Kommunes tilladelse til udlægning af 850 tons lettere forurenet jord godkendelsespligtigt

En kommune havde meddelt § 19-tilladelse til udlægning af lettere forurenet jord langs skrænt og rabat på en 110 meter lang vejstrækning. Nævnet hjemviste til fornyet behandling efter miljøbeskyttelseslovens § 33.  


Sagen vedrører en tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19, som gjorde det muligt at anvende fejesand, der var frasorteret plastik, kapsler mv. med henblik på at opnå en bedre sidestøtte af vejen og dermed forhindre nedfald af en række granitsten langs rabbatten.


Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Afgørelsen blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af en nabo. Klagen var hovedsageligt begrundet i, at der ikke – som forudsat af kommunen – var tale om genanvendelse af den udlagte jord til understøttelse af rabatten, men at der reelt var tale deponering. Kommunen havde tilbage i 2004 havde udlagt 200 tons jord på samme strækning med samme begrundelse.


Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenænvet fandt i sagen kun anledning til at behandle hjemmelsspørgsmålet.

Kommunens oprindelige tilladelse til udlægningen af en lettere forurenet jord var truffet med hjemmel i § 19 i mijøbeskyttelsesloven. Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at der er tale om et godkendelsespligtigt anlæg til enten nyttiggørelse (K206) eller deponering af affald (K207). Nævnet lægger vægt på, at fejesandet må anses som affald, og at det skal anbringes varigt på stedet. Derudover tillagde nævnet det også betydning, at der var fastsat vilkår om sikring af, at der ikke ville ske udskridning til et vandløb, og at der skulle afsluttes med 10 cm renjord.

Nævnet bemærkede afslutningsvist, at der ikke forelå tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, om fejeaffaldet var egnet til at indgå i projektet, men nævnet påpegede, at fejeaffaldet ikke umiddelbart havde de fornødne geotekniske egenskab til at opfylde en effektiv funktion i forhold til at sikre skrænt og vejanlæg mod nedskridning. Nævnet tilføjede i forlængelse heraf, at projektet burde belyses bedre, herunder ved en geoteknisk vurdering af fejeaffaldet egenskaber og beregning af udvaskning af kulbrinter.


Bech-Bruuns kommentarer

Afgørelsen er den seneste i rækken omkring godkendelsespligt for anvendelse af affald til bygge- og anlægsformål. Afgørelsen er bemærkelsesværdig, fordi mængden af affald kun er begrænsede 850 tons, ligesom synspunktet om udlægning med henblik på varig forbliven som holdepunkt for godkendelsespligt gentages. Endelig må afgørelsen tages til udtryk som en opfølgning på en mere kritisk tilgang til nyttiggørelsesbegrebet.

 

---