Må den opsagte handelsagent kontakte de gamle kunder, som han har fået godtgørelse for?

Som udgangspunkt har opsagte agenter mulighed for at kontakte gamle kunder. Det kan dog få indflydelse på udmålingen af godtgørelsens størrelse.

Den opsagte agent – quo vadis ?
Der er fortsat rigtig mange brancher, der gør brug af agenter, når et marked skal bearbejdes. Salg via agenter er populært, da dette ikke koster noget for producenten, hvis agenten ikke sælger noget.  Det hører da også til agentens dagligdag, at man på et tidspunkt bliver sagt op. Enten fordi agenten har gjort det for godt eller for dårligt, eller fordi agenturgiveren har fået en ny ledelse, der skal vise handlekraftighed etc.

Såfremt agenten har fået en godtgørelse for den kundekreds han/hun har skabt melder spørgsmålet sig, hvorvidt agenten fortsat kan gøre forretning med de kunder, der er blevet skabt til den nuværende agenturgiver.

Agenten kan ikke tvinges til at skifte branche
Da godtgørelsen skal dække det provisionstab som agenten lider ved at blive sagt op, kunne dette i sin yderste konsekvens føre til, at agenten ikke længere må gøre forretninger med de kunder, der er blevet betalt godtgørelse for. Agenten har jo netop fået godtgørelsen for at dække indtægtstabet med disse kunder, og deri ligger vel implicit, at agenten ikke må kontakte dem kunne man mene. Dette vil dog nærmest føre til, at agenten skal skifte branche, hvilket ikke er tilsigtet med loven.

Agenten kan derfor godt fortsætte med at gøre forretninger med de kunder, han/hun har skabt til sin tidligere agenturgiver, dog kan det få indflydelse på udmålingen af godtgørelsens størrelse.

Agenten skifter produktet ud med et tilsvarende produkt fra en anden agenturgiver
I det omfang det lykkes agenten at fastholde kundekredsen kan det gå ud over en af grundforudsætningerne for overhovedet at opnå en godtgørelse: Forbindelsen med disse kunder skal give agenturgiveren betydelige fordele fremadrettet. Hvis agenten gør brug af kundekredsen efter samarbejdets ophør kunne man mene, at agenturgiver ikke har fået de fordele ud af kundekredsen, som agenturgiver har betalt en godtgørelse for.  Man skal dog huske på, at agenturgiveren til dels betaler godtgørelsen for blot at have selve ”muligheden” for at kunne videreføre forretningerne med de skabte kunder. At agenturgiveren ikke formår, at skabe disse forretninger skal ikke lægges den afgåede agent til last.

Konklusionen er derfor, at agenten – såfremt der ikke er aftalt en konkurrenceklausul med virkning efter kontraktophør - godt må gøre forretninger med den skabte kundekreds, men at det vil få en reducerende indflydelse på godtgørelsen, hvis agenten ikke går ned i provision, fordi det hurtigt lykkedes med at erstatte det tabte agentur med et nyt og lignende agentur. Det har omvendt ikke reducerende indflydelse, hvis agenten lancerer et produkt overfor kundekredsen, der ikke umiddelbart er i konkurrence med den tidligere agenturgivers produkter.