Medarbejders erhvervsevnetab skulle fastsættes uafhængigt af tildelt personlig assistance

En servicemontør var udsat for en arbejdsulykke, der betød, at medarbejderens højre underarm måtte amputeres. Medarbejderens hjemmekommune iværksatte derfor forskellige tiltag med henblik på at fastholde ham på arbejdsmarkedet. Resultatet af disse tiltag blev, at der blev bevilliget personlig assistance til medarbejderen på 20 timer om ugen.

Medarbejderen mente, at han var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne efter erstatningsansvarsloven som følge af sin varige nedsatte evne til at skaffe sig indtægt. Derudover mente han, at den tildelte personlige assistance måtte anses for at være en social ydelse, som ikke skulle medregnes i opgørelsen af medarbejderens erhvervsevnetab.

Virksomheden var uenig og argumenterede for, at der ved fastsættelsen af medarbejderens erhvervsevnetab skulle tage hensyn til hele medarbejderens indtægt, og at der ikke skulle foretages et fradrag svarende til den tildelte personlige assistance 20 timer ugentligt.

Tildelt personlig assistance havde ikke betydning for medarbejderens erhvervsevnetab

Øste Landsret udtalte indledningsvist, at Højesteret tidligere havde fastslået, at der ved fastsættelsen af erstatning for erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven ikke tages hensyn til sociale ydelser, som en medarbejder måtte få i anledning af skaden.

Landsretten fandt, at en ordning, hvorefter det offentlige i medfør af lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. aflønner en personlig hjælper til medarbejderen, må ligestilles med andre sociale ydelser.

Landsretten fastslog herefter, at medarbejderens erhvervsevnetab skulle fastsættes uafhængigt af hans mulighed for at oppebære indtægt i kraft af den tildelte personlige assistance, og at der skulle foretages en konkret bedømmelse af, hvad medarbejderen ville eller burde kunne tjene, hvis han ikke havde mulighed for at modtage personlig assistance.

Landsretten hjemviste herefter sagen til fortsat behandling ved byretten.

IUNO mener

Dommen viser, at en ordning, hvorefter det offentlige i medfør af lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. aflønner en personlig hjælper til en medarbejder, må ligestilles med andre sociale ydelser. Hvis en medarbejder som følge af en arbejdsskade får tildelt personlig assistance, skal erstatningsopgørelsen af medarbejderens erhvervsevnetab fastsættes uafhængigt af den tildelte personlige assistance.

IUNO anbefaler, at virksomheder og deres forsikringsselskaber er opmærksomme på, at der ved fastsættelsen af skadelidtes erhvervsevnetab skal foretages en konkret vurdering af, hvad skadelidte ville eller burde kunne tjene, hvis der ikke var givet personlig assistance. Hvor skadelidte er ansat i et fleksjob eller lignende med personlig assistance, er det væsentligt at arbejdsgiveren og forsikringsselskabet arbejder tæt sammen, så arbejdsgiver ikke risikerer at blive mødt med godtgørelseskrav for overtrædelse af forskelsbehandlingslovens forbud om diskrimination af handicappede, herunder i forhold til løn og tabt arbejdsfortjeneste. Opstår der tvivl, bør der altid søges juridisk rådgivning

[Østre Landsrets dom i sag BS-47129/2019-OLR af den 11. november 2020]