Man må konsultere, før man agerer
En virksomhed drev 20 hoteller i Spanien, men solgte 13 af dem til andre virksomheder. Virksomheden spurgte sine medarbejdere, om der var nogen, som var interesserede i at blive ansat i den nye virksomhed. Det valgte ni medarbejdere at sige ja til. Medarbejderne beholdt deres anciennitet, stilling og løn i den nye virksomhed. To andre medarbejdere i virksomheden sagde op en måned efter.
Senere blev ni af de tilbageværende medarbejdere opsagt på grund af omstrukturering. Spørgsmålet var, om virksomheden skulle have indledt en procedure for masseafskedigelser – både i forbindelse med de medarbejdere, der frivilligt gik over til den anden virksomhed og dem, der blev opsagt.
Pligt til at konsultere tidligere
EU-Domstolen kom frem til, at virksomheden skulle have indledt konsultationer efter reglerne om masseafskedigelser, da de valgte at sælge hotellerne.
Domstolen lagde vægt på, at virksomheden måtte forvente, at de skulle opsige en del medarbejdere efter at have solgt så mange hoteller. Formålet med de frivillige fratrædelser var altså at undgå flere opsigelser.
IUNO mener
Sagen bekræfter, at virksomheder skal følge processen for masseafskedigelse så snart det er sandsynligt, at der kan ske en masseafskedigelse – ikke først når de er sikre på, hvor mange der skal opsiges. Det rigtige tidspunkt vil altid afhænge af de konkrete omstændigheder.
IUNO anbefaler, at virksomheder er opmærksomme på, at pligten til at følge den særlige proces også kan opstå, hvis der er en risiko for opsigelser. Det kan for eksempel være, når virksomheden varsler væsentlige vilkårsændringer, hvor alternativet vil være opsigelser af et større antal medarbejdere.
[EU-Domstolens dom af den 22. februar 2024 i sag C-589/22]