Baggrund
I 2009 idømte den højeste finske forvaltningsdomstol syv virksomheder bøder for deres deltagelse i et kartel på det finske asfaltmarked i årene 1994-2002. Tre af disse virksomheder havde i starten af årtusindskiftet skiftet ejere og blev ført videre i andre juridiske enheder, mens de oprindelige virksomheder var blevet likvideret. For disse tre virksomheder var det således de fortsættende enheder, Skanska Industrial Solutions (SIS), NCC Industry (NCC) og Asfaltmix, der var blevet pålagt bøderne.
På grundlag af dommen anlagde den finske by Vantaa erstatningssag mod blandt andet SIS, NCC og Asfaltmix. Vantaa krævede erstatning for de for høje priser, som byen som følge af kartellet havde betalt for asfalteringsarbejde.
SIS, NCC og Asfaltmix nedlagde påstand om frifindelse. De anførte, at tabet var forvoldt af selvstændige selskaber, der nu var likvideret.
Sagens gang ved de finske domstole
For at sikre den effektive virkning af EU-konkurrenceretten blev de tre virksomheder i første instans i Finland pålagt erstatningsansvar for de likviderede selskabers adfærd ud fra princippet om økonomisk kontinuitet. Denne dom blev omstødt i ankesagen, hvor appeldomstolen bl.a. fandt, at kriteriet om økonomisk kontinuitet ikke uden klart grundlag kunne overføres fra bødeområdet til erstatningsområdet. Domstolen fandt også, at det EU-retlige effektivitetsprincip ikke kunne føre til et andet resultat, end det der fulgte af de finske erstatningsregler.
Denne dom blev anket til den finske Højesteret, der stillede EU-Domstolen tre præjudicielle spørgsmål omhandlende:
- Om spørgsmålet om hæftelsesansvaret for overtrædelse af EU-traktatens artikel 101, der forbyder konkurrencebegrænsende aftaler, afgøres ved direkte anvendelse af artikel 101 eller ud fra nationale regler?
- Såfremt kredsen af erstatningsansvarlige afgøres efter artikel 101, er det så det samme virksomhedsbegreb, der finder anvendelse som ved bødesager?
- Såfremt kredsen af erstatningsansvarlige afgøres efter nationale regler, er effektivitetsprincippet til hinder for en national regel hvorefter en virksomhed, der viderefører aktiviteterne fra en opløst virksomhed, der har deltaget i et kartel, ikke hæfter for den likviderede virksomheds konkurrencebegrænsende adfærd?
EU-Domstolens afgørelse
Domstolen gentog indledningsvis en række principper fastslået i tidligere retspraksis om EU’s konkurrenceregler, blandt andet at reglerne har umiddelbar virkning i forholdet mellem private, og at skadelidte for at sikre effektiviteten af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler kan kræve erstatning for overtrædelser, såfremt der er årsagssammenhæng mellem overtrædelsen og skaden.
Vedrørende sagens spørgsmål 1 og 2 fastslog Domstolen, at de virksomheder, der er omfattet af EU-konkurrenceretten, er forpligtet til at yde erstatning for den skade, der forvoldes ved deres overtrædelser af konkurrencereglerne. Begrebet ”virksomhed” skal i overensstemmelse med fast praksis forstås som en økonomisk enhed, der også kan omfatte flere fysiske og juridiske personer.
Såfremt en overtagende virksomhed i ”økonomisk henseende” er identisk med den virksomhed, der overtrådte reglerne, overtages ansvaret for overtrædelser af EU-retten ligeledes. Dette gælder både for bødeansvar og erstatningsansvar. På den baggrund fandt Domstolen det unødvendigt at behandle spørgsmål 3.
Til støtte for dette resultat anførte Domstolen, at formålet med og effektiviteten af konkurrencereglerne ville blive bragt i fare, såfremt en virksomhed kunne undgå ansvar for overtrædelser ved omstrukturering, overdragelse eller andre retlige og organisatoriske ændringer. Begrebet ”virksomhed” kan derfor ikke have forskelligt indhold i bødesager og erstatningssager.
Gorrissen Federspiels afdeling for EU- & Konkurrenceret besvarer gerne eventuelle spørgsmål om dommen eller om ansvaret for konkurrencelovsovertrædelser.
