Støtte fra kommuner, Danmarks Idrætsforbund og DGI til lokale fitnesscentre er ikke i strid med EU's statsstøtteregler. Det fastslog Kommissionen i sommer, da Kommissionen afviste en klage fra brancheorganisationen Dansk Kommerciel Fitness & Sundhed.
Rammerne for støtte til lokal sport og fitness er interessant, da mange kommuner i dag støtter disse områder. De senere år har der desuden været fokus på samspillet mellem sådanne støtteinitiativer og statsstøttereglerne. Det gælder også hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som udgav en rapport om emnet i 2015. Rapporten konkluderede, at der er risiko for, at offentlig støtte til fitness- og danseforeninger forvrider konkurrencevilkårene for tilsvarende kommercielle aktiviteter.
Derfor giver vi her et overblik over den nyeste sag fra Kommissionen og de regler, der er i spil.
Sagen viser, at støtte til lokal sportsudøvelse kan udgøre ulovlig statsstøtte, men også at der er gode muligheder for at yde støtte i overensstemmelse med reglerne. Når kommuner overvejer at støtte lokale sportsaktiviteter, skal det kommunale hjemmelsgrundlag såvel som statsstøttereglerne derfor altid overvejes.
Klagen over støtte til lokale fitnesscentre
Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) har siden 2008 samarbejdet om at hjælpe danske idrætsforeninger med at opstarte lokale fitnesscentre. Det er sket gennem udlodningsmidler (tidligere betegnet lotto-midlerne), som Kulturministeriet tildeler DGI og DIF. Støtten ydes til de lokale fitnesscentre gennem Foreningsfitness, der ejes af DIF og DGI. Midlerne bruges til at tilbyde uddannelse af instruktører og lån til indkøb af fitnessmaskiner og udstyr til lokale fitnesscentre. Støtten tilbydes gennem Foreningsfitness.
Derudover får de lokale fitnesscentre i mange tilfælde også kommunal støtte efter folkeoplysningsloven.
Dansk Kommerciel Fitness & Sundheds klage til Kommissionen startede i 2013, hvor de klagede over støtten til lokale fitnesscentre. Deres påstand var, at støtten fra kommuner via folkeoplysningsloven samt støtten fra DIF og DGI via udlodningsmidlerne gav de lokale fitnesscentre en fordel i konkurrencen og førte til ulige konkurrence mellem dem og de kommercielle fitnesscentre. Derfor mente brancheforeningen, at støtten var i strid med EU-statsstøttereglerne.
Reglerne kort
Efter EU-statsstøttereglerne er der tale om ulovlig statsstøtte, når fem kumulative betingelser er opfyldt;
1) der skal være tale om støtte af midler, der kan tilregnes en offentlig myndighed,
2) støtten skal gives selektivt,
3) til en virksomhed,
4) ved støtten skal virksomheden opnå en fordel på markedet,
5) som kan påvirke konkurrencen, og
6) støtten skal kunne påvirke samhandlen mellem medlemsstaterne.
Derudover gælder en række generelle undtagelser fra reglerne - særligt for bestemte kategorier efter gruppefritagelsesforordningen og for mindre støttebeløb efter de minimis-forordningen.
Der gælder parallelle danske statsstøtteregler, som gælder i sager, hvor der ikke er samhandelspåvirkning. De danske statsstøtteregler er dog ikke til hinder for at yde støtte, hvis støtten er lovlig i henhold til offentlig regulering.
Hvis der er tale om kommunal støtte, skal der være hjemmel til at yde støtten. Det kan både være i den skrevne lovgivning eller de uskrevne kommunalfuldmagtsregler. I denne sag er den kommunale støtte tildelt med hjemmel i folkeoplysningsloven, som giver hjemmel til, at kommuner blandt andet kan yde støtte til motions- eller fitnessforeninger, der har til formål at fremme aktivt medborgerskab.
Kommissionens afvisning af klagen
Den 22. juni 2017 afviste Kommissionen klagen fra Dansk Kommerciel Fitness & Sundhed med henvisning til, at de kumulative betingelser efter EU-statsstøttereglerne ikke var opfyldt. Kommissionen afviste både klagen over støtten fra DGI og DIF med udlodningsmidlerne fra Kulturministeriet og over den kommunale støtte efter folkeoplysningsloven.
Baggrunden for Kommissionens afvisning af klagen var følgende:
1. Udlodningsmidlerne kunne ikke tilregnes staten eller andre offentlige myndigheder.
De midler, DGI og DIF anvender til at støtte lokale fitnesscentre, kommer fra Kulturministeriet og er dermed statslige midler. Kommissionen fandt imidlertid, at tildelingen af midlerne til de enkelte lokale fitnesscentre ikke var påvirket af Kulturministeriet eller andre offentlige myndigheder. Da der ikke er offentlig indflydelse på tildelingen, fandt Kommissionen, at støtten ikke kunne tilregnes en offentlig myndighed og dermed, at den ene af de kumulative statsstøttebetingelser ikke var opfyldt.
EU-statsstøttereglerne fandt derfor ikke anvendelse på DGI og DIF's støtte til lokale fitnesscentre via udlodningsmidlerne, selvom midlerne blev tildelt af Kulturministeriet.
Kommissionens begrundelse er i overensstemmelse med Domstolens praksis vedrørende dette forhold, hvor det vurderes, hvorvidt beslutningen om tildelingen af midlerne sker uden indflydelse fra den offentlige myndighed.
2. Tildeling af midler via folkeoplysningsloven påvirkede ikke samhandlen.
Kommissionen fandt, at tildelingen af midlerne fra de danske kommuner kunne tilregnes en offentlig myndighed, nemlig den kommune som tildeler midlerne. Kommissionen fandt dog, at de enkelte fitnesscentre var så lokalt forankrede, at der var tale om lokal støtte, som ikke påvirker samhandlen. Kommissionen fandt det usandsynligt, at en borger fra et andet EU-land ville tage til Danmark for at benytte et lokalt fitnesscenter, fremfor at benytte et fitnesscenter i et andet EU-land.
På denne baggrund var den kumulative betingelse om påvirkning af samhandlen mellem medlemsstaterne ikke opfyldt.
Kommissionens begrundelse i denne del af afvisningen er ligeledes i overensstemmelse med seneste praksis. I fem sager sidste år fandt Kommissionen, at samhandlen ikke blev påvirket, når støttemodtagende virksomheder udbyder varer eller tjenesteydelser til et begrænset geografisk område inden for en medlemsstat, og det er usandsynligt, at denne virksomhed vil tiltrække kunder fra andre medlemsstater.
Kommissionen afviste herefter klagen, idet støtten fra DGI og DIF ikke kan tilregnes en offentlig myndighed, og idet kommunernes tildeling af midler til lokale fitnesscentre ikke påvirker samhandlen. Dermed er støtten ikke omfattet af EU's statsstøtteregler.
Kommissionen bemærkede i øvrigt, at støtten under alle omstændigheder formentlig ville være undtaget EU-statsstøttereglerne som de minimis-støtte eller efter gruppefritagelsesforordningen.