Ingen afskedigelsesbeskyttelse for privat ansat akademiker, som var arbejdsmiljørepræsentant

Højesteret har i en ny dom taget stilling til et principielt spørgsmål om afskedigelsesbeskyttelse af en privat ansat akademiker, som var arbejdsmiljørepræsentant. Højesteret fandt, at arbejdsmiljørepræsentanten ikke nød en særlig beskyttelse mod afskedigelse, fordi virksomheden ikke var omfattet af en overenskomst, og der ikke forelå en overenskomst på et ”tilsvarende” fagligt område.

De fleste overenskomster indeholder en særlig beskyttelse mod afskedigelse for tillidsrepræsentanter. Efter disse regler kan der kun ske saglig afskedigelse af en tillidsrepræsentant, hvis der foreligger tvingende årsager hertil.

Efter arbejdsmiljølovens § 10, stk. 2, er arbejdsmiljørepræsentanter beskyttet mod afskedigelse på samme måde som tillidsrepræsentanter inden for vedkommende eller tilsvarende faglige område.
På det private arbejdsmarked er akademikere almindeligvis ikke overenskomstdækket. Om en privatansat akademiker, der er arbejdsmiljørepræsentant, har en særlig afskedigelsesbeskyttelse, vil derfor ofte afhænge af, om der findes en overenskomstmæssig beskyttelse mod afskedigelse for tillidsrepræsentanter inden for et ”tilsvarende” fagligt område som arbejdsmiljørepræsentantens. Hvornår dette er tilfældet, har Højesteret netop taget stilling til i denne sag.


Sagen kort

Sagen omhandlede en medarbejder, som var uddannet bibliotekar. Medarbejderens arbejdsopgave var at kortlægge it-software i den virksomhed, hun var ansat i. Virksomheden var ikke omfattet af en kollektiv overenskomst.

Fra den 1. februar 2013 blev medarbejderen system- og kvalitetsansvarlig for et softwareprojekt med reference til den projektansvarlige. Den 15. marts 2013 blev hun arbejdsmiljørepræsentant. I oktober samme år blev hun opsagt.

Spørgsmålet var herefter, om medarbejderen på opsigelsestidspunktet var særligt beskyttet mod afskedigelse som arbejdsmiljørepræsentant.


Højesterets afgørelse

Højesteret udtalte, at spørgsmålet om afskedigelsesbeskyttelse afhang af, om sådanne bestemmelser kunne findes i de regler om beskyttelse mod afskedigelse, som var gældende for tillidsrepræsentanter i henhold til en overenskomst på et ”tilsvarende” fagligt område.
Højesteret anførte,

• at det beror på en samlet bedømmelse, om der foreligger en overenskomst på et ”tilsvarende” fagligt område. Højesteret fandt, ”at der navnlig skal lægges vægt på karakteren af det arbejde, som arbejdsmiljørepræsentanten er ansat til at udføre, samt arbejdsmiljørepræsentantens uddannelsesmæssige baggrund og kvalifikationer.”


• at det er arbejdsmiljørepræsentanten, der har bevisbyrden for, at tillidsrepræsentanter inden for vedkommende eller tilsvarende faglige område har en særlig afskedigelsesbeskyttelse, og


• at der ikke er en særlig beskyttelse mod afskedigelse efter arbejdsmiljølovens § 10, stk. 2, hvis det ikke er muligt at finde en sådan overenskomst.
  Medarbejderen henviste både til en række overenskomster mellem konkrete virksomheder og lønmodtagerorganisationer, herunder særligt en overenskomst mellem TDC A/S og akademikerorganisationerne, til Industriens Funktionæroverenskomst og til overenskomster på statens område.

For så vidt angår de påberåbte virksomhedsoverenskomster bemærkede Højesteret, at disse kun i begrænset omfang omfattede it-branchen, og at overenskomsterne angik den enkelte virksomhed og dens ansatte. Højesteret fandt, at overenskomsterne ”ikke kan anses for at være udtryk for en almindeligt gældende afskedigelsesbeskyttelse for tillidsrepræsentanter inden for et tilsvarende fagligt område” som det foreliggende.

Med hensyn til Industriens Funktionæroverenskomst anførte Højesteret, at denne overenskomst omfatter bl.a. funktionærer, ”der som speciale er beskæftiget med edb-arbejde, som typisk udføres af medarbejdere med en edb-uddannelse som f.eks. datamatiker, datanom, informatikassistent, edb-assistent eller med tilsvarende kvalifikationer, jf. overenskomstens § 1, stk. 2, litra a.”

Højesteret fandt det ikke godtgjort, at der var tale om et tilsvarende fagligt område, når ”henses navnlig til karakteren af det arbejde, [medarbejderen] udførte […], hendes uddannelsesmæssige baggrund og de kvalifikationer, som må anses for at have været krævet ved arbejdets udførelse”.

Højesteret fandt derudover, at der ikke var grundlag for at lægge vægt på den afskedigelsesbeskyttelse, som tillidsrepræsentanter har efter overenskomsten for akademikere i staten.


Bech-Bruuns kommentarer

Dommen betyder, at akademikere i den private sektor nok sjældent vil opnå en særlig afskedigelsesbeskyttelse ved at påtage sig hverv som arbejdsmiljørepræsentant eller medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem mv. medmindre der foreligger en kollektiv overenskomst i virksomheden, som hjemler tillidsmandsbeskyttelse indenfor det pågældende faglige område.

 

 

 

 

---