Krig og leveringshindringer – hvornår er der tale om force majeure?

Force majeure begrebet

En force majeure begivenhed kan medføre, at en kontraktpart ikke er forpligtet til at opfylde en aftale. Ofte vil forpligtelsen være suspenderet, mens force majeure forholdet består, og ”vågner op” igen, når force majeure forholdet ikke længere består.

Der findes ingen endegyldig definition på, hvad force majeure er. Begrebet – og indholdet – kan være aftalt i en kontrakt eller tilknyttede aftalevilkår.

En force majeure begivenhed er i mangel af særlig regulering i f.eks. aftalegrundlaget, reguleret i dansk ret via købelovens § 24, hvorefter en sælger er ansvarsfri, når sælgers opfyldelse hindres ved udefrakommende begivenheder af en sådan art, at selv ikke ansvarlige forholdsregler efter almindeligt omfang kunne have sikret opfyldelse.

Der er kun tale om en force majeure begivenhed, når der er tale om såkaldt artsumulighed. Det skal altså være umuligt for enhver sælger at opfylde den eller de forpligtelser, der følger af aftalen. Der er således ikke tale om force majeure, hvis en leverance fra Ukraine (og/eller Rusland) umuliggøres, såfremt produktet kan skaffes fra anden leverandør.  

Efter dansk ret kan kun sælger omfattes af en force majeure begivenhed, da købers pligt – betalingspligten – ikke påvirkes af force majeure.

I forhold til aftaler, der konkret vedrører Ukraine, er krigen i Ukraine omfattet af force majeure begrebet.  Krigen er en udefrakommende omstændighed, som ingen af parterne har kontrol over. De øvrige betingelser for force majeure skal dog også være til stede:

• Krigen skal være uforudsigelig på aftaletidspunktet og
• Parterne kunne ikke imødegå konsekvenserne med forsvarlige forholdsregler efter almindelig erfaring.

Konsekvenserne af force majeure

Konsekvenserne af force majeure er, at sælger ikke er forpligtet af den kontrakt, der er indgået for så vidt angår de ydelser, som det er umuligt at levere. Sælgers pligt er suspenderet.  I den danske købelov er det fastslået, at leveringsumulighed som følge af ”krig, indførselsforbud eller lignede” ikke medfører, at sælgeren, der ikke kan levere, skal betale erstatning for forsinkelse eller manglende levering.

Leveringsumuligheden skal kunne dokumenteres af sælger, og selvom sælger – eller sælgers leverandør er bosiddende i Ukraine, og ikke i stand til at levere, vil det ikke være force majeure, hvis det, der skal leveres (eller et tilsvarende produkt) kan skaffes i et andet land.

Skal man levere en tjenesteydelse eller et produkt i Ukraine – eller for den sags skyld Rusland – vil der i dag også være tale om force majeure i de fleste tilfælde, da muligheden for at levere er umuliggjort. Køber kan dog mod at dække meromkostningen anvise leveringssted andetsteds, hvorefter leveringspligten ”vågner op” igen. Dette gælder dog ikke, hvor købet er omfattet af sanktioner.

I f.eks. entrepriseforhold kan der være tale om force majeure, hvis det er umuligt at få leveret materialer på grund af krigen. Det vil naturligvis have væsentlig betydning for vurderingen, om entreprenørens materialevalg er frit, idet en stor del af materialerne i entrepriseforhold ofte kan skaffes fra andre leverandører. Der skal altså være tale om materialer, der kun kan leveres fra Ukraine, for at der er tale om force majeure.

For at en begivenhed udgør force majeure, skal begivenheden også have været umulig at forudsige på tidspunktet for indgåelsen af aftalen. Det vil sige, at aftaler om køb, levering mv. af produkter fra Ukraine (eller omfattet af import/eksport forbud fra Rusland), der er indgået efter, at krigen begyndte, ikke vil udgøre force majeure. Desuden vil det som altovervejende hovedregel være sådan, at det er den manglende mulighed for levering (artsumulighed), der udgør force majeure begivenheden det er ikke force majeure, at man på grund af krig ikke har fået betaling fra sine kunder eller ikke kan betale sine leverandører. Det er heller ikke force majeure, at priserne på markedet stiger, som følge af krigen.