Klinikassistenten der viste tænder
En tandlægeklinik havde en klinikassistent ansat i 34 år. Medarbejderen var i de sidste år ansat i fleksjob på grund af en rygskade. Det betød, at medarbejderen kun arbejdede om formiddagen og ikke senere end til klokken 13, fire dage om ugen, havde afvekslende arbejdsstillinger, ingen rygbelastende arbejdsopgaver og i øvrigt selv havde mulighed for at tilrettelægge sin arbejdsdag- og tid.
Medarbejderen arbejdede derfor med sterilisation, vask og strygning af tøj, udskæring af frugt, lettere hjælp til skrivning af journal og kun i meget begrænset omfang ved selve tandlægestolen.
Virksomheden oplevede et fald i antallet af tandlæger, og der var derfor for mange assistenter i forhold til tandlæger. Det var derfor nødvendigt at opsige to assistenter. Medarbejderen blev opsagt fordi hendes arbejdsopgaver primært var sterilisation, hvor der allerede var mange, der kunne overtage. Det var også vigtigt for virksomheden, at alle medarbejdere kunne hjælpe ved tandlægestolen i tilfælde af sygdom.
Opsigelsen trak tænder ud
Afskedigelsesnævnet kom frem til, at medarbejderen ikke var blevet forskelsbehandlet på grund af sit handicap. Det var fordi virksomheden havde overvejet alle ansatte før medarbejderen blev opsagt. Virksomheden havde også opsagt medarbejderen ud fra hvem den bedst kunne undvære, og hvad der var vigtigt for virksomhedens fremtidige drift.
Nævnet har en fast praksis om, at virksomheder har en omvendt bevisbyrde når de skal opsige medarbejdere, som har været ansat i mere end 25 år. Virksomheden kunne bevise, at der ikke var medarbejdere med kortere anciennitet, som kunne være opsagt i stedet. Det var også blevet overvejet om medarbejderen kunne blive flyttet til en anden stilling.
Det var heller ikke muligt at tilpasse medarbejderens stillingen yderligere, så medarbejderen for eksempel kunne hjælpe ved tandlægestolen.
IUNO mener
Virksomheder skal være grundige når de opsiger en handicappet medarbejder. Det gælder endnu mere når medarbejderen har været ansat i mere end 25 år. Det vil nemlig være nødvendigt at bevise, at medarbejderen bliver opsagt på grund af andre forhold end sit handicap. Samtidigt skal virksomheden også bevise, at den ikke kunne have undværet en medarbejder med kortere anciennitet i stedet.
IUNO anbefaler, at virksomheder overvejer alle lignende medarbejdere, og dokumenterer hvad de har lagt vægt på i valget af den medarbejder, som bliver opsagt. Hvis der er tale om en handicappet medarbejder skal virksomheder overveje om stillingen kan blive tilpasset så medarbejderen ikke behøver at blive opsagt. Hvis der er tale om en medarbejder med lang anciennitet, skal virksomheden også overveje om medarbejderen i stedet kan blive flyttet til en anden stilling.
[Afskedigelsesnævnets kendelse i sag nr. 0201028 af 28. december 2021]