I lyset af den seneste voldgiftspraksis ser vi på betydningen af aftalte formkrav vedrørende ekstraarbejder, herunder om bygherrens håndhævelse af kravene kan føre til en begrænsning af krav om ekstrabetaling.
Aftaler om formkrav
Hvis en given ydelse ligger uden for rammerne af, hvad der er blevet aftalt mellem parterne, vil der være tale om ekstraarbejde, som kan udløse merbetaling for bygherren.
Ofte er vilkårene for ekstraarbejder reguleret i parternes aftale med afsæt i AB92/ABT93 § 14. Sådanne vilkår indeholder typisk krav om indgåelse af skriftlige aftalesedler, som definerer ydelse, pris og tid, inden arbejdet påbegyndes. Derudover indeholder de dokumentationskrav og en tidsramme for, hvornår krav om ekstraarbejde skal fremsættes. Vilkårene er nogle gange formuleret således, at manglende overholdelse af formkravene medfører bortfald af entreprenørens ret til at kræve merbetaling.
Men hvilken betydning har de aftalte vilkår om ekstraarbejder – og kan en manglende overholdelse af de aftalte formkrav føre til, at entreprenøren fortaber sit krav?
Den foreliggende praksis på området er omfattende og følger en meget klar linje, hvorefter entreprenørens manglende overholdelse af formkrav - uanset hvordan de er formuleret – ikke pr. automatik afskærer entreprenøren fra sine betalingskrav. Entreprenørers tilsidesættelse af sådanne formkrav har alene betydning for selve bevisvurderingen – altså vurderingen af, om entreprenøren kan godtgøre sit krav på merbetaling.
I enkelte afgørelser bl.a. KFE1996.47VBA (”Margarinedronningen”) er Voldgiftsretten dog gået imod denne faste praksis. I den nævnte sag fremgik det af kontrakten, at et ekstraarbejde ”blot betragtes som gratisydelse” uden ret til prisforhøjelse, medmindre der forinden var indgået skriftlig aftaleseddel med specificeret angivelse af pris eller pristillæg.
Voldgiftsretten udtalte i sagen, at den nævnte bestemmelse skulle forstås efter ordlyden, således at ekstraarbejder, om hvilke der ikke var indgået en skriftlig aftaleseddel på forhånd, måtte betragtes som 'gratis' ydelser, medmindre der var tale om helt specielle omstændigheder, som kunne begrunde den manglende aftaleseddel.
I sagen lagde Voldgiftsretten vægt på ordlyden i parternes aftale, men tilkendte alligevel entreprenøren vederlag for ekstraarbejder, hvor der var tale om helt særlige grunde til, at der ikke var udfærdiget aftalesedler.
Ny kendelse om formkrav
I en helt ny kendelse (TBB2016.861) har Voldgiftsretten endnu engang taget stilling til krav om ekstraarbejder i lyset af formkrav aftalt mellem parterne.Den konkrete sag handlede om opførelsen af en boinstitution. Der opstod mellem bygherre og en vvs-entreprenør uenighed om blandt andet ekstraarbejder.
Voldgiftsretten lagde vægt på, at det blandt andet fremgik af udbudsmaterialet:
- At intet ekstraarbejde måtte sættes i gang uden en forudgående skriftlig aftale, hvor ydelsen var prissat
- At krav om ekstraarbejder skulle rejses i så god tid, at bygherren havde mulighed for at tage stilling, og
- At aftaler om mer- og mindreydelser skulle registreres i byggemødereferaterne.
På den anden side lagde Voldgiftsretten ved bevisvurderingen også vægt på, at de aftalte formkrav i vidt omfang ikke var blevet fulgt i praksis under byggesagen, og at bygherren efterfølgende havde godkendt en række ekstraarbejder, hvor der ikke var underskrevne aftalesedler eller registreringer i byggemødereferater.
Entreprenøren fik på denne baggrund medhold i nogle krav om merbetaling, selvom entreprenøren ikke havde overholdt de aftalte formkrav.
Bech-Bruuns kommentarer
Den altovervejende hovedregel er fortsat, at manglende overholdelse af formkrav, -uanset hvordan de er formuleret,ikke afskærer entreprenøren fra sine betalingskrav.
Det er imidlertid en overvejelse værd, om Voldgiftsretten med sine bemærkninger har åbnet for, at aftalte procedurevilkår kan føre til, at krav om merbetaling for ekstraarbejder kan fortabes i det omfang, at en bygherre holder sin sti ren ved ufravigelig håndhævelse af formkravene i overensstemmelse med kontrakten.
I det internationale entrepriseretlige regelsæt (FIDIC) findes der egentlige præklusionsregler. Og ifølge ordlyden af disse regler fortaber en entreprenør sit krav på ekstra betaling, såfremt han ikke fremsætter sit krav over for bygherren inden nærmere angivne frister. Det er ikke endegyldigt afklaret, hvorvidt domstolene og Voldgiftsretten vil acceptere tilsvarende vilkår i aftaler underlagt dansk ret.
Voldgiftsrettens bemærkninger i den refererede kendelse aktualiserer overvejelserne, om sådanne FIDIC-inspirerede præklusionsvilkår i konkrete tilfælde fremadrettet vil blive lagt til grund ved bedømmelsen af berettigelsen af entreprenørens krav på ekstraarbejder.
På baggrund af den foreliggende praksis kan det i al fald lægges til grund, at vilkår om procedurer for ekstraarbejder kan føre til, at entreprenøren fortaber retten til ekstrabetaling ved tilsidesættelse af de aftalte formkrav. Det kan derfor navnlig for bygherrer anbefales, at de ud over at indarbejde procedurer for ekstraarbejder i kontraktgrundlaget også sørger for at håndhæve dem konsekvent under hele byggeriet – frem for blot at ”lægge kontrakten i skuffen”, når først entreprisen er startet op.
