Advokat Steffen Hebsgaard Muff mener, at kontraktprocesserne i det offentlige byggeri fremadrettet kan optimeres, hvis man i højere grad lader sig inspirere af blandt andet private bygherrers måde at kontrahere på, kontrakterne og kontraktstyringen på international projekter, for at undgå flere skandaler som Niels Bohr-byggeriet.
I den sammenhæng er det også interessant at stille spørgsmålet: Kan kommende kontraktformer og kontraktprocesser, der sætter samarbejdet i fokus, bidrage endnu mere til budget- og risikostyring og måske endda medføre bedre og mere effektivt byggeri?
Efterhånden som skandalen om Niels Bohr-byggeriet ruller sig ud, bliver det mere og mere klart, at mange forhold kunne være håndteret bedre. EY, der har gransket byggeriet, peger på, at problemerne navnlig skyldes forkerte og utilstrækkelige kontrakter.
Kontrakterne manglede blandt andet dagbodsbestemmelser for mellemterminer. Det er meget uheldigt. Problemet forekommer ofte, når offentlige myndigheder udarbejder kontrakter. Men det er lang fra sædvanligt, at det går så galt, og det kan derfor ikke alene forklare udfordringerne.
Men i stedet for at stille sig op i koret af folk, der peger på hullerne i en ”gammel ost”, vil jeg hellere diskutere, hvordan kontrakterne og kontraktprocesserne i det offentlige byggeri fremadrettet kan optimeres.
Blot til en start kan der være meget at hente ved at se på, hvordan professionelle, private bygherrer entrerer, og det er også værd at se mod udlandet og andre brancher, hvor udviklingen af kontraheringsprocesser er langt fremme.
For det første er det danske licitationsmarked aktuelt (og periodisk) overophedet, og der er ikke kapacitet i Danmark til at udføre de projekter, som er planlagt. Som offentlig udbyder af store projekter er det derfor nærliggende at bruge internationalt kendte vilkår som fx FIDIC til udbuddet for at øge konkurrencen. Både energisektoren og flere private bygherrer har med stor succes længe anvendt både engelsk og FIDIC til udbudsprocessen.
For det andet, har det en positiv effekt, når en entreprenør som en del af sit vederlag modtager en ejerandel i det færdige byggeri, fordi entreprenørens og bygherrens interesser ensrettes, og suboptimering minimeres. Det er ganske enkelt nemmere, at blive enige om fx forcering, når også entreprenørens forrentning af sin investering først sker efter færdiggørelsen af byggeriet. Den konkrete løsning kan naturligvis ikke implementeres i alle sammenhænge, men anden regulering med tilsvarende virkning kan.
Endelig er det helt nærliggende at optimere på placering af risici. Der er en tendens til, at parterne i en forhandlingsproces søger at flytte risici frem for at håndtere dem. Et helt sædvanligt byggeri er normalt objektforsikret og ansvarsforsikret i flere led, hvor driftstabet – i et vist omfang – er sikret ved placering af risikoen for hændelige forsinkelser hos entreprenøren, og mangelsansvaret er sikret ved et ofte relativt dyrt garantisystem. Der er normalt væsentlige besparelser at hente ved blot at lade en genstand være objektforsikret og indgå en aftale om ansvarsfraskrivelse – det såkaldte ”knock-for-knock” – der gør ansvarsdækning overflødig. Princippet anvendes blandt andet i logistiksamarbejder og off shore-sektoren.
Fremtidige offentlige byggeprojekter kan således uden væsentlige ændringer i eksisterende praksis optimeres meget. Hvis man er villig til større ændringer, kan der være endnu mere at hente.
Indlægget er oprindeligt bragt i Ingeniøren.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
