Medlemsstaterne kun må indføre nationale regler om berigelse af næringsstoffer til fødevarer, hvis reglerne opfylder EU-fødevarelovgivningens generelle krav til risikoanalyse, lyder det i afgørelsen fra EU-Domstolen.
De tyske berigelsesregler forhindrede tilsætning af aminosyrer til fødevarer. De tyske myndigheder kunne dog give en dispensation, hvis fødevarevirksomheden sendte en begrundet dispensationsansøgning før markedsføring af den aminosyreholdige fødevare.
En tysk virksomhed søgte om dispensation til at fremstille og markedsføre et kosttilskud, som indeholdt aminosyrer og jern. Myndighederne vurderede, at de anvendte aminosyrer kunne udgøre en sundhedsrisiko, og derfor afviste de dispensationsansøgningen. Den tyske virksomhed anlagde sag ved en tysk domstol, og undervejs i sagsforløbet fik virksomheden dispensation fra forbuddet, til at måtte fremstille og markedsføre produktet i en periode på tre år.
Den tyske virksomhed fastholdt søgsmålet, og den nationale forfatningsdomstol skulle tage stilling til sagen.
Den tyske forfatningsdomstol spurgte EU-Domstolen, om den tyske ordning, som forbød anvendelsen af aminosyren, L-histidin, i kosttilskud, var i overensstemmelse med EU-retten uanset, om der var begrundet mistanke om en sundhedsrisiko. EU-Domstolen skulle også tage stilling til, om det var lovligt at give en tidsbegrænset dispensation.
EU-Domstolens afgørelse
På baggrund af en udtalelse fra Generaladvokaten M. Bobek, traf EU-Domstolen den 19. januar 2017 afgørelse i sagen (C-282/15).
EU-Domstolen konkluderede, at medlemsstaterne altid skal overholde de generelle fællesskabsretlige principper, herunder principperne om nødvendighed, forsigtighed og risikovurdering, som fastslået i artikel 6 og 7 i fødevareforordningen (nr. 178/2002).
EU-Domstolen vurderede, at den nationale tyske fødevaremyndighed ikke havde fremlagt den fornødne dokumentation for, at den blotte tilsætning af aminosyrer til fødevarer skulle udgøre en sundhedsrisiko.
Ordningen overtrådte dermed forsigtighedsprincippet, som fastslår, at markedsføring eller fremstilling af fødevarer alene må begrænses, hvis myndighederne kan bevise ved konkrete risikoanalyser, at produktet er sundhedsskadeligt, eller hvis der er videnskabelig usikkerhed om, hvorvidt produktet har skadelige sundhedsvirkninger.
Samtidig anførte EU-Domstolen, at ordningen overtrådte principperne om nødvendighed og proportionalitet, idet alle aminosyrer var omfattet af forbudsordningen – ikke blot aminosyrer, som myndighederne, på baggrund af en konkret risikoanalyse, ikke kunne udelukke udgjorde en reel risiko for menneskers sundhed.
Endelig fastslog EU-Domstolen, at den tidsbegrænsede dispensation, som blev givet i forhold til kosttilskuddet (hvilket i øvrigt ikke kunne påvises at være sundhedsskadeligt), ikke var nødvendigt og deslige var disproportional. Den tidsbegrænsede dispensationsordning krænkede derfor ifølge EU-Domstolen principperne om nødvendighed og proportionalitet.
EU-Domstolen nåede på denne baggrund frem til, at den tyske ordning, der forbød kosttilskud med aminosyrer, var i strid med EU-fødevarelovgivningens regler om risikovurdering og forsigtighedsprincippet.
Bech-Bruuns kommentarer
Med afgørelsen slår EU-Domstolen fast, at medlemsstater altid skal iagttage EU-reglernes krav om konkrete risikovurderinger. Det gælder også, hvis medlemsstater overvejer at indføre nationale regler, som begrænser markedsføringen af fødevarer, herunder regler om berigelse.
I den konkrete sag henviste EU-Domstolen til sagen mod Danmark (C-192/01) fra 2003 og fremførte, at man kunne anvende principperne fra netop den dom. EU-Domstolen skulle i denne sag tage stilling til en dansk ordning, hvorved myndighederne alene tillod berigelse af fødevarer, hvis der var et ernæringsmæssigt behov herfor i befolkningen. EU-Domstolen underkendte den danske ordning om berigelse af fødevarer, og allerede dengang fastslog EU-Domstolen, at nationale myndigheder skal tillade berigelse af fødevarer, medmindre tilsætningen efter en konkret vurdering skønnes at være sundhedsmæssig uforsvarlig.
Den nye dom mod Tyskland fastslår dermed igen, at nationale myndigheder ikke kan forbyde tilsætningen af specifikke stoffer til fødevarer på bagrund af en mere eller mindre skønsmæssig vurdering.
Nationale regler, som begrænser tilsætning og markedsføring af fødevarer, skal være baseret på en konkret, videnskabelig risikovurdering. Myndighederne bliver således underlagt de samme krav, som de selv udstikker, når fødevarevirksomheder skal dokumentere, at deres produkter er sikre for forbrugerne at indtage. Det vil blive interessant at følge, om de danske myndigheder, på baggrund af den seneste dom, finder anledning til at revurdere de danske berigelsesregler.
Læs EU-Domstolen dom.
-medium.jpg)
-medium.jpg)
