Kontraherende og udførende transportør ansvarlig for bortkomst af gods under søtransport

Sagen omhandlede transporten af et parti madrasser, der skulle transporteres fra Århus til Reykjavik. Under transporten faldt en container over bord, hvilket medførte, at partiet med madrasser gik tabt. Problemstillingen blev herefter, om DVS Air & Sea A/S (”DSV A&S”), DSV Ocean Transport A/S (”DSV OT”) og Eimskip Ísland EHF (”Eimskip”) skulle dække tabet for de ødelagte madrasser, som forsikringsselskabet IF Skadeforsikring (”IF”) i første om-gang havde dækket.

Dan-Foam ApS (”DF”) indgik i 2017 en aftale med Reykjavik Beds om salg af et parti madrasser, som skulle transporteres til Reykjavik. Transporten skulle forestås af DSV A&S efter aftale med DF. DF havde forinden transporten tegnet vareforsikring hos IF.

DSV A&S indgik herefter en aftale med Eimskip om brug af containere og transport af madrasserne. DSV A&S udsendte senere ”Forwarding Instructions” til Eimskip, hvoraf det fremgik, at Eimskip var transportør.

DSV A&S udstedte ligeledes et ”Combined Transport Sea Waybill” på vegne af DSV OT, hvoraf det fremgik, at DSV OT var transportør. Det blev dog forklaret, at selvom DSV OT var anført som transportør, skulle selve transporten udføres af Eimskip. DSV OT’s funktion var derfor alene at udstede transportdokumenter, hvor DSV A&S’ funktion var at forestå selve driften af selskabet.

D. 15. marts 2017 meddelte Eimskip DSV A&S, at partiet med madrasserne var gået tabt under transporten grundet dårligt vejr. DSV A&S orienterede samme dag DF herom. Tabet af partiet medførte, at IF i første omgang dækkede tabet. Der opstod herefter tvist om, hvorvidt DSV A&S, DSV OT og Eimskip kunne holdes erstatningsansvarlige for tabet.

Sø- og Handelsrettens afgørelse
Den primære problemstilling var, om DSV A&S, DSV OT og Eimskip var erstatningsansvarlige for de ødelagte madrasser. Herudover tog retten bl.a. stilling til, hvorvidt forældelsesfristen var overholdt.

Indledningsvis skulle retten tage stilling til, hvilke parter der var ansvarlige for de ødelagte madrasser. Retten fastslog, at DSV A&S og DSV OT begge havde påtaget sig transporten af madrasserne, hvorfor de begge var ansvarlige for madrassernes ødelæggelse efter sølovens § 275, stk. 1. Det blev ikke fundet, at tabet ikke havde skyldtes fejl eller forsømmelser fra dem selv eller nogen, de svarer for.

Det var afgørende for retten, at DSV A&S og DSV OT ikke havde bevist, at containeren med madrasser var faldet over bord som følge af hårdt vejr, og det måtte derfor betragtes som et resultat af deres fejl og forsømmelser.

Herefter tog retten stilling til, om henholdsvis IF’s og DSV A&S’ krav var forældede. Under sagen oplyste parterne, at der var indgået suspensionsaftaler om forældelsesfristen mellem IF, DSV A&S og DSV OT samt mellem DSV A&S og Eimskip. Retten konkluderede dog, at IF’s krav mod Eimskip var forældet efter sølovens § 501, stk. 1, nr. 6, da disse parter ikke havde indgået en lignende suspensionsaftale, og sagen ikke var anlagt inden et år efter tidspunktet, hvor godset skulle have været udleveret.

Forholdet mellem DSV A&S og Eimskip

Retten skulle i forholdet mellem DSV A&S og Eimskip tage stilling til, hvorvidt Eimskip var ansvarlig for tabet i forhold til DSV A&S. Retten lagde til grund, at Eimskip var ansvarlig for tabet, da madrasserne gik tabt i Eimskips varetægt som underleverandør.

Forholdet mellem DSV OT og Eimskip

Retten skulle endeligt tage stilling til, hvorvidt Eimskip var ansvarlig for tabet i forhold til DSV OT. Retten lagde til grund, at DSV OT og Eimskip ikke havde indgået en aftale om transporten, hvorfor der ikke var et grundlag for, at Eimskip skulle friholde DSV OT for IF’s krav.

Sammenfattende hæftede DSV S&A og DSV OT solidarisk for det fulde erstatningsbeløb til IF, hvoraf Eimskip skulle dække det beløb, som DSV A&S hæftede for.

Bech-Bruuns kommentarer

Afgørelsen illustrerer først og fremmest, at det er væsentligt at konstatere, hvem der rent faktisk er at anse som transportør. Det er ikke afgørende, at transportøren forestår transporten selv, men derimod at den pågældende har påtaget sig forpligtelsen til at udføre transporten.

I aftalen mellem DSV A&S og DF havde førstnævnte påtaget sig forpligtelsen til at transportere madrasserne, hvilket gjorde DSV A&S til ansvarlig transportør. Herudover havde DSV OT ligeledes forpligtet sig til at udføre transporten ved at være angivet som transportør i det udstedte ”Combined Transport Sea Bill”, selvom DSV OT’s funktion alene var at udstede dokumenter på vegne af DSV A&S.

Herudover belyser afgørelsen, at transportansvar strækker sig til en udførende undertransportørs skadevoldende handlinger, da Eimskip blev gjort ansvarlig for madrasserne, der gik tabt i dennes varetægt.