Tilbageholdelsesret giver mulighed for at tilbageholde et aktiv som sikkerhed for betaling, men den må vige for ældre panterettigheder. En højesteretsdom præciserer reglerne, især for heste og besætninger.
Hvad er tilbageholdelsesret?
Efter reglerne om tilbageholdelsesret kan den ene kontraktspart tilbageholde aktiver, som tilhører den anden kontraktspart. Der kan som udgangspunkt foretages tilbageholdelsesret i alle aktiver, derfor også i heste.
Tilbageholdelsesretten er ikke det samme som standsningsret, som man kender fra den almindelige handelssituation, hvor f.eks. sælgeren kan tilbageholde hesten, indtil køberen har betalt fuldt ud. Forskellen er, at den, der udøver tilbageholdelsesret, ikke ejer aktivet. Det svarer til en situation, hvor hesten er opstaldet, og bokslejen ikke er betalt. Her kan udlejeren tilbageholde hesten, indtil betaling er sket.
Tilbageholdelsesretten minder derfor om en panteret, da den giver besidderen sikkerhed i et bestemt aktiv for sin betaling.
Den konkrete situation
Der kan opstå situationer, hvor der er stiftet flere rettigheder over det samme aktiv. Her er udgangspunktet, at tilbageholdelsesretten skal respektere tidligere rettigheder, hvis de er stiftet inden tilbageholdelsesretten. Det betyder, at tilbageholdelsesretten skal respektere tidligere stiftede rettigheder, såsom et ejendomsforbehold eller en panteret i hesten. Dog kan der være en undtagelse, hvis den, der udøver tilbageholdsret, har ydet en indsats til at bevare aktivets værdi. For eksempel kan en mekaniker, der har udskiftet en defekt kobling i en bil, kræve betaling for reparationen før en ældre tinglyst rettighed i bilen.
I dommen fra Højesteret U 2019.1686 H havde en berider en hest i ridning, og som sikkerhed for betaling af omkostningerne var det aftalt at han kunne tilbageholde hesten. Ejeren til hesten havde også en kreditor, der havde fået sikkerhed for en gæld, ejeren havde, og havde derfor både ret til ejerens faste ejendomme og dertilhørende heste. Denne ret var tinglyst korrekt, så kreditoren kunne kræve retten over disse aktiver, hvis ejeren ikke betalte sin gæld.
Spørgsmålet var derfor, om berideren måtte tilbageholde hesten, indtil han havde fået sine penge, selvom en anden kreditor allerede havde en ældre og tinglyste ret til hesten, og ejeren var gået konkurs.
Højesteret fandt, at selvom en stor del af udgifterne til berideren havde haft til formål at bevare hestens værdi som konkurrencehest, kunne det ikke forventes, at kreditoren ville acceptere dette, og samtidig risikere at hans sikkerhed mistede værdi.
Grunden til, at Højesteret afviste beriderens ret til at tilbageholde hesten, var, at det kunne skade kreditorens sikkerhed. Jo længere tid berideren havde hesten, uden at få betaling, jo større blev hans krav – og dermed blev værdien af det, kreditoren havde sikkerhed i, mindre. Højesteret mente ikke, at kreditoren skulle risikere at miste værdi, fordi berideren blev ved med at arbejde med hesten, uden at kreditoren havde sagt ja til det.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
