Moms og forvaltning af investeringsforeninger

EU-Domstolen afsagde i 2013 og 2014 dom i to sager om begrebet investeringsforening i momsmæssig forstand.

Efter momsloven (og momssystemdirektivet) er forvaltning af investeringsforeninger momsfri. Hvis en investeringsforening selv forestår forvaltningen af dens aktiviteter, opstår der ikke noget momsspørgsmål. Hvis investeringsforeningen derimod bliver forvaltet af en tredjemand – f.eks. et pengeinstitut eller en professionel forvalter – ville forvaltningsydelsen principielt være momspligtig. Forvaltningsydelsen er imidlertid udtrykkelig gjort momsfri efter momsloven og momssystemdirektivet.

EU-Domstolens afgørelser drejer sig om, hvad en investeringsforening er. EU-Domstolen opremsede en række kriterier og fastslog, at alle enheder, som kunne opfylde kriterierne, måtte anses for at være investeringsforeninger i momssystemdirektivets forstand. EU-Domstolen inddrog herved en række pensionsinstitutter og pensionskasser i kredsen af investeringsforeninger. Pensionsinstitutter og pensionskasser, som ikke selv forvaltede deres investeringer, men købte forvaltningsydelserne hos tredjemand, var derfor også be-rettiget til at modtage disse forvaltningsydelser momsfrit på linje med sædvanlige investeringsforeninger.

En række danske pensionsinstitutter mv. er således indtil nu uberettiget blevet afkrævet moms af de forvaltningsydelser, som de har købt, og momsen skal derfor tilbageføres.

Momsen er opkrævet af den virksomhed, der har leveret forvaltningsydelserne. Forvaltningsyderen har indbetalt momsen til SKAT, og det er derfor forvaltningsyderen, der skal have momsen retur fra SKAT for at kunne tilbagebetale momsen til pensionsinstitutterne.

Det er SKATs sædvanlige opfattelse, at det inden en tilbagebetaling til pensionsinstitutterne er nødvendigt at opgøre, hvilket tab der er lidt, og hvem der har lidt et tab som følge af den uberettiget opkrævede moms.

Det er reelt pensionsinstitutterne, der har lidt tab, idet de har betalt moms af en ydelse, som skulle have været momsfri. Ifølge SKAT er det imidlertid ikke hele momsen på 25 %, der kan opgøres som tabet, og forvaltningsyderen vil derfor ifølge SKAT kunne afvise fuld tilbagebetaling. SKAT lægger vægt på, at forvaltningsyderen i tilfælde af momsfrie ydelser ville blive omfattet af lønsumsafgift og ikke vil have fradrag for købsmoms, og at disse omkostninger uden videre ville føre til højere priser på forvaltningsydelserne. Ud fra en sådan beregning er det således kun forskellen mellem momsen på 25 % og den kalkulerede prisforhøjelse på ydelsen, hvis den havde været momsfri, der udgør tabet hos pensionsinstitutterne og dermed det beløb, som pensionsinstitutterne kan søge tilbage hos forvaltningsyderen.

Forvaltningsyderen på sin side skal søge tabet tilbage hos SKAT
Forvaltningsyderen kan som den momspligtige søge momsen tilbage i op til 10 år. Det er SKATs opfattelse, at pensionsinstitutterne – som følge af de almindelige forældelsesregler – alene kan søge tabet tilbage hos forvaltningsyderne i op til tre år. Det er SKATs opfattelse, at pensionsinstitutterne kun kan søge krav tilbage for længere tid end tre år, hvis pensionsinstitutterne som en del af deres aftale med forvaltningsyderen oprindeligt har taget forbehold for en tilbagesøgning ud over tre år. Det er således SKATs opfattelse, at en aftale om suspension af forældelse mellem pensionsinstitutterne og forvaltningsyderne ikke kan indgås på nuværende tidspunkt.

Dette er interessant af den årsag, at hvis pensionsinstitutterne kun kan søge tab tilbage fra forvaltningsyderen i tre år, vil forvaltningsyderens krav over for SKAT om tilbagebetaling af moms i op til 10 år i praksis kunne blive illusorisk. Forvaltningsyderen vil ved en tilbagebetaling fra SKAT være forpligtet til at betale pengene videre til pensionsinstituttet.

Dette gælder imidlertid kun for de sidste tre år. Hvis forvaltningsyderen derfor også får tilbagebetaling fra SKAT for de første syv år, men undlader at tilbagebetale noget til pensionsinstitutterne, vil forvaltningsyderen kunne opnå en berigelse ved ikke at skulle betale pengene videre til pensionsinstituttet. SKAT mener imidlertid ikke at være forpligtet til at foretage tilbagebetaling, hvis forvaltningsyderen derved opnår en berigelse, og SKAT vil derfor kunne afvise at tilbagebetale for de forudgående syv år.

SKATs standpunkt som beskrevet ovenfor om, hvor lang tid de berørte pensionsinstitutter og forvaltningsydere kan gå tilbage, må anses for at være i overensstemmelse med ordlyden i skatteforvaltningsloven og forældelsesloven. Det kan imidlertid være en retsstilling, som kan være vanskelig at forstå, når EU-Domstolen netop har fastslået, at en afgift er opkrævet ulovligt i en årrække. Virkningen af retsstillingen bliver jo, at det er SKAT, der sparer pengene – eller opnår berigelsen – ved ikke at skulle tilbagebetale den ulovligt opkrævede moms for mere end en kort periode bagud, i praksis tre år.

Det ville vel forekomme forståeligt, hvis konsekvensen af EU-dommene skulle være, at skattemyndigheden som udgangspunkt blot skulle tilbagebetale den ulovligt opkrævede afgift, netop fordi den var opkrævet ulovligt.

Selv om EU-retten som udgangspunkt anerkender, at medlemslandene selv kan udforme forældelsesregler, kan det spørgsmål rejses, om de danske forældelsesregler i en sådan situation kan anses for at være i overensstemmelse med EU-rettens krav om tilbagebetaling af ulovligt opkrævede afgifter.

LETT vil følge dette spørgsmål, og det samme bør alle berørte pensionsinstitutter mv.

---