Justering af praksis om kom­muners engagement i vandrer­hjem

Social- og Indenrigsministeriets har afgivet en generel vejledende udtalelse af 9. oktober 2019 om kommuners mulighed for at drive eller yde støtte til vandrerhjem. Baggrunden for den nye udtalelse er, at forholdene på vandrerhjemsområdet har udviklet sig siden det tidligere praksisnotat fra 2003.


Nye krav til stjerneklassificering giver nyt udgangspunkt

I notatet fra 2003 blev det fastslået, at kommuner efter kommunalfuldmagtsreglerne lovligt kan opføre, drive samt støtte et vandrerhjem. Baggrunden er, at kommunerne har en almindelig interesse i at tilvejebringe og stille faciliteter til rådighed for borgernes fritidsaktiviteter. Desuden varetager drift af eller støtte til et vandrerhjem det lovlige formål at fremme turismen i kommunen.

Det blev dog i notatet fra 2003 anført som et krav, at vandrerhjemmet alene må tilbyde en forholdsvis begrænset standard og service, der ikke kan sammenlignes med fx hoteller, kroer og moteller. Vandrerhjemmet skal desuden tilgodese brugernes behov for socialt samvær, oplevelser og aktiviteter. På den baggrund opstillede ministeriet et udgangspunkt om, at kommuner kunne drive og støtte vandrerhjem klassificeret med op til 3 stjerner efter Danhostels klassifikationer.

Danhostels klassifikationssystem har dog ændret sig siden 2003, hvilket har givet anledning til revideringen.

Social- og Indenrigsministeriet anfører i den nye udtalelse, at en kommune som udgangspunkt kan yde støtte til eller drive vandrerhjem, der opfylder klassifikationskravene for op til 2 stjerner. Vandrerhjem klassificeret med 3 stjerner vil som udgangspunkt kunne drives eller støttes, hvis mere end halvdelen af værelserne ikke har eget bad og/eller toilet, mens udgangspunktet er det modsatte, hvis mere end halvdelen af værelserne har eget bad og/eller toilet. 4- og 5-stjernede vandrerhjem vil som udgangspunkt (fortsat) ikke kunne støttes eller drives af en kommune.


En række faktorer skal altid inddrages i vurderingen

Anvendelsen af stjerneklassifikationen er alene et udgangspunkt. Ministeriet understreger i sin udtalelse derfor også, at der i alle tilfælde vil være tale om en konkret vurdering, hvor en række forskellige faktorer skal inddrages. Det er i den forbindelse afgørende, at vandrerhjemmet samlet set ikke har en standard, der er sammenlignelig med standarden på et (billigere) hotel, kro eller motel.

Ministeriet anfører, at der i den forbindelse skal lægges særlig vægt på standarden og karakteren af værelserne, herunder om de fleste værelser har eget toilet og bad. Derudover skal standarden af vandrerhjemmets forplejningstilbud, faciliteter, som traditionelt er en del af vandrerhjem, og øvrige faciliteter inddrages i vurderingen. Det kan således tale imod en kommunes mulighed for at drive eller støtte et vandrerhjem, hvis rengøring eller opredning indgår i vandrerhjemmets almindelige serviceniveau.

Der skal desuden lægges vægt på eventuelle øvrige ydelser, der kan sammenlignes med ydelser på hoteller, kroer og moteller, eller som i øvrigt går ud over, hvad der må betegnes som forholdsvis begrænset service og standard. Her tænkes eksempelvis på morgenmaden, muligheden for at vaske på vandrerhjemmet samt størrelsen og kvaliteten af fællesarealerne.


Ny udtalelse reviderer kun dele af tidligere notat

Den nye udtalelse fra Social- og Indenrigsministeriet reviderer alene det afsnit i udtalelsen fra 2003, som handler om kommuners muligheder for at drive eller yde støtte til vandrerhjem. De resterende afsnit i notatet om blandt andet kommuners muligheder for at etablere restaurationsvirksomhed i tilknytning til kommunale eller kommunalt støttede lokaler påvirkes altså ikke af den nye udtalelse.