Medarbejder var ikke bundet af kundeklausul i ejeraftale

Sagen handlede om en sælger, der var ansat i en virksomhed, som leverede IT-løsninger. I løbet af sin ansættelse indgik medarbejderen en ejeraftale med virksomheden, som gjorde, at han ejede 10 % af anparterne i virksomheden. Fordi han var en del af virksomhedens ejerkreds, havde han nogle særlige goder, der ikke var tilgængelige for virksomhedens øvrige medarbejdere. Han havde for eksempel mulighed for at få ekstra dyre mobiltelefoner, restaurantbesøg med forretningsforbindelser og netværksture. Ejerkredsen havde nemlig lavet en intern aftale, kaldet ”partneraftalen”, som gav ham disse goder. Han brugte også stolt sin titel ”partner” i sin e-mailsignatur og deltog i partnermøder.

Men medarbejderen besluttede sig senere for at sige op og starte sin egen virksomhed inden for samme branche. Virksomheden, som han tidligere var ansat i, fik dog kort tid efter nys om, at han havde taget kontakt til nogle af virksomhedens kunder. Det var virksomheden bestemt ikke tilfreds med. Ejeraftalen mellem parterne indeholdt nemlig en kundeklausul, som forbød ham at tage kontakt til kunderne.

Landsretten skulle derfor tage stilling til, om medarbejderen måtte tage kontakt til kunderne.

Størrelsen af medarbejderens ejerandel havde afgørende betydning

Medarbejderen ville være bundet af kundeklausulen i ejeraftalen, hvis han var en del af ledelsen i virksomheden. Hvis han omvendt var en helt almindelig medarbejder, ville han slet ikke være bundet af klausulen, og kunne derfor lovligt kontakte kunderne som led i hans nye virksomhed. Det skyldtes, at kundeklausulen var indgået før 2016, hvor funktionærlovens § 18 a gjaldt. Da kundeklausulen ikke opfyldte betingelserne i funktionærlovens § 18 a, kom det hele an på, om medarbejderne var en del af ledelsen eller ej.

Det havde i sagen afgørende vægt, at medarbejderen kun ejede 10 % af anpartskapitalen. Det betød nemlig, at landsretten også var nødt til at vurdere hans øvrige vilkår og forpligtelser i hans stilling for at finde ud af, om han var en del af ledelsen i virksomheden. Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at han ikke havde noget ledelsesansvar, og at hans jobbeskrivelse heller ikke indeholdt arbejdsopgaver af ledelsesmæssig karakter. Tværtimod bestod hans opgaver næsten kun af almindelige sælgeropgaver, og han skulle også referere til en anden medarbejder i virksomheden.

Landsretten kom derfor frem til, at medarbejderen ikke var en del af ledelsen. Det havde i den forbindelse ingen betydning, at medarbejderen havde deltaget i flere leder- og partnermøder. Han var nemlig ikke nogens chef, og det var også usikkert, om møderne havde betydning for, hvem der udgjorde virksomhedens ledelse.

Funktionærlovens § 18 a er nu ophævet, men gælder stadig for kundeklausuler, som er indgået inden den 1. januar 2016. Kundeklausuler indgået efter det tidspunkt er omfattet af ansættelsesklausulloven.

IUNO mener

Sagen viser, at størrelsen af en medarbejders ejerandel kan have afgørende betydning for, om medarbejderen er bundet af en kundeklausul, der er indsat i en ejeraftale. Hvis medarbejderen ejer så stor en ejerandel, at der ikke er nogen tvivl om, at han er en leder, vil han være omfattet af kundeklausulen. I den konkrete sag var ejerandelen på 10 % ikke tilstrækkelig til at anse medarbejderen for at være en leder.

IUNO anbefaler, at virksomheder, som har indgået kundeklausuler i ejeraftaler, er opmærksomme på størrelsen af medarbejderens ejerandel, og om medarbejderen har egentlige ledelsesbeføjelser. Virksomheder kan nemlig risikere, at kundeklausulen ikke gælder for medarbejderen, hvis hans ejerandel ikke er stor nok. IUNO anbefaler derfor, at virksomheder, der er i tvivl, får foretaget en konkret vurdering af deres ejeraftaler, og om der er risiko for, at kundeklausulerne ikke gælder for medarbejderne.

[Østre Landsrets dom i sag BS-5018/2020 af 16. april 2021]