x] Kommune til at afholde samtlige fremtidige udgifter til vejens vedligeholdelse.”
Herefter blev kommunen også frifundet for denne påstand.
Bech-Bruuns kommentarer
Dommen gentager sædvanlig praksis om, at rekursmyndigheden er rette sagsøgte, når der skal foretages en prøvelse af rekursmyndighedens afgørelse, dersom spørgsmålet er prøvet af rekursmyndigheden.
Derudover fastslår landsretten, at uanset om kommuner førhen måske har haft en mere lempelig tilgang i forhold til at hjælpe til med vedligeholdelse af private fællesveje, medfører det ikke i sig selv, at kommunerne har påtaget sig den fulde vedligeholdelsesforpligtelse af vejene.
Dommen kan derfor bruges i de utallige tilfælde rundt omkring i landet, hvor for længst nedlagte kommuner gennem årene har hjulpet til med vedligeholdelsen af private fællesveje, fordi kommunen fx stod med lidt asfalt tilbage efter den offentlige vejvedligeholdelse, og hvor tilgrænsende grundejere måske gør gældende, at dette medfører, at kommunen har påtaget sig den fulde vedligeholdelsespligt.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
