Kommune erstatningsansvarlig for at handle uden hjemmel i byggesag

Vestre Landsret har fastslået, at en kommune handlede uden hjemmel ved at meddele standsningspåbud og ved efterfølgende at afslå en ansøgning om retlig lovliggørelse af et byggeri. Eftersom der var tale om en klar fejl, var kommunen erstatningsansvarlig herfor. Travlhed i kommunen kunne ikke tillægges betydning.



Sagsøgerne købte et bevaringsværdigt hus. I forbindelse med istandsættelse af huset væltede en mur, og der måtte i stedet opføres et nyt hus. Under opførelsen udstedte kommunen et standsningspåbud, og kort efter gav kommunen afslag på retlig lovliggørelse af byggeriet. Statsforvaltningen og Natur- og Miljøklagenævnet underkendte kommunens beslutninger som uhjemlede i henhold til henholdsvis bygge- og planlovgivningen.

På de tegninger sagsøgerne indsendte til kommunen i forbindelse med byggetilladelserne, fremstod højdeforskellen til naboens hus som værende 1,2 meter, men reelt var forskellen 1,92 meter.

Sagsøgerne gjorde blandt andet gældende, at standsningspåbuddet savnede hjemmel, at de fremsendte tegninger ikke var målfaste, at kommunen i forbindelse med et tilsyn af byggeriet ikke havde bemærkninger til bygningens højde, og at kommunen ikke reagerede på sagsøgernes klager på trods af flere rykkere, og på trods af at kommunen havde ressourcer til at forsøge at gennemtvinge en ændring af byggeriet.

Kommunen gjorde blandt andet gældende, at der aldrig ville være udstedt en byggetilladelse, hvis kommunen havde vidst, at højdeforskellen til naboens hus var 1,92 meter, at standsningspåbuddet ikke udgjorde en klar fejl, og at der var hjemmel til at udstede standsningspåbuddet for bevaringsværdige huse i lokalplanen, og derfor kunne der udstedes et standsningspåbud i den pågældende byggesag, hvor et bevaringsværdigt hus var revet ned. Desuden gjorde kommunen gældende, at den lange sagsbehandlingstid alene skyldtes travlhed i kommunen og derfor ikke havde nogen betydning.


Byrettens dom

Byretten frikendte kommunen og begrundede det med, at tegningerne, hvor højdeforskellen fremstod som 1,2 meter, var målfaste, og at kommunen ikke havde udstedt de nødvendige byggetilladelser, hvis tegningsmaterialet havde været korrekt. Derudover fastslog byretten, at lokalplanen, der ikke opstillede præcise krav om maksimale højdeforskelle mellem bygninger, gav mulighed for fortolkning, og kommunen havde derfor ikke begået klare fejl ved at udstede standsningspåbud og afslag på ansøgning om retlig lovliggørelse af byggeriet. Hverken den lange sagsbehandlingstid, det forhold at kommunens afgørelser tidligere var blevet underkendt i klageinstanserne, eller at kommunen havde beset byggeriet uden anmærkninger kunne ændre det.


Vestre Landsrets dom

Modsat byretten fandt Vestre Landsret, at kommunen ved at meddele standsningspåbud og afslå retlig lovliggørelse havde begået klare fejl.

Landsretten lagde vægt på, at kommunen først i forbindelse med behandlingen af sagen om retlig lovliggørelse, der fandt sted efter standsningspåbuddet var udstedt, sammenlignede højden på det pågældende hus med nabohusets højde, og kommunen havde derfor ikke godtgjort, at de indsendte tegninger fra sagsøgeren havde været afgørende for udstedelsen af byggetilladelse. På baggrund af Statsforvaltningens og Natur- og Miljøklagenævnets afgørelser fandt landsretten, at kommunen havde handlet uden hjemmel og dermed begået klare fejl. Forklaringerne om travlhed i kommunen kunne ikke tillægges betydning, og den lange sagsbehandlingstid var en skærpende omstændighed.


Bech-Bruuns kommentarer

Sagen drejede sig om, hvorvidt der var et ansvarsgrundlag for kommunen, hvilket var tilfældet, fordi det udstedte påbud og efterfølgende afslag på retlig lovliggørelse savnede hjemmel. Det havde landsretten allerede Statsforvaltningens og Natur- og Miljøklagenævnets ord for. Landsretten lagde vægt på, at man ”utvivlsomt” var gået uden for sin hjemmel og ”dermed havde begået klare fejl” , hvorved landsretten skabte indtryk af, at alt var gået galt i sagsbehandlingen. Dommen er et eksempel på, når der sættes lighedstegn mellem en forvaltningsretligt klar hjemmelsmangel og et klart ansvarsgrundlag i erstatningsretten. På trods af at sagsøger havde indsendt misvisende tegninger af byggeriet i forbindelse med byggetilladelserne, påhvilede det kommunen at godtgøre, at tegningerne havde betydning for udstedelsen af byggetilladelserne. Derudover fastslog landsretten, at travlhed ikke kunne tillægges betydning i forbindelse med klagesagen, eftersom kommunen havde ressourcer til at behandle byggesagen, men blot uden at håndtere klagerne.

 

 

---